torsdag den 19. december 2019

Luciaroning

Også i NKC roede vi Luciaroning

torsdag den 5. december 2019

Decembertur

Den første decembertur var også en onsdagstur. Jørgen, Jens og undertegnede roede i dis og blæst rundt om Gavnø.

16 km blev det til

Novemberture

Det blev til 5 onsdagsture i november. alle dage var med fint vejr - den ene så fint at Jan og Jeg i vindstille roede rundt om Enø og Gavnø. Kameraet er til rep, så ingen billeder
98 km blev det til.

mandag den 28. oktober 2019

Sidste officielle onsdagstur

Den 24. oktober var sidste onsdag i NKC sæsonen - og dermed også den sidste onsdagstur med morgenkaffe. Og sikke en dag - vi var en lille snes til morgenkaffen, og Lis havde kræset ekstra for os. Det viste sig at hun snart havde fødselsdag og det skulle fejres. Ud over kaffe, en lille en til dem der havde lyst til det og et dejligt morgenbord med ost havde Lis også bagt kanelsnegle der blev lunet i ovnen. Sikke et traktement - og tak til Lis!
Der var et par stykker der trak sig fra roturen, men vi da 15 kajakker der tog af sted i morgendisen. Jan sluttede sig til os ved kanalens udmunding, og vi fulgtes ad rundt om Gavnø.
Jeg roede med Jan hjem, for vi havde aftalt at mødes om vores Canadatur næste år. Vi betalte despositum for en guidet tur i Johnson Strait, hvor vi håber at få set hvaler og meget andet spændende. Ud over den guidede tur har vi planet om at ro 14 dage i lejede kajakker i farvandene ved Quadre Island.
Vinden havde lagt sig fuldstændigt da jeg roede hjemad, så det var en lun tur - det var nemlig årets første tur i tørdragt. Og med uldundertøj holder den godt på varmen.
Det blev til 21 km

tirsdag den 22. oktober 2019

Onsdagstur i blæse vejr

Trods ret strid blæst var det et NKC hold på 7 roere der - efter morgenmad i klubhuset - tog på tur onsdag morgen .
Vi tog ud af Gammelåen for at slippe for den værste modvind. Der er nu igen er fri for et grønt tæppe af bevoksning på denne ret flotte del af åen.
I Jacobshavn fik jeg øje på denne lidt spøjse flydedok - eller måske rettere vandtrailer, da båden kunne søsættes fra den som fra en anden biltrailer.
Efter at have passeret Gavnø gik det mod Karlsgab. Skoven er begyndt at få efterårsfarver.
Vi var kun 3 der tog den rundt om Gavnø. Det gav en del modvind på turen fra Karlsgab mød Enø
Til gengæld bød fjorden på fin surf. Når det går lystigt for sig dykker hele forskibet på Black Perlen ned under vandoverfladen, og så gælder det om at holde tungen lige i munden - Specielt når man fotograferer.
Det var mere roligt i kanalen - selv når vi mødte et stort skib

Det blev til 16 km

onsdag den 25. september 2019

Ore Strand

Under et campingbesøg på Ore Camping blev det til et par roture.

Den første tur gik langs med kysten mod Knudshoved Odde og retur. Det var sidst på dagen og vejret var fint.
Jeg havde rygvind på udturen, og solen nærmede sig så meget horisonten at der var en flot glød over landskabet.

Langs dele af kysten går skoven helt ned til vandet, og det skaber nogle flotte scenarier.
Som her hvor rodnettet fra en klynge bøgetræer hænger halvt ude i luften.

Modvinden hjemad var ikke så slem, så hastigheden på hjemturen var den samme som på udturen. det blev til 12 km afsluttet med et rul.
Den anden tur var i et noget andet vejr. Det var ret tåget og med svag vind. Turen gik mod Vordingborg, og bød på en ny bro til albummet med underroede broer - denne er nr 122.
I anledning af togforbindelsen sydpå har Bane Danmark bygget en ny jernbanebro ved siden af den gamle Masnedøbro. På øen er der også godt gang i forberedelserne til bygning af den nye Storestrømsbro, og jeg var sammen med min svoger inde og se et besøgscenter der lige var åbnet. Har man interesse i ingeniørteknik er stedet absolut et besøg værd.
Jeg roede videre og stak lige kajakspidsen ind i indløbet til Vordingborg, inden jeg vendte om og roede mod østspidsen af Masnedø.
Det gav en længere rotur over nogle meget lavvandende områder ud for Oringe halvøen og ved Masnedø.
Og det gav en behageligt gensyn med den gamle Størestrømsbro, som man faktisk får en del at vide om på føromtalte besøgscenter - bla. er der en del film fra byggeriet og åbningen af den. I dag er broen flottest på lidt afstand - en køretur over den viser hvor slidt den er. godt der er en ny på vej.
Den ser man ikke meget til endnu, men der bliver godt nok bygget på Masnedø, hvor en hel fabrik bliver stablet på benene for at lave bro piller og-fag.
I den store hal skal de 73 m lange brofag støbes, og der bliver plads til 4 under tag af gangen. Når de er færdige skal de gule kraner løfte dem over på en pram der sejler dem ud til broen.
Det er meningen at der skal færdiggøres og monteres et fag hver 14. dag - det bliver spændende at se og skal helt klart følges fra kajak på en tur eller to i fremtiden.
Masnedø er andet end brobyggeri. Der er også anlagt en havn der på de dage jeg var i Vordingborg blev anløbet af 4 skibe. Det viste af dem var helt klart det grimmeste.

Turen blev på 12 km

torsdag den 19. september 2019

Tur til fiskehandleren

Jeg havde lovet min hustru at tage fisk med hjem til aftensmaden, og da min romakker Jørgen var frisk til at ro en tur til Karrebæksminde, blev det Fiskehuset Enø, der leverede aftensmaden. Det blev til skrubber.
Inden det kom så vidt, fik vi en dejlig rotur i et flot efterårsvejr på fjorden. Der var lovet en del vind, men den udeblev, så det gik rask fremad i vores hjemmebyggede kajakker. Undervejs mødte vi Lis og Ulla der havde spist madpakken på Rotteøen i Karrebæksminde og fik en lille sludder med dem.
Da vi nåede Fiskehuset blev det ud over skrubberne til lidt røget laks og tunfisk, lidt krabbesalat og lune fiskefrikadeller med Fiskehuset hjemmelavde remulade med kapers. Frikadellerne nød vi sammen med en fadøl på terrassen i solskin. Det var sgu svært at være et par sure gamle mænd i den situation.
Alt godt har en ende, og vi skulle hjemad. Vejret blev næsten bedre og vi fik en fin tur hjemad. Undervejs mødte vi Anna, der også nød det gode vejr.
Det blev til 15 km i flot, flot septembervejr.

onsdag den 18. september 2019

Gavnø rundt

Uden kamera roede jeg en tur rundt om Gavnø med Jens. Det blæste en del fra NV, så vi roede til De hvide Svaner og lidt videre inden vi drejede mod Gavnø og fik vinden lige i ryggen.

Snart rundede vi sydvest-spidsen af øen og drev i let rygvind mod Karlsgab. Pause-driverlivet måtte ende og vi padlede in på Fladstrand. Inden vi nåede så vidt, så vi havørn. Oplevelsen blev fulgt af masser af viber, gæs og små vadefugle på engene. Ved Gavnø gemte alle fjordsystemets blishøns sig og en enkelt kærhøg fløj lavt over sivene. På vej mod kanalen - i strid modvind - så vi et par glenter.

Jeg elsker efteråret med begyndende flotte farver på træerne, masser af fugle og en dag som denne med høj klar himmel med hurtigtflyvende skyer.

Vi fik roet 18 km

torsdag den 12. september 2019

Sejltur fra Karrebæksminde med Jens

Inden vi tog af sted på onsdagstur fortalte Jens at han havde prøvet klubbens kajaksejl. Det skulle vi da også denne dag, da der blæste en frisk vind fra SV - lige retningen fra Karrebæksminde mod kanalen.
Det tog sin tid at komme til badebyen, og vi fik ikke hjælp af strømmen der var kraftig indad da vi efter en time og halvtres minutter nåede derud. Normalt tager det lidt over en time.
Vi holdt en kort strække-ben pause ved slæbestedet ved siden af lystbådehavnen inden vi satte sejl mod Næstved. Det tog lidt tid at få det justeret så det stod flot udspilet i vindet. Med bunden af sejlet ca 20 cm foran cockpittet og snoren bag om nakken gik det strygende.
Men selv om sejlet gav meget fremdrift, skulle jeg stadig arbejde med pagajen. Fejetag blev afløst af bagror, men kantning viste sig at være den bedste måde at styre kajakken på - det til trods at finne var helt nede. Måske havde det noget at gøre med farten der lå tæt på 10 km/t det meste af den 5 km lange tur.
Specielt når jeg fik kombineret farten fra sejlet med at surfe på en bølge var det sjovt - og lidt spændende. For så kunne det godt knibe med at styre kajakken. Og fik den lagt sig med siden for meget til vinden, klappede sejlet sammen og landede i vandet.

Det skete lige som jeg skulle til at indhente Jens ved kanalen ØV! Han havde ligget foran det meste af vejen, og havde ikke knoklet nær så meget som jeg. Lidt af forklaringen fik jeg da han efter turen sagde, at jeg jo nok skulle have haft det store sejl! Han havde med sin lette kulfiberkajak og utroværdige (langt under 90 kg) vægt haft et sejl med større diameter end store mig i min 30 kg tunge Tiderace.

Nå, men sjovt havde det været, og det er ikke sidste gang jeg har prøvet med sejl.

søndag den 8. september 2019

Gavnø rundt med Jan

Jeg tog af sted med onsdagsholdet, der denne dag talte 8 roere. Jeg havde valgt min Black Pearl og led lidt under den trange plads efter en uge i Tideracens pladsorgie.
Ved Lindholm stødte Jan til, og mens resten af onsdagsholdet tog Lindholm rundt og skulle tilbage til klubben og træne redninger, tog Jan og Jeg Gavnø rundt. Det blev en tur i modvind lige til vi sattekursen mod Karlsgab.
Heldigvis var der lidt at se på da store flokke af grågæs lettede fra Gavnø. Vi oplevede det både på fjordsiden og på Fladstrand.
Ved Ydernæs var de kommunale Meginjoller på vandet og trænede roning. De unge mennesker gik godt til den og kom fint fremad.
Jeg sagde farvel til Jan og jeg gav den gas tilbage til klubben.
16 km