torsdag den 30. april 2020

Onsdag med regn

Måske var det vejrudsigten der gjorde at fremmødet ikke var stort den sidste onsdag i april. Og lad det være sagt med det samme at det fine vejr vi har haft i store dele af april var det slut med. Vi roede tre mand - Jens, Henrik og undertegnede -  af sted i sidevind og under en overskyet himmel. Det kunne dog ikke skjule at skoven bliver grønnere og grønnere.
Da vi rundede Gavnø var der endda lidt læ, så vi kunne sidde og slappe lidt af, inden vi skulle ud i modvinden på turen mod Vejlø.
Ved Vejløskoven var der læ igen, og vi havde en fin lille pause.
Da madpakken var spist, og vi havde siddet og snakket lidt gik turen videre. Selv om vi alle var i tørdragter, var det lidt koldt at sidde stille. Så kajakkerne blev pakket og turen gik videre.
Området ved Vejlø er et dejlig sted. Små sandstrande, klinter og skov til vandkanten pynter fint på landskabet.
Vi slap for det værste vind på resten af turen og fik endda lidt medvind da turen gik mod kanalen. Henrik og jeg nuppede et rul i det rene vand ud for Ydernæs.

GPS'en sagde 18 km

tirsdag den 28. april 2020

Sæler ved Avnø

Sammen med et par gamle venner roede jeg af sted fra Svinø mod Avnø. Susanne havde prøvet turen før, men for Jørgen var det første gang han roede i farvandet.
Vejret viste sig fra en pæn side med diset sol og svag vind. Og når der så slet ingen strøm var mellem Svinø og Dybsø, gik det hurtigt flot af sted mod Avnø Fjord. 
Der er et par sigtepunkter det er smart at benytte for ikke at havne på meget lavt vand. Forbi klinten ror man mod det østlige skovbryn på Knudshoved Odde - Kursen er tæt på sydøst. Efter 3-4 km kan man se de store sten ved Rønnens vestende og styre efter dem til man rammer en strømrende med lidt dybere vand. Husk at der hele året er adgang forbudt på Rønnen. Renden følges ind på fjorden, og efter et stykke tid kommer man til sælerne.
Ruten - der kun må benyttes af roere - kan ses i denne folder, og der kan også læses lidt om området. 
På denne tur lå sælerne i stort tal på stenene ud for Naturcenteret, og de nysgerrige dyr kom hurtigt ud og så på os. Og aldrig har jeg set så mange sæler i vandet rundt om os. På et tidspunkt talte jeg ca 30 sæler foran os.
Jørgen og Susanne var vist også ret imponeret af oplevelsen - vi lå længe og kiggede lige så meget på sælerne som de kiggede på os.
Efter et stykke tid havde sælerne stillet deres nysgerrighed, og vi roede ned til shelterne ved Nokkeskoven. Her fandt vi lidt mad, kaffe og guf frem og nød pausen i solskin.
Pause er altid dejligt, men efter noget tid gik turen tilbage - og igen kom sælerne ud og så os an.
Efter at have kigget på dem et stykke tid, besluttede jeg mig til at det var tid til at rulle lidt. Det gik godt nogle gange, men så drillede det pludselig, og jeg fik slugt en mundfuld vand. Så var det ud af kajakken, men det gav bare Jørgen en mulighed for at lave en makkerredning med ham som redder og mig som svømmer. Jørgen var ikke tilfreds med at jeg ikke gjorde helt som han ønskede, men vi trænede sidste sommer i NKC og fandt ud af at redninger godt kan gøres med svømmeren som aktiv deltager i stedet for at hænge som en klump på redderens kajak. Eksempelvis kan svømmeren hjælpe redderen ved at trykke bagenden af kajakken ned i vandet, når den skal tømmes for vand. På min Black Pearl kommer der en del vand ind i cockpittet når man entrer den til søs - så pumpen måtte i gang. Vi en fin snak om redninger da vi roede tilbage mod Svinø og var enige om at det altid er fornuftigt at træne.
Af hensyn til selvtilliden snuppede jeg lige et rul da vi kom tilbage - og jeg kom op. Der skal øves noget mere.
17 km

søndag den 26. april 2020

Karrebæksminde - Glænø og retur

Lørdag - egentlig havde vi snakket om at ro til Knudshoved, men det ville betyde mod/sidevind på hjemturen, så i stedet roede Kolbe, Jan, Margit og undertegnede til Glænø. Så ville det give medvind på hjemturen, og mulighed for at søge læ ved klinten på udturen.
Det var der nu ingen grund til at benytte sig af, så udturen gik relativ langt fra land - undtaget en lille pause ved Bjørnebæk for at strække lidt ben - og løfte det ene.
Vel ankommet til en lidt omblæst Glænø fik vi gang i rygeovnen. Jeg havde lovet at byde på røgede sild til frokost.
Der kunne lige ligge 4 sild i min lille ABU rugeovn, så det passede jo fint. Dagen før havde jeg haft sildene til at ligge med godt med groft salt i ca 3 timer. Herefter blev de skyllet, tørret af og lagt i en lille boks.
Vi nød udsigten de små 10 minutter sildene fik røg.
Jan og Tomas havde taget lidt gode øl med, og Margit havde tryllet med lidt rester fra køleskabet. Ud over purløg og radisser havde hun taget æggestand, blandet creme fraice og remulade samt rugbrød med.
Nyrøget sild med garniture, en Grimbergen og gode venners selskab på en solbeskinnet strand. Så bliver livet ikke ret meget bedre.
Skål!
Der var sild til en sildemad til - og så var det jo bare at nyde udsigten lidt mere, mens næste hold sild fik en gang røg. Røgen laves ved at lidt savsmuld lægges i bunden af ovenen, sildene lægges på en rist over en bakke der pladceres lidt hævet over smuldet. Under ovnen placeres en brænder med sprit, og så er det bare at vente. Små ting som sild og laks ryger jeg ca 10 min, mens en svinemørbrad får ca 20 min.
Velbehaget bredte sig i den lille gruppe
Vi havde et enkelt afbud, så der var sild til en tredie mad - den gled også ned.
Men så opstod behovet for en tur på ryggen sig også. Og der var der da heldigvis også tid til.
Jan og jeg gik ned til reservatet på Østerfed og kiggede på fugle. Det var førte gang jeg havde min nye Kite Kestrel kikkert med på tur - og jeg blev ikke skuffet. Billedet i den var meget flot, og vi så splitterne-romantik, hvor en han fodrede en hun for at opnå hendes gunst. Der var masser af gæs, og en enkelt præstekrave løb også rundt på stranden.
Alt godt har en ende, og det var tid at vende hjemad. Vi tog den første del af turen kystnært - det bør man også gøre på denne strækning, hvor der næsten hele vejen er en flot klint. Hele vejen langs klinten blev vi underholdt af kvidrende fugle.
Det blev til lidt fotografering, og Tomas herunder...
...snuppede et par af undertegnede
Jeg var af sted i min Tiderace ExploreX. Der er noget mere plads til rygeovn mm i den. Og komforten på lidt længere ture er også mærkbart højere end i min Black Pearl.
Tomas tog også dette skønne billede af Margit, Jan og mig.
Vi holdt en lille pause på vandet og fik en lille snack
Det kræver meget opmærksomhed at bruge et Reed spraydeck som skærebræt.
Det blev ikke til flere billeder, men vi sluttede alle af med lidt småsurf mod molehovederne. Tomas der var sat i fra stranden rullede mellem molehovederne inden han sagde farvel. Vi andre snuppede et par rul inden for molerne i Karrebæksminde. Jeg var lidt spændt på hvordan det var at rulle i Tideracen efter en vinter i svømmehal med en Black Pearl. Men det gik forrygende - koncentration var måske grunden.

Jeg fik roet 27 km

Enø rundt

_Denne uges onsdagstur gik rundt om Enø.
Knud, Henrik og Jens var med på turen. Vi havde sagt farvel til Jørgen der havde program på om eftermiddagen og ikke helt havde tid til den noget længere tur rundt om Enø
Frokosten blev nydt på det dejlige sted foran skrænten på Dybsø. Solskin, læ og en fantastisk udsigt gør stedet helt specielt sådan en forårsdag
Vi var hjemme løbet tør for rugbrød, så jeg måtte i depoterne, hvor jeg fandt dette Adventure Meny produkt. Kylling med bønner lyder jo godt. Tanken med Adventure Menuen er at retten er færdiglavet - den skal bare varmes. Og det sker kemisk. En lille pose "varmekemi" kommres i en kraftig plasticpose. Ganske hurtigt varmes de 60 ml vand op til kogepunktet, men så slutter festen. Efter de anbefalede 12 minutter er selve rette kun lidt lunken. Lidt flere kemikalier i lidt mere vand havde måske gjort tricket - for det er en nem måde at få et velsmagende måltid på. Måske skal det prøves en dag.

Vi havde luret at der var medvind til Karrebæksminde, så det var en behagelig og flot tur. jeg roede i men Black Pearl, og den surfer på selv de mindste bølger. Samtidig er den meget let at få i fart, så det var en herlig tur.
Henrik muntrede sig også i sin Arrow play
Jens havde også en fest i sin Frej
Snart var vi ved molehovederne. Der var ingen strøm, men den vind vi havde muntret os med på turen havde fundet vej ind i kanalen i Karrebæksminde og var lige i næsen på os. Men vi var heldigvis ikke spor trætte efter at have jagtet surf. (lidt løgn kan forekomme)
Den var også imod på store dele af fjorden, men vi slap da hjem og kunne logge 27 km af den fornemste slags.


Endnu en "Hoddog tur"

Vejret har været dejligt store dele af april. Og det var det også denne tirsdag, hvor den stod på aften "Hoddog tur"
Gavnø blev stedet hvor dagens pølseørgie skulle finde sted.
Her er en fin sandstrand og en god udsigt, så det er det perfekte sted til et rast. At det så ligger kun 5 km fra NKC gør heller ikke så meget, når sulten melder sin ankomst
Der blev gravet dybt i kajakkerne, og frem kom pølser, brød, grøntsager (sennep, ketchup, remolade og ristede løg) og en enklet Trangia.
Og der gik ikke længe før de første pølser - flot pakket ind i bacon - lå og sydede på panden.
Små kunstværker blev produceret og nydt, mens næste holde blev varmet.
Med fyldte maver roede vi videre i aftensolen. Jan sidder her i sin Greenlander GT og driver den fint fremad.
Jens presser Furyen frem mod nye mål - overlevelse hjem til klubhuset
Mens Stig tager den med ro i sin Qanik
Aften roen faldt over selskabet men vi roede mod Gammelåen
Vi fik lige et glimt af havørn over fjorden - tjek
En fører af en motorbåd havde spottet en vildfaren kano og spurgte om vi kendte noget til den den.
Det gjorde vi ikke, men vi gav en hånd med at han kunne få fat i den. Han trak den ind til Jacobshavn hvor vi må håbe at ejeren finder sin kano. Det var et stort tungt skrummel, men han er jo nok glad for den.
Jan og Stig forsvandt med lyset
Men Jes og jeg fik da lige et kig til solen mellem træerne
!4 km og et par lækre "hoddogs"