søndag den 10. september 2017

Tur fra Svinø

Egentlig skulle weekenden have budt på 3 dages ophold på NKC's grund i Svinø, men ringe tilmelding og afbud pga vejret gjorde at jeg aflyste weekenden, og erstattede den med en rotur om lørdagen.

Til den mødte kun Susanne op. Hun havde taget fri på dagen og ville gerne ud og ro en lang tur. Vi blev enige om at køre til Svinø og ro en tur derfra.

Turen gik første til shelterne ved Avnø. På vej derned så vi mange sæler.

Efter frokosten roede vi over til Odden - det går fint uden at genere sælerne, der ligger på stenen længere ude i fjorden. Derefter roede i totalt vindstille og regnvejr ud til Draget 4 km fra Oddens spids.

Vi lavede en overbæring og roede i lidt gammel sø ud til spidsen, som vi rundede inden vi gik i land og spiste blåbær. Der var vildt mange bær, men de var desværre noget vandet i smagen. De savner nok også solen.

Fra spidsen af Odden satte vi kurs 45 gr - den skulle gerne føre os lige til Svinø. Normalt kan man se derover, men der var kun ca 2-3 km sigt i regndisen. Turen gik fint. Det blæste lidt op, så der var lidt afdrift. Det var dog til at styre med GPS'en. Der er en funktion hvor man kan ro mod et waypoint (her Svinø) og så viser en pil vejen og afdriften. Meget smart. I praksis ror jeg dog altid efter kompasset og tager højde for afdrift - her var det kun vind, så det var ret nemt.

Billederne fra turen kan ses her - beklager musikken. Det bliver bedre fremover.

27 km

onsdag den 6. september 2017

Gavnø rundt

Det er jo ikke just første gang den tur er taget. Denne gang skete det dog fra Enø. Jørgen og jeg havde egentlig planlagt at ro til Bisserup, men en kraftig blæst langs kysten fik os til at ændre planer.

Vi tog af sted i rygvind og roede derefter i læ gennem Karlsgab. Frokostpausen snuppede vi i klubhuset efter at være roet derind ad Gammelåen.

Da vi skulle tilbage til Karrebæksminde, ville vi ro i læ langs kysten, men det var ikke nødvendigt, da vinden stort set havde lagt sig.

19 km