fredag den 30. juli 2010

Torsdagstur med nye roere

Torsdag er i NKC dagen hvor nye roere kan få lidt kilometer i armene på roture på deres betingelser - til at begynde med: i kke så lange og ikke så hurtige ture. Hjemvendt fra ferie og køkkenbygning hos min søn var jeg med på en tur.
Der var lovet tordenvejr, så turleder Kirsten valgte at ro kystnært rundt om Ydernæs og en tur op i den fritlagte Suså gennem tunellerne under et par af Næstveds veje
I Jacobshavn havde et par ænder valgt at tage en slapper på trimpladerne på en båd
Der er meget mørkt i tunnelen under Fønikskrydset. Billedet taget med blitz snyder.
Men der er lys for enden af tunnelen
og man bliver belønnet med et flot syn, når man ror ud af den
Men man kan ikke ro ret langt før man bliver stoppet af Stryget. Det kan vist kun passeres i en fosskajak - den anden vej.
Turlængde 13 km

mandag den 26. juli 2010

Solnedgang

Jeg arbejder lidt på at få lavet et sæde der passer min store r... For at prøve den seneste version roede jeg en lille aftentur på fjorden.

Rolængde 9 km

Et par ture Fra Ore Strand ved Vordingborg

Fruen og jeg snuppede et par dage på campingpladsen ved Ore Strand. De blev selvfølgelig benyttet til et par roture.

Det må retfærdigvis nævnes at det ikke er mig broen er åbnet for, men et par lystsejlere gemt bag den store bropille.

Den ene gik til Vordingborg, hvor indsejling i solskin altid er et flot syn.

Der er ikke de store muligheder for at gå i land i byen, men det lykkedes mig at finde et slæbested neden for borgruinen, hvor jeg gennem et tykt ildelygtende lag mudder kunne vade i land.

Da jeg skulle i kajakken igen, ville jeg ikke gøre det via mudderet, så jeg kravlede ned i kajakken fra en lystbådebro. Jeg kunne lige nå at stille mig på kanten af cockpittet inden jeg kun sænke mig ned i båden. Et par sejlede fulgte optrinnet og var vist lidt skuffede over at jeg ikke røg i baljen.

Den anden tur gik langs det inderste stykke af Knudshoved Odde. Undervejs kunne jeg se et gravemaskineskib, der vist nok uddybede sejlrenden ind til Masnæsø. De fleste kyststrækninger er ret stenede, men det kan dog lykkes at komme i land uden at få alt for mange ridser i sin kajak.

Rolængde 31 m

torsdag den 15. juli 2010

Tilbage på fjorden

Hjemvendt fra ferie tog jeg en tur på fjorden sammen med Bo. Vi havde lånt Tomas Inukshuk til Bo, og han følte sig hurtigt hjemme i kajakken.
Planen var egentlig en tur til Svinø, men modvind og lav vandstand gjorde at vi efter en pause ved Vejlø besluttede at ro til Karrebæksminde. Og det blev ren paradesejlads - der er ikke noget som rygvind!
I Karrebæksminde roede vi i moderat modstrøm under broen og gik i land i lystbådehavnen og strakte ben..

Turen hjem gik langs kanalen.

24 km - godt klaret af Bo der kun ror kajak et par gange om året.

tirsdag den 13. juli 2010

Ferie i Sverige

Log fra ferieturen - billeder kommer snart

Torsdag

Kort tur fra Bofors CampingTjärnö ud i skærgården. Der er masser af øer og skær der ikke er på GPS’en, men det var da til at finde rundt.
Forsøgte med lidt fiskeri, men der var meget få fisk at se på ekkoloddet – og ingen der røg på krogen.

7 km

Fredag

Roede i strålende sol rundt om Tjärnö. På ydersiden af øen var der en del refleksbølger, men i min meget stabile Dagger Blackwater 13.5 oplevede jeg ingen problemer med dem. Havde derimod lidt problemer med navigeringen, da kortet i min Garmin Legend er meget upræcist. Der er kun øer med veje i den – og selv de er ikke voldsomt præcist optegnet. Et almindeligt topografisk papirkort havde været rart at have.
Så en sæl på vandet og en masse svenskerne der nød det fine sommervejr på klipper og småstrande flere steder i skærgården. Så også mange fugle som tillod at jeg kom meget tæt på. Og endelig fik jeg en fin bro til min samling.
Jeg funderede lidt over hvor forskellig natur, man kan møde på en så forholdsvis kort tur. Der var alt lige fra nøgne klippeskær, via smalle passager med høje klipper på begge sider til steder der (bortset fra lidt klipper hist og her) kunne have været en dansk sø med marker og skov omkring.
Havde aftalt at være i land ved 16-tiden – og gled op på stranden ved campingpladsen kl. 15:59. Det kan man da kalde timing. Karin kom ned og tog imod, og vi købte hver en is.

20 km

Lørdag

Det blæste en del, så jeg besluttede mig for en fisketur i farvande med læ. Jeg havde set et rør under en vej, og regnede med at jeg kunne smutte igennem det og om på læsiden af øerne.

Vandstanden var imidlertid steget noget, så jeg var ikke sikker på at jeg kunne slippe igennem. Men ved at lægge mig ned i kajakken lykkedes det at komme igennem.
På læsiden var der dog ingen fisk, så jeg roede ud til et af skærene. På toppen lå et engelsk/finsk ægtepar med bopæl i Norge. Jeg fik en længere snak med manden, der fortalte at de i 20 år havde ferieret i området. Da de skulle videre over et ret åbent område havde de dog valgt at tage en fridag på skæret og vente på lidt bedre vejr.
Da jeg roede videre fik jeg en snak med en af de mange svenske familier der var sejlet ud i skærgården for at nyde dagen. De spurgte om jeg var kommet sejlende helt fra Danmark. Det fortalte jeg at jeg var, men måtte så smilende bekende at det var med København/Oslo båden.
Da jeg ikke kunne fange nogen fisk, besluttede jeg at ro ud i bølgerne. Jeg ville runde et lille skær med et fyrtårn på. Jeg kunne se at bølgerne sprøjtede pænt op når de ramte skæret, og jeg fik da også ret hurtigt min sag for. Flere gange blev jeg oversprøjtet fra top til spraydeck – og da jeg havde taget det uden på rojakken, fik jeg en del vand indenbords. Det var nu meget sjovt, og Blackwateren ligger meget stabilt i selv stejle bølger.
Og så fangede jeg selvfølgelig en fisk.
Da jeg hev den ind, lagde kajakken sig på tværs i bølgerne – og det var ikke så rart. Jeg var på intet tidspunkt ved at vælte, men der var skum på nogle af bølgerne, og jeg fik en gevaldig vippetur. Fisken viste sig at være en meget lille hornfisk – den blev sendt tilbage i bølgerne, og jeg roede længere ud i bølgerne og fik mig en gevaldig surftur på turen tilbage.




Tilbage i det mere rolige farvand foran campingpladsen, ville jeg lige se om der var ”hul igennem” i den anden ende af bugten. Og minsandten om ikke der var en lille bro ud til Saltö til samlingen. Den blev fotograferet og jeg roede tilbage til campingpladsen. Kajakken blev lagt på bilen, for søndag går turen til Stocken Camping på Orust.
10 km

Mandag

Vi var rykket lidt sydpå til Orust, - på Stockens Camping - hvor vi var så heldige at få en plads med udsigt ud mod skærgården.

Senere på dagen rykked en flok danske kajakroere ind på teltpladsen lige ved siden af Orust Kajak , hvor jeg købte et kort over området.. En af kajakroerne var Perille fra Kajakbasen, som jeg havde været på lavutur til Svinø med nogle uger forinden.
Roede af sted fra campingpladsen om formiddagen. Det blæste en del, så jeg kom med vind og strøm i ryggen lynhurtigt til Gullholm – ca. 3 km væk.

Jeg så en del fisk på ekkoloddet, men fangede ikke nogen. Efter Gullholm roede jeg mod øens yderside, men den var ret udsat og med høje bølger, så jeg roede ind i læ.
Her lykkedes det mig at fange 2 små makreller. De blev dog begge genudsat.
På vejen hjem ville jeg ro igennem et smalt sund, men i stedet for en bro, var der 3 rør – så lave at jeg umuligt kunne komme igennem dem. Det blev til en noget besværlig overbæring, men da alternativet var små 10 km’s rotur, slæbte jeg kajakken over vejen.
Stocken blev hurtigt nået – og jeg overholdt den aftalte tidsfrist.

12 km

Tirsdag

Tur til Härmansö’s sydende
Syd for den store ø Härmandsö ligger en meget speciel skærgård – masse af små skær og en labyrint at finde rundt i. Ubeskrivelig smukt – og billederne yder desværre ikke helt retfærdighed. Der er kun et at gøre – tag dertil. På ydersiden var der pænt store bølger.

På indersiden var der næsten havblik.
Det blev ikke til meget fiskeri.

16 km

Onsdag

Fisketur ved Härmansö

Det lykkedes med ekkoloddet at finde nogle få fisk på ikke ret meget vand, men det lykkedes ikke at få dem til at bide. Men skærgården er så flot at det ikke gør noget.

11 km

Torsdag

Tur forbi Gullholm

Igen et forsøg på at finde nogle fisk. På mit kort kunne jeg se at der var nogle dybe områder på nordsiden af Härmandsö. Da jeg efter 3-4 km medvinds-roen sammen med en tysker i en Touryak nåede frem til området, var der pæne bølger og stor trafik. Men der var også et par motorbåde, der blev fisket fra. Jeg så dog ikke mange fisk på ekkoloddet.
Der var dog lige en ø med mange små skær bagved der skulle rundes. Der var igen meget smukt med sandstrande og flotte klippeformationer – alt sammen krydret med krogede træer, kønne blomster og mange fugle.
På vej tilbage fiskede jeg intenst en times tid. Og fangede en fisk – det var en lille hvilling, der efter fotosessionen fik sin frihed igen.
Turen hjem udviklede sig til et rent race mod vinden, der samler sig i de smalle sund mellem øerne. Fruens telefon var brudt sammen, så jeg kunne ikke ringe og udsætte min ankomst. Efter en times spurt rundede jeg Stockens moler og kunne ses fra campingvognen.

Da jeg nåede i land kommenterede fruen, at jeg havde set træt ud, da jeg roede det sidste stykke ind til lejren.

Tyskeren fra udturen dukkede op ved vores campingvogn om aftenen. Det viste sig at være en hyggelig fyr og vi havde en længere hyggesnak.

Solnedgangen var fantastisk.
14 km

Lørdag

Tur til Mäseskär

Den sidste dag ved Stocken var vejret flot igen. Høj sol – og næsten ingen vind. Jeg stak af sted mod Käringöen, som Karin og jeg havde besøgt med færge dagen før. Jeg mødte Steffen og han kone og datter, der roede i en 2’er.

De var med på at ro en tur ud til Mäseskär, som ligger yderst i skærgården ved Orust.

Øen blev nået og fyret besteget.

Normalt går jeg ikke så meget op i at ro rundt om øer – til trods for at der var rundet en del på turene – men denne ø måtte jeg rundt om. På ydersiden var der en del bølger, og langs klippene kom der en del refleksbølger. Krydret med en stærk modstøm på øens sydligste spids gav det en interessant cocktail der bød på en del arbejde. Men jeg kom rundt.

22 km

Mandag

Tur på Götaelvens nordlige arm i Kungselv
Mandag blev det til en kort tur ovennævnte elv. Det lignede meget en stor dansk å/sø - i en meget flot kulisse, det er borgen i Bohus foran vores lille campingvogn -  så det blev mest til geddefiskeri. Jeg havde ikke noget geddeforfang med, men en streng fra en osteskærer blev med en Leatherman tang til et fint forfang. Det var gedderne ligeglad med – de bed ikke på de ellers fine woblere jeg præsenterede for dem. I stedet blev det til et par broer til galleriet.

8 km

Ialt 120 km

Se billeder her