torsdag den 30. april 2020

Onsdag med regn

Måske var det vejrudsigten der gjorde at fremmødet ikke var stort den sidste onsdag i april. Og lad det være sagt med det samme at det fine vejr vi har haft i store dele af april var det slut med. Vi roede tre mand - Jens, Henrik og undertegnede -  af sted i sidevind og under en overskyet himmel. Det kunne dog ikke skjule at skoven bliver grønnere og grønnere.
Da vi rundede Gavnø var der endda lidt læ, så vi kunne sidde og slappe lidt af, inden vi skulle ud i modvinden på turen mod Vejlø.
Ved Vejløskoven var der læ igen, og vi havde en fin lille pause.
Da madpakken var spist, og vi havde siddet og snakket lidt gik turen videre. Selv om vi alle var i tørdragter, var det lidt koldt at sidde stille. Så kajakkerne blev pakket og turen gik videre.
Området ved Vejlø er et dejlig sted. Små sandstrande, klinter og skov til vandkanten pynter fint på landskabet.
Vi slap for det værste vind på resten af turen og fik endda lidt medvind da turen gik mod kanalen. Henrik og jeg nuppede et rul i det rene vand ud for Ydernæs.

GPS'en sagde 18 km

Ingen kommentarer: