onsdag den 28. september 2011

Tirsdagstur - igen, igen til Karrebæksminde

Vi har efterhånden nogle gange været i Karrebæksminde på vores tirsdagsture. Og det er meget forståeligt, for det er en passende aftentur, der er en dejlig strand inden for molerne, vi kommer under Græshoppebroen og prøver til tider meget kraftig strøm. Den eneste ulemper er at vi ofte ror ud i modvind - for så at opleve at vinden har lagt sig når vi ror hjemad :-(
Denne tirsdag var ingen undtagelse. Men pyt! Sommeren i år har valgt at lægge sig sidst i september, så vi kunne nyde en flot solnedgang, mens vi nød den medbragte mad.
Og da vi roede hjemad viste Karrebæks skyline sig i en flot baggrundsbelysning.
Hjemme ved NKC gik vi land i totalt mørke
Rolængde 16 km

Kanotur på Præstø Fjord

Mandag besøgte jeg min gamle ven Kim i hans sommerhus tæt på Maderne i nærheden af Roneklint - faktisk er Kim genbo til Roneklint Kajakcenter. Vi havde aftalt at benytte det gode vejr til en kanotur i det naturskønne og fuglerige område.
Turen gik til Præstø, hvor vi med lidt besvær kom i land og kunne nyde en kop kaffe og en bid brød på Cafe Mocca. Et sted der varmt kan anbefales hvis man kommer på de kanter.
Kim havde lovet at vi ville få en havørn at se på turen. Da vi nærmede os udgangspunktet for turen havde vi endnu ikke set den store fugle, så jeg truede med at ville klage over arrangementet. men pludselig lettede den fra øen ud for Maderne. Og da vi ovenikøbet befandt lige på fuglenes trækrute fra Falsterbo i Skåne, havde himlen næsten hele tiden været prydet med store formationer af gæs.
Alt i alt en vellykket tur vi snart må tage på igen.

Rolængde 14 km

tirsdag den 20. september 2011

Tirsdagstur med flyvefisk

Vi var 4 der tog af sted på tirsdagstur. Tomas havde en aftale, så han vendte hurtigt om. Vi andre tre kæmpede os i modvinden frem til Enø, hvor vi spiste den medbragte mad i en lille havn.

Turen hjem gik strygende i medvinden. Da vi nåede ind i Gammelåen oplevede vi nøget spøjst. Først blev Astrid ramt af noget der sprang op af vandet. Få sekunder efter lå der en spællende fisk på mit sprayskirt. Vi så derefter mange fisk der sprang op af vandet. Det lignede ikke fisk der flygtede fra en rovfisk. Nogle gange var det enkelte fisk, andre gange var det hele flokke af fisk på et stort område. Mystisk!

Rolængde 15 km

mandag den 19. september 2011

Fugletur

Mandag morgen skinnede solen, så jeg tog ind til NKC for at ro mig en tur. Vinden var i sydvest, så for at få rygvind på den sidste del at turen roede jeg rundt om Gavnø, så jeg sluttede af på fjorden.

Bag Gavnø var der mange fugle. Grå-, bram- og canadagæs fløj snakkende rundt i store flokke. Der var også en stor flok viber og jeg så flere store regnspover. De sidste ser vi ikke om sommeren, så det var helt sikkert nogle fugle på træk. Højt over det idylliske scenario svævede en havørn. Det bliver ikke meget bedre!
Pludselig var der en mand der stak hovedet op over sivene ved Karlsgab og sagde:"Hej Poul". Det var en af mine gamle cykelkammerater fra dengang jeg motionscyklede - Helge. Han var ude for at fotografere fugle, og vi fik os en længere snak og efterlønnernes herlige liv.

Turen hjem gik som en leg med vinden i ryggen de sidste 5-6 km.

Rolængde 16 km

lørdag den 17. september 2011

Indian summer med overraskelser

Selv om jeg har besluttet mig for ikke at være utilfreds med vejret (der er alligevel ikke noget at gøre ved det), er det ikke meget sommer vi har haft i år. Men trods min akcept af møgvejr tillader jeg mig at nyde det, når det er godt. Og det var det denne fredag midt i september.

Solen skinnede og der var kun en svag vind, da jeg roede af sted. Jeg havde besluttet mig for at ro Enø rundt og valgte at ro til Karrebæksminde, under Græshoppebroen og ud gennem molerne. Normalt ror jeg den anden vej rundt, for så har jeg tid til at vænne sig til at ro i bølger. De kan være slemme ved ved molerne.

Da jeg roede ud gennem havnebassinet blev jeg mødt af en del overraskende høje dønninger - åbenbart nogle rester fra de foregående dages blæsevejr. Da jeg nærmede mig molehoveder satte jeg fart på og roede ud midt imellem dem for at komme hurtigt igennem og slippe for de værste refleksbølger.

Jeg slap fint gennem det urolige vand og lige som jeg skulle til at vende kajakspidsen sydpå, så jeg en rygfinne fra et marsvin få meter foran kajakken. Det er første gang jeg har set marsvin fra kajak - FEDT! for det med et gammelt 60'er udtryk gennem mit hoved. Få sekunder efter kom endnu et marsvin til syne lidt længere væk. Jeg lod bølger være bølger og lå et stykke tid og spejdere ud over vandet, men så dog ikke flere af de små hvaler.

Hel høj af oplevelsen gik turen mod Dybsø som en leg, med den svage vind i ryggen og de nu behagelige dønninger i ryggen. Ud for renden mellem Enø og Dybsø var der en del brænding ved de lavvandede områder, så det var nemt at finde sejlrenden.

Det var en meget tilfreds mig, der efter et par timers roning sad og nød madpakken og kaffen på yndlingsstedet på bakken på Dybsø.

Turen tilbage gik på helt fladt vand bag Enø og Gavnø. På et tidspunkt sad jeg og talte hvor mange rotag jeg brugte på 100 m - det blev til 43. Lidt rask hovedregning fortalte at jeg - på de 25 km turen var - ville komme til at tage små 11.000 rotag. Ikke så mærkeligt at man kan være lidt træt i armene efter sådan en tur. I løbet af sæsonen er det blevet til næsten en halv million rotag - man burde have overarme som Hulk.

Desværre ingen billeder - batteriet i kamaraet var fladt.

onsdag den 14. september 2011

"Det er ingen skam at snu"

Eller noget i den retning - siger de i Norge om at vende om fra en tur. Og det måtte jeg gøre denne tirsdag.

Som den eneste dukkede jeg op til tirsdagsroning. Jeg blev ikke meget overrasket, da det regnede og blæste med en vindstyrke på 12-14 m/s - og vinden stod lige ind i kanalen.

Da jeg havde været på ferie i England i den første halve snes dage af måneden, havde jeg ikke lyst til at køre hjem uden i det mindste at have prøvet at ro en lille tur. Det gik fint nok ud gennem kanalen, der var lidt skum på de højeste af bølgerne, men fremad kom jeg dog. Indtil jeg nåede tæt på kanalens udmunding i fjorden. Vindstød på op med 20 m/s (ifølge DMI's statestikker) stoppede ganske enkelt min bevægelese fremad. Det var pudsigt at sidde i kajakken og ro som en gal - og stort set ikke komme fremad.

Jeg kæmpede mig små 100 m ud på fjorden, inden jeg vendte om i de 60-70 cm høje bølger. Det var som sådan ikke bølgerne der stoppede mig, men jeg måtte indse at jeg ikke kunne komme fremad uden at bruge alle mine kræfter. Jeg kunne godt se at jeg ikke kunne nå til Karrebæksminde, som jeg havde planlagt. Og jeg havde ikke lyst til at blive væltet midt på fjorden og være tappet for kræfter.

Da jeg havde fået vendt kajakken, fik jeg min nok hurtigste surftur et pænt stykke ind i kanalen. Ved at ro som en gal, kunne jeg holde mig på toppen af en bølge uden at kajakken begravede næsen i vandet. Resten af turen ind til kajakklubben gik som en leg.

Det blev min nok korteste rotur nogensinde, men jeg fik da prøvet et nyt koncept. Efter at have døjet med briller i hele min kajaktid, er jeg begyndt at bruge kontaktlinser - og sikke en behagelighed! Ikke længere oversprøjtede ugennemsigtige brilleglas, men klart syn trods vejrgudernes ugunst. Jeg håber virkelig at øjnene holder til linserne uden at drille alt for meget.
Rolængde 4 km