torsdag den 18. oktober 2018

Tur til Avnø og Knudshoved Odde med Havkajakroerne

Jeg havde inviteret NKC medlemmer og medlemmer af Havkajakroerne til weekendtur til Avnø og Odden. Mødetid var klokken 12 ved Svinø Havn, men da jeg kom til havnene en lille times tid før var der allerede en lille flok kajakroere der var ved at rigge til.
Jeg fik budt velkommen og fortalt om parkering og vores grund ved parkeringspladsen. Jeg fik selv hurtigt pakket Chesapeaken - der var masser af plads. Og heldigvis, for selv om det er en overnatning eller en ugetur, så har jeg næsten det samme med. Det er kun mængden af mad der er mindre.
Jan og Jens kom kort efter roende fra Karrebæksminde, og så var vi ti der var klar til tur. Jan roede forrest og viste vej, og jeg lukkede og slukkede som bagerste mand. Det var heldigvis en nogenlunde homogen gruppe af roere, så det var ikke svært at holde sammen ind i Avnø Fjord. Her blev vi mødt af sælerne, og flere af gæsterne var behørigt imponerede over de nysgerrige dyr.

Der var et par familier ved shelterne, men det betød intet, da vi alle selv havde telte med. Jeg valgte i det gode vejr at overnatte i tarp. Senere dukkede både nogle vandrere fra Præstø en en flok håndboldspillere fra Lov op. Det gav en hyggelig aften i Nokkeskoven.
Det var Trangia unlimited da vi lavede aftesmad - selv lavede jeg Wienergryde fra Beauvais med ekstra bønner. Det smagte godt, og samtlige bønner virkede dagen efter,
Det lykkedes at være klar til maden nogenlunde samtidig, så vi havde et meget sammensat middagsbord. De andre familier havde fået lavet for meget græskarsuppe og for mange pølser, som de bød på - alt røg ned i de sultne kajakroere mens solen lige så stille gik ned.
Inden mørket helt lukkede sig over Nokkeskoven fik jeg de sidste ting på plads under min nyindkøbte tarp. Jeg sov fint, da jeg efter et par timer røg i posen.
Dagen efter bød på en flot solopgang 
og dejlig morgenmad - på billedet er det Niels morgentallerken
Efter morgenmaden gik vi alle en tur op til Naturcentret hvor der er en lille udstilling om områdets historie som gammel flyveplads og om det dyreliv der nu er på og omkring stedet.
Vi skulle dog videre, og efter sammenpakning af teltene gik turen mod spidsen af Knudshoved Odde. Halvdelen af gruppen bar over ved Draget, mens resten blev på nordsiden hvor der var læ for den vind der var blæst op.
Ved frokosttid gik vi land tæt på spidsen af odden. Her nød vi frokosten og gik en tur på spidsen. Alle var behørigt imponerede over den specielle natur - men vejret var da også i den grad med os.
Inden turen gik tilbage mod Svinø var vi lige et par stykker der skulle have udsigten fra vandsiden.
Tilbage i Svinø viste GPS'en at jeg havde roet 30 km - se alle billederne her

Chesapeake 17 debut

Fredag skulle den Chesapeake 17 jeg de sidste måneder har restaureret have sin debut på vandet. Og lad det være sagt med det samme - det gik godt. Kajakken opførte sig fint på vandet - lidt mere vind og bølge havde været rart for lidt mere test, men det må vente.
 Turen gik rundt om Gavnø med en kort pause på Enø. Undervejs roede jeg det meste af vejen uden finne, og den store kajak var rimelig kursstabil og reagerede fint på kantning og styretag. Med finnen nede var den meget kursstabil og næsten ikke til at dreje. Den er jo oprindelig også konstruereret til ikke at have finne.

Udesigten fra det rummelige cockpit kan der ikke klages over. Slutbilledet viser den rummelige Chesapeake ved siden af den noget mindre Black Pearl. Egentlig supplerer de hinanden fint. Perlen til dagture, sjov og leg og Chesapeaken til langtur med oppakning.
Det blev til 16 km

tirsdag den 2. oktober 2018

Gavnø rundt

Jeg havde valgt at tage på tirsdagstur med NKC, men der var ingen andre end mig der mødte op før kl 17. Det hang sikkert sammen med at det var mandag - det er nogen gamge ikke helt nemt at følge med i kalenderen som pensionist :-)
Det afholdt mig ikke for at tage på tur i det gode vejr. Det blev der dog ret hurtigt lavet om på, for da jeg roede mellem Ydernæs og Gavnø begyndte det at dryppe. En susende lyd bagfra gav melding om at mere var på vej. Og det skal jeg da love for. Pludselig haglede det med næsten ærtestore hagl. Jeg trak hætten op og sad betaget og nød det specielle vejr. Kort efter stoppede haglvejret og blev afløst af den flottesre regnbue. Efter yderligere et par minutter skinnede solen - efteråret kan være en utrolig flot årstid.
Turen bød også på en del svømmefugle og flokke af viber ved Fladstrand. Betagende!
Jeg gik lige i land på Enø, strakte kroppen og gravede madpakken frem inden jeg satte mig i kajakken og nød en drive-spisepause inden turen gik videre rundt om Lindholm.
Solen gik ned i et flot lysshow på himlen, og mens mørket sænkede sig, roede jeg i mild medvind mod kanalen.
Inde i den blev jeg overhalet af sandsugen Mette Pan, og på anden tur i træk kunne jeg ro forbi den åbnede svingbro - denne gang dog i mørke. Flot!
16 km