Vi tog turen på bugten i spejlblankt vand - desværre stod kameraet på skrivebordet. Normalt møder vi ikke nogen på den tur, men denne gang mødte vi en kajak, to SUP padlere langt fra land, og Kim og Kenneth der var på vej hjemad efter en overnatning i Nylandsmøllen. Efter en snak med dem roede vi videre til Svinø, hvor vi holdt en længere pause.
Jeg troede vi skulle hjemad, men Jan og Margit ville godt ned og se sæler, så vi roede til Avnø og hilste på et par nysgerrige sæler.
Det var blæst lidt op fra syd da vi skulle hjemad - mod nord! Sikken en planlægning - det gik hu hej tilbage i sjove bølger. Flere gange fik min Black Pearl begravet hele forskibet under vand. Det var sjovt, men tiltagende smerter i min ryg gjorde det til en pinefuld opgave at rette kajakken op med hoftevrik, så da vi holdt pause på Dybsø, måtte jeg kravle ud af kajakken.
Det hjalp lidt på smerterne at være i land, men jeg bad om at ro hjemad på fjorden bag Enø. Og det var heldigvis helt OK - hele vejen langs Enø havde vi vinden lige i ryggen, og da der blev lidt dybt midt på fjorden kunne vi ubesværet surfe på de små bølger.
Det sidste stykke tilbage til isætningspladsen ved DUI hytten gik langs kysten. Vandstanden var høj, og det gik let med at ro der.
Herlig tur på 30 km - et par Panodiler klarede ryggen da jeg kom hjem. Der kommer et par med på næste tur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar