fredag den 22. juni 2012

Torsdagstur med begyndere

Denne torsdag havde jeg skrevet mig på som turleder på begynderturen. Det blæste en del fra syd, så vi roede ud ad Gammelåen. På kajakskolerne undervises bevidst ikke i at ro med ror og finne, så der blev givet mange råd om brugen af disse hjælpemidler.

Og der blev brug for dem da vi "krydsede" fra Gavnø til Ydernæs i sidebølger. Enkelte af roerne var lidt betænkelige ved bølgerne, men blev glædeligt overraskede over hvor stabile kajakkerne er.
På vej mod kanalen blev et par stykker overraskede over at se et fly der landede. Trods de havde boet i Næstved i lang tid, var de ikke klar over at der ligger en flyveplads ved Stenbæksholm.

Rolkængde 8 km - og det var 7. dag i træk, jeg havde siddet i kajakken :-)

Sidste 60+ skole tur

Vi roede stille og roligt langs kysten til stejlepladsen ved Fjordhuset på Enø, hvor vi spiste madpakkerne. Jeg kogte vand til en gang tynd nudelsuppe.

Turen tilbage gik langs sejlrenden. Næsten tilbage ved klubben kom Mette Pan ind ad kanalen. Mødet med store skibe i kanalen er frygtet blandt mange, men det er faktisk en ikke-begivenhed, og alle overlevede mødet.

Efterfølgende fik et hold friske 60+'ere overrakt diplom for bestået EPP2 kursus, og jeg håbe at vi ser meget til dem i fremtiden.

Rolængde 15 km

Tirsdagstur med båtnakker på fjorden

En skøn tirsdag aften roede vi en flok til den lille strand i Karrebæksminde havn.

Jeg ville egentlig godt have rundet Enø og Dybsø, men kunne ikke lokke nogen med så jeg fulgtes med de andre tilbage langs sejlrenden. Undervejs mødte vi nogle tåber i speedbåde.
Der er en grænse på 5 knop i sejlrenden - som Søren sagde: "det der er vist 5 af hurtige knop!" Føreren af båden så heller ikke så glad ud, da jeg demonstrativt fotograferede den. Men sådan ser en fartbølle i speedbåd altså ud:


Jeg vil fortsætte min fotografering af tumberne, og får jeg et godt billede, ryger det af sted til avisen. Det kan virke lidt hysterisk, men det er ikke længe siden en fulderik "tabte" en passager, der røg i skruen. Og vi føler os noget udsat i kajakkerne, når speedbådene drøner om ørene på os. De fleste steder kan vi være i fred, men et par steder - bl.a. Karrebæksminde - kan vi ikke undgå at færdes i samme vand.
Og tumben var ikke alene på fjorden.

Nå, men bortset fra mødet med speedtosserne havde vi en hyggelig tyr og fik da roet 15 km.

tirsdag den 19. juni 2012

Havnetur med 60+

Dagens kajakskoletur gik ind i Næstved Havn og op i den blotlagte Suså.

Efter morgenkaffen roede vi den korte tur til havnen. Efter en rundtur i de to havnebassiner gik turen under Havnegade og op i åen.

De fleste havde også mod på den lidt længere tur i det mørke rør under Fønikskrydset, og de blev belønnet med det flotte syn af Susåen nedenfor fossen.

På vejen tilbage mod klubben fik jeg linet hele flokken op til fotografering.

Tilbage ved klubben blev der sparket lidt kajak og et par af deltagerne hoppede i forskelige kajakker - bla. en turkajak
GPS'en sagde 7 km

mandag den 18. juni 2012

Blekinge

Midt i juni var vi 12 NKC'ere der fredag kl 16 satte kursen mod Matvik i Blekinge. Efter små 300 km nåede vi frem og fik pakket og sat kajakkerne i vandet.


Det var ikke helt let da der kun var en lille flydebro der var passende til formålet.


Vi kom dog alle ret hurtigt på vandet og satte kursen mod lejrpladsen på Ö Bokö.


Det viste sig at være et rigtig lækkert sted. Vi fik hurtigt slået teltene op - det første der stod var klubbens lavu, og med kun 3 beboere i den store 9-personers lavu, havde vi oceaner af plads.


Der var bygget et helt nyt toilet-/badehus, men desværre var det ikke helt færdigt - og det gamle lokum var revet ned. Det var godt at Kurt havde en spade med, så vi i pæn afstand af lejren kunne indrette et latrin bag en busk. Kolbe stillede toiletpapir i vandtæt pose, vandfad og spritservietter derop, og et sindrigt system med et hvidt brædt der kunne stilles på tværs ved stien,indikerede, når der var optaget.


Den første aften gik med ren hygge omkring et lækkert lejrbål. Vi havde medbragt lidt brænde, men der var faktisk en del brænde på pladsen. Kelly Kettlen kogte vand i en lind strøm til kaffen. Kolbe havde taget noget ualmindelig velsmagende økologisk kaffe fra Coop med. Kaffen blev brygget med tragt og filter, og der var ikke et øje tørt. Vi krøb ret hurtigt i poserne, for næste dag skulle vi på rotur.


Morgenmaden lod ikke aftenhyggen noget tilbage. Der blev rigget en større morgenbuffet til med juice, kaffe, boller, rugbrød, smør, ost, Nutella, pålægschokolade müesli, havregrød. Trods de kulinariske fristelser sad alle i kajakkerne 9:05 og var klar til dagens tur.


Rikke og jeg havde forberedt et lille orienteringsløb, hvor det ikke kun gjaldt om at finde vej, men også holde en selvvalgt gennemsnitshastighed. Vi inddelte vores turkammerater i tre hold: kvinderne, alfahannerne og de rare mænd (ikke at en alfa også kan være rar :-)).


Startstedet for løbet skulle have været Ö Bokös østligste punkt, men nogle dønninger lavede en flot lille brændingsbølge, så vi måtte rykke den lidt.


Holdene fik en række kuverter med instrukser - kuverterne skulle åbnes efterhånden som holdene nåede de forskellig destinationer. Det første hold i mål var de rare mænd - de havde klaret de omkring 5 km med en gennemsnitshastighed lidt hurtigere end de havde faslagt. Alfahannerne kom som nr 2 - stolte af at de havde holdt gennemsnitshastigheden som de havde kontrolleret med GPS (snydere) - men da de havde roet et par km for langt, kunne de ikke matche det første holds præcision. Kvinderne så vi aldrig mere!


Jo, et par timer efter ringede Rikkes telefon, og der var kvindeholdet, der efter et par timer indså at de var faret vild. De fik at vide at vi andre var i lejren, og snart dukkede der 4 kajakker op på kurs mod øen. Kvinderne påstod hårdnakket at de havde fulgt instrukserne, og at der måtte være fejl i opgaven. Dete var der ikke. Det viste sig at de havde fulgt en kurs, og ikke taget en pejling på hvor de skulle ro hen. Strøm og vind havde så ført dem forbi den ø (500 m fra målet i lejren) som var deres mål, og den næste kurs havde så sendt dem på krydstogt - i stedet for hen til lejren. Det gav anledning til en fin snak om navigation under frokosten, der blev nydt i lejren.


Om eftermiddagen roede vi rundt om Tärnö, der er den yderste ø i Hälleryd Skärgård. Langs hele kysten var der dønninger på ca en meters højde - plus enkelte lidt større - så vi holdt god afstand for at slippe for refleksbølger. Alligevel kunne vi godt mærke uro i vandet under os, da vi passerede de skær der et par steder rakte ud under vandeoverfladen. Alle slap dog fint rundt, selv om der var enkelte der ikke var helt så snaksalige, som de plejer at være. 


Tilbage på læsiden roede vi ind øens lille havn og holdt kaffepause. Kenneth trakterede med hustruens lækre  hjemmebagte kager. Trods kagerne var vi nogle der fik plads til en ispind :-)


Efter pausen roede vi tilbage til lejren. Kolbe og Morten roede i forvejen for at få gang i et bål. Vi måtte dog vige bålpladsen for en svensk familie, der havde slået sig ned omkring den. Vi fortrak til en anden bålplads og riggede lidt interimistiske bænke op af nogle engangspaller fra toiletbyggeriet.


Rikke havde lavet en ordentlig omgang chili con carne der blev tilberedt i klubbens nyindkøbte bålgryde. Vi kogte ris over et par trangieaer, og Kurt riggede en større salatbuffet til. Der blev spist godt igennem, og det var en flok godt mætte NKC'ere, der nød bålet, solnedgangen, hinandens selskab og en lille skarp eller to.


Kolbe tilberedte en gang æblekage til dessert.


Natten bød på lidt drama i lavuen. Vi havde ikke spændt bardunerne op, og da en frontpassage gav nogle kraftige vinde, blev en af pløkkerne revet på. Kolbe og undtegnede fandt hammeren frem og fik banket alle pløkke godt ned og monteret nederste række barduner. Resten af natten sov vi trygt og godt.


Næste morgen var vejret fint igen, og vi nød endnu en morgenkomplet. Lejren blev pakket ned i kajakkerne, og allerede 9:30 lå alle på vandet klar til dagens tur. Morten og Kurt valgte at ro til Matvik, men vi andre ville prøve at ro ind i fjordene ved Järnavik.


Store bølger fik os dog til at vælge en anden tur, og igen roede vi mod Tärnö - nu dog fra den anden side. Undervejs kravlede vi i land på nogle klipper - ikke lige min paradedisciplin, men jeg kom dog både i land og tilbage i kajakken. Tak Rikke og Kolbe :-)


Kenneth diskede op med flere hjemmebagte kager og et forslag om at vi lod dagens pauser tælle 5 km til rostatistikken. Sådan er vi dog ikke ;-), og det er jo lige så meget for hyggen og naturen at vi tager på tur. Og den kan vi jo lige så godt nyde i land. En GPS fortalte efter dagens tur at vi have roet 3 timer og 20 minutter og kun holdt pause i 3 timer.


Efter kaffepausen roede vi til Tärnö og nød solen og frokosten. Knud bød på is, men vi var flere, der efter et par dage på NKC-kost ikke havde plads til mere i maven.


Nogle meget sorte skyer tårnede sig op i horisonten, men vi var heldige på tilbageturen og kunne nøjes med en kort regnbyge - turens eneste mens vi ikke sov. Tilbage i Matvik kunne Morten og Knud fortælle at de havde fået en ordentlig skylle.


Vi fik ret hurtig tømt kajakkerne for de tungeste ting og spændt den fast på traileren. Regnskabet blev gjort op, og med et klubtiskud til kørsel og bro for trailerbilen, lød regningen til hver deltager på 333 kr. Fantastiske at så stor en oplevelse kan koste så lidt. Tjek selv hvad et koster hos de professionelle udbydere af kajakture.


Stor tak til Jeanette, Kenneth, Knud, Kolbe, Kurt, Lars, Maria, Morten, Rikke, Sinne, Susanne for endnu en fantastisk klubtur.


På havnen i Matvik købte jeg et hæfte om området. Forfatterens hjemmeside kan ses her


Rolængde 38 km


Se alle mine billeder her



søndag den 10. juni 2012

Karlsgab-retur

Tirsdag var vi 6 NKC'ere, der roede en tur til Karlsgab og tilbage
Det var en stille og rolig tur i hyggeligt selskab.

Rolængde 12 km

fredag den 8. juni 2012

Tekniktræning

Fredag morgen ringede Kurt og spurgte om vi skulle tage en lille rotur, og bagefter træne eskimo- og andre redninger. Den var jeg frisk på, så kl 9 mødtes vi i klubben, drak en kop kaffe og satte bådene i vandet.

Vi roede en tur ind til havnen, hvor jeg som tidligere havnearbejder kunne give Kurt en lille turistrundvisning. Bagefter roede gennem rørene under Havnegade og Fønikskrydset og op i Susåen. Det er altid en speciel oplevelse at ro gennem det helt mørke rør under Fønikskrydset.

På vejen tilbage begyndte vi med tekniktræningen. Det lave støttetag gik fint - læne sig så meget ud at kajakken begynder at vælte, og så sætte ind med et lavt støttetag. Det er straks sværere at træne højt støttetag på fladt vand - og det endte da også med at jeg havnede i kanalen. Kurt guidede mig perfekt gennem en makkerredning. Vi fortsatte med forskellige redninger, kravlede lidt rundt på hinandens kajakker og forsøgte med rul - det sidste uden større succes.

Efter en god times tid gik vi i land ved klubben, drak resten af kaffen og snakkede om dagen. Vi havde begge haft en fin dag, og det er jo sådan med redninger at jo oftere man træner dem, jo bedre "sidder de der".

Vi fik roet 7 km.

Besindige 60+'ere

Selv om onsdagens program stod på redninger lykkedes det kun Lis og jeg at lokke tre af dem i vandet. Sikke en pædagogisk fiasko.

Næste uges program byder derfor ikke på hyggelige roture men "benhårde" redningsøvelser og leg med risiko for vandgang. Det skal nok blive sjovt :-)

Roturen var på 8 km

tirsdag den 5. juni 2012

Mere 60+

Tredie lektion på vandet bød på redninger - for halvdelen af holdet.

Der er mange hensyn at tage med os gamle. Jeg prøvede at foregå ved et godt eksempel og var første mand i vandet.

Rolængde 4 km

mandag den 4. juni 2012

Instruktørsamling

Vi var 7 instruktører fra Næstved Kajak- og Canoklub der deltog i DKF's instruktørsamling i Kerteminde. Vi havde planlagt at køre derover fredag aften, men desværre kunne vi ikke følges derover, da vejret ikke tillod traileren at komme over broen før lørdag morgen - vi var dog nogle stykker der kørte fredag aften og lyttede til et foredrag om design og produktion af Arrow kajakker. Måske lidt nørdet at høre om forskellige materialer og limtyper, men jeg synes nu at dt var meget spændende.

Dagen efter var der forskellige workshops. Jeg deltog i en om læring med et smil og en om undervisning af ældre. Der var også et foredrag om hypotermi (afkøling). Det sidste var noget langtrykket og os der havde deltaget i NKC's kuldekurser fik ikke rigtig nogen nye relevante oplysninger. De to workshops var derimod lærerrige, og ikke mindst snakken med instruktørerne fra de andre klubber gav mange fine input.

Søndag deltog jeg i en workshop om naturformidling, og her fik jeg smagt forskellige planter på stranden. Om eftermiddagen havde jeg planlagt at ro en lille tur, men jeg valgte at blive ved Kertemindes lækre klubhus og nød kanoinstruktørens arbejde med nogle meget lystige elever og de sociale samvær på terrassen.

Jeg havde inden samlingen frygtet lidt at jeg som nyudklækket instruktør 1 ville halte langt bagud for de mere garvede. Det gjorde jeg heldigvis ikke, og jeg havde en dejlig weekend.

Jeg fik roet 15 km