fredag den 25. juli 2008

Bølgetræning ved Ore Strand - og et fyr

Dagen efter mit møde med Jens blæste en hård vind på langs af stranden, og bølgerne kom skråt ind på den. Det var ideelle betingelser for lidt bølgetræning. Hvis jeg havnede i baljen, ville jeg hurtigt blive skyllet i land. Søsætning gik let et sted hvor bølgerne havde rendt det meste af kraften af sig, og fruen tog et par billeder fra badebroen ved campingpladsen, men turen langs kysten i strid modvind var skrap. Med jævne mellemrum rullede brændingen imod mig, og da jeg kun havde den tynde sommerjakke på blev jeg hurtigt ret våd. Heldigvis var det ikke koldt, og jeg fik rigtig god træning i lave støttetag. Ved et lille rev, var der godt gang i brændingen med brænding fra to sider – det var sjovt. Det er i det hele taget sjovt at ro langs en kyst i bølger - det er utrolig så stor variation der er i dem.

Efter en turen gennem brændingen, havde jeg det som et håndklæde i vaskemaskinen må have det efter skylleprogrammet, og jeg besluttede at vende om og prøve lidt surf. Jeg roede lidt ud fra kysten og vendte kajakspidsen den anden vej. Og så fik jeg fart på – lynhurtigt var jeg inde ved stranden igen. Nu var vinden da heldigvis i ryggen, og da bølgerne så kom fra den anden side fortsatte støttetagstræningen. På intet tidspunkt var jeg ved at vælte, så det var en tilfreds roer der gik i land efter en våd, men dejlig gang træning.

Roet 8 km

PS Og så har jeg fået et fyr på kontoen – på Ore strand står et flot gammelt fyr.

”Møde i rum sø”

Helt så dramatisk som det møde Allistair Maclean beskrev i sin bog (hvis der er nogen der husker ham) var mit møde i Bøgestrømmen ikke.

Min gode ven Jens skulle sejle sin sejlbåd fra Præstø til Vordingborg, hvor jeg lå på campingpladsen, så jeg roede ham selvfølgelig i møde. Han havde tyvstartet og havde medvind, så allerede efter ca. 11 km’s roning mødtes vi ved Farøbroen.
Jeg havde gjort min kasteline klar til bugsering af kajakken, så vi var hurtigt bundet sammen, og med lidt besvær kom jeg ombord i hans 32 fods sejlbåd.

Efter det vellykkede møde gik det af sted mod Vordingborg – noget nemmere end turen den anden vej i modvind – og Jens bød på en dåseøl og en chokoladebar. Om det er en gængs sejlermenu ved jeg ikke, men jeg var tørstig, og lidt chokolade kan man vel altid spise.Vi kunne dog ikke sejle for stærkt for så vende kajakken bunden i vejret. Efter et par rul fik vi bundet kajakken så tæt på sejlbåden, at den blev på ret køl. I Vordingborg Nordhavn fandt Jens en god plads til sejlbåden, og jeg roede tilbage til campingpladsen på Ore Strand. Om aftenen var Jens på besøg i forteltet til en lille lækker menu.

På sidste del af turen fik jeg lidt medvind, og efter lidt problemer med skøderne – sjusket monteret hjemmefra L - fik jeg mit medvindssejl op, og hu-hej hvor det gik. Det er seriøst sjovt og giver fart så man let fanger surfbølgerne – og kan blive i dem. Gps’en loggede 15,3 km/t. Der er stadig plads til forbedringer i teknikken. Bla. skal jeg have syet et vindue i sejlet, så jeg kan se fremad. Min vippemekanisme til masterne virker nu fint, og får jeg taget mig sammen, laver jeg en lidt mere elegant løsning end min trial and error metode har resulteret i.

Turlængde 18 km


Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men det er hvad en Nokia 6300 kan præstere (når man nu har glemt det vandtætte Olympus)

fredag den 18. juli 2008

Testroning

Prøvede sejlet i ret kraftig blæst. Så før testen skulle der knokles i modvind hele vejen til Karrebæksminde. Planen var egentlig at runde Enø, men blæsten var for kraftig og bølgerne uden for molerne var for store til at det ville være fornuftigt af mig at tage den tur. Så det blev rundt om Gavø igen, igen.

Turen bød først på medvind, siden på vind skråt bagfra. I medving gik det fint, men i sidevind - skråt bagfra - var det med at være klar med de lave støttetag. Nu er det jo ikke for at sejle i sejlbåd at jeg leger med sejl, men for at få lidt mere fart i kajakken, når lejligheden byder sig. Og fart kommer der, når jeg ror til. Det lykkedes at fange flere af de korte, hurtige bølger på fjorden og få nogen meget lange surfture.

Der skal stadig lidt forberinger til på sejlet, men når jeg har fået de sidste ting på plads, skal jeg nok vise mit nye legetøj frem på bloggen.

Rolængde 23 km

fredag den 11. juli 2008

Prøvesejladser med sejl

Jeg går og roder lidt med at lave et medvindssejl til mine kajakker. Sejlet er inspireret af Projons sejl. Indtil videre har jeg dog kun brugt 28 kr på mit hjemmelavede sejl, mens Prijon vil have 1900 for deres.

Jeg laver sejlet fordi jeg har fået lyst til lidt længere roture, og lidt ekstra hjælp i medvind ville i så fald ikke være at kimse af.

Det første forsøg gik ikke så godt, da der manglede styring af pindene (det er for meget at kalde dem master) i siden af sejlet. Det er løst nu, så jeg satser på succes på næste tur. Når jeg har lavet noget der virker, vender jeg tilbage med en beskrivelse af det.

Jeg fortsætter også mine rulleøvelser. Det kan jo være jeg får brug for at rulle en dag med for meget vind i sejlet :-)

Rolængde 27 km

Blekinge skærgård

Årets ferietur gik igen til Blekinge - og jeg fik igen smuglet en kajak med. Mest til at fiske fra. Og som det ses, lykkedes det at fange fisk. Største gedde var på ca. 4 kg. Jeg prøvede at ryge den i en nyindkøbt rygeovn fra Biltema. Rygningen gik fint, men den færdige fisk var meget, meget tør. Jeg tror jeg vil prøve at pakke fileter ind i bacon næste gang der skal ryges gedde. Jeg fangede også en del aborrer, men de var alle så små at de røg tilbage i vandet.Ud over min genfundne fornøjelse ved at fiske, var der ikke uventet en meget flot natur at sidde og kigge på. Desværre er det svært at fastholde indtrykkene med kameraet, men det er lykkedes meget godt på dette billede.
Der var også et righoldigt fugleliv at kigge på, og fuglene var så vant til trafik på vandet, at jeg kunne komme ret tæt på dem. Her er det en lille flok canadagæs der poserer på en sten ganske tæt på campigpladsen ved Ekenæs ud for Rønneby. Byen var i 1654 udsat for et blodbad mange gange større end det mere kendte Stockholmske Blodbad - og denne gang var det svenskerne der foretog etnisk udrensning af danskere.
I den mere kuriøse del af dyreriget finder vi denne blishøneunge - ren punk
På en af turene sejlede jeg et par kilometer op af Rønneby Å
På min sidst rotur så jeg dette mærkelige syn. Det viste sig at være en ung kvinde der trænede til et eller andet mesteskab livredning - ren baywatch, men hun kom hurtigt frem på sit surfboardlignende "fartøj". Jeg vil nu umiddelbart tro at en "sit-on-top" kajak ville være hurtigere.
Det blev i alt 81 km, der blev roet i et nørklet romønster - og 3 broer "erobrede" .
Herunder den mindste bro jeg er roet under. Jeg måtte ned og ligge i bunden af kajakken for at slippe igennem - det var ikke lykkedes i havkajakken.

søndag den 29. juni 2008

Kajakskole

Jeg har været hjælper på NKC's kajakskole. Det har ikke givet så meget roning, men har været hyggeligt nok. Billedet viser hele holdet med instruktører foran den kulrede barons slot på Gavnø.

På hele turen lå en af instruktørende næsten mere ned end han roede. Christian er med i en gruppe der har helliget sig grønlanske teknikker, og han kan ca. 30 forskellige rul. Derfor tænkte jeg at han var manden at få lidt rulleråd af. Efter lidt forøvelser med paddlefloat og haftevrik prøvede jeg at rulle med paddlefloat. det lykkedes at komme op 3 gange. det gav så meget blod på tanden at jeg nu tror på at det kan lade sig gøre at lære at rulle.

Samlet rolængde 19 km

fredag den 20. juni 2008

Bølger, bølger, bølger

En kraftig vind det meste af dagen havde blæst bølgerne ved Karrebæksminde op i en pæn størrelse, så torsdag kørte vi 5 roere fra NKC til Enø hvor nr. 6 stødte til.
Sverri havde købt en nyt vandtæt videosystem (håber senere at kunne linke til nogle dramatiske filmklip) som han her montere på kajakken.
Jan "flyver" her gennem brændingen.Samme brænding har her væltet en anden roer. Selv om bølgerne inden ved stranden havde løbet det meste energi af sig, var der stadig overraskende meget power i dem, og der skulle virkelig arbejdes når vi skulle lave et u-sving og ro ud til endnu en surf tur.
Når først vi var forbi brændingen var det overraskende udramatisk at ro rundt i de ret høje bølger - og de ser skuffende små ud på fotografier. Her er Rikke skudt på toppen af en af dem. Mange andre gange var de andre roere helt væk i bølgedalene.
Flere gange undervejs måtte vi simpelthen i land og dele vores oplevelser - og få lidt fast grund under fødderne. Her er det Sanne og Susanne, der er ved at gøre sig klar til en tur til.
Undertegnede på vej ud gennem brændingen. Når først kursen var vinkelret på dem, var det bare at trække igennem. En enkelt gang havnede jeg dog inde i et hjørne mellem stranden og stenmolen - det gav brænding fra forskellige sider, så der måtte jeg arbejde rigtig hårdt for at slippe fri. Hvis en "knækket" bølge rammer en, mens man ligger med siden til, bliver man flyttet mange meter, og man får god træning i at holde balancen og bruge støttetag.
Herunder er det Sverri der er på vej ind i hjørnet.
Det blev til 5 km (det føltes noget længere i armene) med et ret ensidigt GPS spor - tophastigheden var 15,2 km/t. Vi fandt hurtig ud af at det ikke kunne betale sig at ro langt ud. Den hurtige surf var inde i brændingen.
Se alle billederne

onsdag den 18. juni 2008

Gourmet tur

Vores tirsdagtur gik endnu en gang til Vejlø Strand hvor Henriette og Jens Christian bød på lækker kartoffelret med røget ørred og bulgursalat med kylling. Det var meget lækkert. Turen hjemad gik rundt om Gavnø.

Turlængde 17 km

mandag den 16. juni 2008

Så lykkedes det

Forleden dag svigtede vinden da jeg roede hjemad. Men i dag holdt den, og sliddet i modvinden blev belønnet med fine surfture på turen hjemad. Jeg har faktisk aldrig oplevet så store bølger på fjorden, og nok heller aldrig kommet så hurtigt fremad i min Touryak - GPS'en viste at højeste hastighed havde været 13,2 km/t.

Hele turen hang truende skyer på himlen, og jeg kunne se bygerne rundt omkring fjorden, men jeg slap stort set for regnForleden dag blev der placeret et par sheltere ved kanalens indsejling - vi må håbe at de ikke bliver indtaget af den lokale knallertungdom, så er der nok ikke så mange naturinteresserede der har lyst til at være der. Stedet er svært at nå fra vandet, da der skal kravles over en palisade af rustne jernbanesveller. Et par hundrede meter fra shelterne er der en fin landingsplads.

Turen sluttede i den rene idyl - en flot regnbue hang over Svingbroen.

Turens længde var 18 km

Rundt i København Havn

Med en vejrudsigt der lovede byger med torden, tog vi fra Næstved. Inden vi kunne komme af sted, var der det snart sædvanlige bøvl med at finde nøgle og registreringsattest til traileren - de hang ikke på det dertil indhamrede søm. Vi fik klubbens kasserer til at komme og låse op til bestyrelseslokalet - stor tak til ham - og ganske rigtigt lå nøgle og registreringsattest derinde.
Vel ankommet til København roede vi af sted fra Bryggens Roklub, som turleder Henrik Graff havde en aftale med. Vi er nogle stykker i klubben der har lidt sjov med at erobre broer, så der var lagt op en rigtig erobringstur. På havnens hjemmeside er der kort med navnene på alle broerne - der kan man også finde kort der viser de områder hvor lystbåde ikke må sejle.
Der gik ikke lang tid før vi drejede ind i en kanal. det var meget hyggeligt at sejle rundt blandt høje huse og både langs bredderne. Det gjaldt dog om at holde godt udkig efter de mange turbåde. Jeg ved ikke hvor mange vi mødte, men kan dog konstatere at vi er havnet i rigtig mange turisters fotoalbums.
Ren Christianshavnsidyl.
Et sted kunne vi kaste misundelige blikke ind i et byggeri med kajakkælder - genial ide.
Ude i det store havnebassin var der meget at kigge på. Der er god plads til alle, men det lader ikke til at påvirke havnebusserne. På sædvanlig HT vis viser de ikke det store hensyn - med et lille dyt på afstand kunne de fx gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Men nej, fuld fart frem og et ordentligt DYT på 50 m's afstand - og så var det bare at komme af vejen. Havnebusserne gav dog sjove bølger der reflekterede fra bolværket og de bølger vind og strøm lavede Vi var selvfølgelig en tur inde i Nyhavn. Vi havde på et tidspunkt fået følgeskab af et klubmedlem, der bor i København. Han var dog ikke så god til at ro i kajak. Flere gange væltede han, men han "væltede tilbage" på de mest mærkelige måder - både med og uden sin grønlandske åre :-)
Endnu en bro erobret - her har Gitte taget et billede af mig i kanalen rundt om Slotsholmen

Vi skulle selvfølgelig også en tur på café - og hvad var mere passende end at besøge Mykayaks kajakcafé tæt på Fisketorvet.

Som det ses på billederne slap vi for de lovede byger.

Turens længde var 22 km - se flere billeder her

PS - Jeg oplevede det ubehagelige at min pagaj knækkede ude mide i havnebassinet - nu er det slut med at styrketræne :-). Heldigvis ror jeg altid med reservepagaj på agterdækket, så jeg slap for den pinlige oplevelse at skulle trækkes rundt i havnen.