mandag den 21. december 2009

Istur med Jesper

Den sidste søndag før jul var det kun Jesper og undertegnede der mødte op til rotur. Og det kan jeg da egentlig godt forstå. Det var s....koldt - fingrene døde fuldstændig, da jeg baksede kajakken i vandet, kravlede ned i den og satte spraydecket på. Det blev ikke bedre da jeg stak hænderne i de neoprenmuffer, der havde siddet på pagajen - som havde ligget i kajakken i det uopvarmede kajakhus i klubben. De var totalt stivfrosne. Nu kommer de med hjem efter hver rotur for det er det varmeste for mig at ro med om vinteren. Selv om de på dagens tur blev dækket totalt af is, var fingrene efter ca. 1 km's roning dejlig varme resten af turen.

Allerede ved kanalens udmunding røg vi ind i lidt grødris. Vi slap let igennem og fulgte kysten. Den ret kraftige vind gav hurtigt nogle ubehagelige bølger. Ikks så meget at det vuggede, men når de ramte kajakkerne sprøjtede det ret meget på os. Vi vendt snuden lige mod vinden. Det reducerede sprøjteriet - og gav god motion.

I læ af Lindholm kunne vi sidde og nyde det snedækkede landskab. Vi blev enige om at gemme kaffen og suppen til vi kom hjem til klubhuset. Turen gik rimelig stærkt i den efterhånden ret kraftige medvind, men så røg vi ind i grødis igen. Det satte tempoet noget ned, men vi kom igen igennem i fin stil.
















På et tidspunkt kunne vi se at isen var ved at samle sig til en fast flade - og det er noget skidt i en kajak. Nu var det kun et meget kort stykke, og ved at sætte farten op røg vi halvvejs igennem den. Vi hakkede os igennem resten, men ellers bestræber jeg mig på at undgå is.Min erfaring er at den ikke skal være ret tyk for at være umulig at trænge igennem.

Snart var vi tilbage i kanalen, hvor isfuglen desværre ikke er begyndt at vise sig. Den er ellers fast gæst om vinteren. Jeg håber den dukker op. Vandstanden var meget lav, så der var et ordentlig stykke op til vores faste bro. Ingen af os havde lyst til at gå i land på den snedækkede flydebro.Vi kom begge i land i mere eller mindre elegant stil, og fik lagt de isdækkede kajakker på plads.  Forhåbentlig har det været tøvejr inden næste rorur.

Rolængde 10 km

mandag den 14. december 2009

Juletur til havnen

Den traditionelle juletur med lys og nissehuer gav en lille sidegevinst. Vi roede gennem de to tunneller under vejene midt i Næstved og kom helt op i Susåen ved rådhuset. Og minsanten om ikke det gav en ekstra bro - nemlig den gamle kranbro, der er det eneste levn af Gamle Maglemølle Papirfabrik. Fabrikken blev revet ned for mange år siden, men kranbroen fik lov at stå som et minde fra dengang man trak pramme ind til Næstved fra Karrebæksminde. Undervejs nød vi en enkelt Jägermeister - og tilbage i klubhuset stod den på hygge, æbleskiver og gløgg.

Rolængde 6 km

søndag den 6. december 2009

Decembertur med oplevelser

Den 6. december skulle vores lille havkajakflok i NKC holde julefrokost. Inden frokosten roede vi en tur. Det var noget af et mylder at få de 13-14 kajakker i vandet men det gik, og snart roede vi ud gennem kanalen.

Vi lagde turen forbi Gavnø,

og da vi var kommet under broen og et stykke frem, fik vi alle tiders oplevelse.
En havørn jagede blishøns midt på fjorden. Den var så optaget af jagten at den ikke ænsede den flok havkajakker indeholdende måbende roere der lå få hundrede meter væk. som en af mine ledsagere sagde: "Jeg vidste godt at den var stor, men det er første gang jeg har set hvor stor den egentlig er." Den stakkels ørn fik dog ingen blishøns ud af sin jagt. En mindre fugl dukkede op og irriterede den så meget at den fortrak.

Turen fortsatte rundt om Gavnø, og da solen næsten skinnede fik jeg mulighed for at tage et billede af en sjælden gæst på vores ture.
Jørgen tog turen sammen med os i sin nye turkajak. Normalt ror Jørgen i en flot Struer kapkajak, men til brug uden for sæsonen har han anskaffet en glasfiber turkajak

Det var meget lavvandet, og jeg kunne ikke dy mig for at tage et billede at denne næsten skulpturelle træstople som vi normalt kun ser toppen af.

Vi nærmede os mundingen af kanalen, hvor vi samlede op og i samlet flok fortsatte mod klubhuset og den ventende forkost. Det skulle dog ikke gå helt så nemt for et par af os.

Et stykke inde i kanalen så vi noget underligt der langsomt drev med strømmen mod fjorden. Vi roede over for at se hvad det var. Det viste sig at være en død mand. Jeg gravede min mobiltelefon frem og fik ringet 112. Det var lidt besværligt at forklare hvor vi var, og i forvirringen røg min vandtætte - men åbne pose - ud i vandet. Inden jeg kunne nå at få fat i den sank den med min Leatherman og min pung. Kort efter kom Beredskabet, brandvæsnet, Falck og politiet - alle med fuld udrykning. Vi havde bugseret liget ind til kanten af kanalen, og de fik hurtigt fisket ham op.

Da vi kom tilbage til klubben, tilbød Tomas at dykke efter min pose. Vi roede tilbage til stedet, men vandet var for dybt og Tomas kunne intet se.

Da vi kom tilbage, var frokosten godt i gang, men jeg må ærlig tilstå at jeg har været til julefrokoster, hvor jeg var i bedre humør.

Rolængde 18 km
PS ER det kun mig der pludselig har problemer med at flytte billeder rundt i teksten

mandag den 23. november 2009

Endelig på vandet igen

Så lykkedes det at komme en tur på vandet. Arbejdspress, elendigt vejr og dårlige undskyldninger har gjort at jeg ikke kom af sted i næsten 3 uger. Men denne søndag kom jeg af sted med 3 rokammerater fra NKC.

Vi tog turen rundt om Gavnø i blæst og en smule regn. Bag Gavnø så ve en havørn stresse fuglene på vandet med en lav overflyvning. Det blev ikke til et måltid for den store fugl - måske fordi den ikke gad jage videre med tilskuere.

Rolængde 17 km

fredag den 30. oktober 2009

Et sommerbillede

Denne flotte gedde fangede jeg på en fisketursøerne i september - skønt at kombinere 2 sunde interesser som kajakroning og fiskeri.PT er jeg i hobbyrummet i gang med at lave et 2-delt dæk til fiskekajakken - Blackwater 13.5 - så bølger ikke så let skyller ind over den. Ikke al fiskeri foregår på et spejl som på billedet. På dækket bliver plads til ekkolod, GPS, lille grejkasse mm. Mere om pojektet senere

.

onsdag den 28. oktober 2009

1. tur

I NKC har vi standerstrygning og afslutning på sæsonen, når det skifter fra somer- til normaltid.

Derfor blev tirsdagens tur med Knud og Jesper rundt om Gavnø sæsonens første tur - og km-tælleren starter forfra. Den sluttede på 1205 km sidste sæson - og i betragtning af at jeg har fået et job der tager mere af min tid, er jeg meget godt tilfreds med det.

Dagen sluttede med et overdådigt måltid, hvor 14 af sæsonens tirsdagsroere lavede en sammenskudsfrokost i klubhuset. Det var meget hyggeligt.

Jeg cyklede hjem i mørket - mæt og tilfreds efter en god dag.

Rolængde 14 km

tirsdag den 20. oktober 2009

Sidste tirsdagstur

Vi var kun Johnny, Heidi og undertegnede til årets sidste tirsdagstur. Når sommertiden slutter kan vi ikke nå på vandet. Vejret var fantastisk - billederne taler for sig selv.
Jæger lagde lokkeænder ud ved Lorteøen ud for Gavnø
De roede mod vest
Solnedgang bag Karrebæk
Vi nyder "mørkningen"
Rolængde 10 km

Mandagstur med Thomas

Mandag eftermiddag roede jeg en tur rundt om Gavnø sammen med Thomas
Rolængde 15 km

Søndagstur og rullestue

Den sidste søndag i efterårsferien roede i et fantastisk vejr jeg en tur til Karrebæksminde.
På Lindholm var der mange gæs
Solskin er dejligt.
Rolængde 14 km






onsdag den 14. oktober 2009

Enø og Dybsø rundt

I et fantastisk efterårsvejr med sol og frisk nordøstlig vind roede jeg sammen med Knud og Johnny af sted fra NKC. Vi havde aftalt at ro rundt om Enø og Dybsø, hvilket med den NØ vindretning burde give os nogenlunde læ langs kysten ud mod Smålandshavet.
Det gik fint med at komme til Karrebæksminde, selv om de krappe fjordbølger - vi hele vejen fik ind skråt bagfra - gjorde hvad de kunne for at slå os ud af kurs. Strømmen var med os, så vi "fløj" gennem havnen og under Græshoppebroen. Snart roede vi ud gennem molehovederne, og her mødte der os et fantastisk syn. Hele kyststrækningen fra Stignæs til spidsen af Knudshoved Odde lå badet i sollys, og da luften også var helt klart, var det mere end nydeligt.Der var dog en ret kraftig fralandsvind, så vi roede hurtigt ind i læ af kysten, hvor vi kunne se at stranden allerede var ved at blive klargjort til næste badesæson - store bunker af sand lå langs hele badestranden. Inde under land oplevede vi vinden som medvind, så det var efterhånden svært at være utilfreds med livet. Da vi nåede klinterne, oplevede vi at ro helt i læ og vi ville gerne i land og nyde det gode vejr og en kop kaffe. Der er dog gennem årene faldet mange store sten ned fra klinten, så vi udsøgte os en strækning med sand lidt længere fremme. Her fandt vi også læ, og ud over kaffen fik vi også en stor basse - Johnny var kommet forbi en bager på vejen til klubben og havde haft muldvarpen fremme. Snart gik det videre langs Enø Overdrevs kyst. Ved Dybsøfjordens udmundingen mellem Enø og Dybsø skabte strøm og vind nogle "skægge" bølger, og vi snakkede lidt om hvordan det mon ville se ud ved udmundingen ved Svinø. Her er der ret dybt, og strømmen kan være meget kraftig. Udmundingen lå dog i læ, men strømmen var meget kraftig og vi måtte lægge kræfterne i for at komme frem. Og jo længere vi kom frem, jo mere udsat for vinden blev vi. Det var dog ikke værre end at vi kunne nyde de store flokke af ænder og gæs der fløj rundt på fjorden.

Det var meget højvandet, så vi kunne ro lidt i læ af Dybsø - normalt er der flere steder med så lavt vand at det er umuligt at ro der. På et tidspunkt måtte vi vælge om vi ville ro lige mod Gavnø - og ro i vind hele tiden - eller om vi ville ro over fjorden - og komme lidt i læ af Vejlø. Vi valgte det sidste og fik en drøj tur i skrap modvind. På Vejløsiden var der heldigvis den forventede læ. På et tidspunkt stod et rådyr og betragtede os - det forlod stedet, og Johnny bemærkede at det var en lækker en solbeskinnet plads med læ og højt græs. Så vi gik i land for at nyde endnu en kop kaffe.
Turens sidste etape gik i første omgang mod Gavnø, som vi snart passerede. Ved Lindholm mødte vi "tirsdagsroerne" fra NKC, og i den synkende sols stråler roede vi mod kanalen, mens snakken gik lystigt i de små grupper vi altid finder sammen i. Da vi kom tilbage til klubben havde Henriette lavet en lækker gryderet, og den gode mad i en flok gode rokammerater selskab var en perfekt afslutning på en dejlig efterårsdag.


Rolængde 32 km

søndag den 11. oktober 2009

Klubtur til Guldborgsund

Vi var 7 NKC-roere der tog på tur til Guldborgsund i halvsnusket vejr. Heldigvis blev det bedre undervejs - uden dog at solen på noget tidspunkt skinnede.
Men selv i diset vejr er det dejligt at komme en tur på vandet.
Kort før Nykøbing gik vi land og nød frokosten. Jeg havde glemt madpakken, men blev heldigvis tilbudt et par madder af de andre. Og da Knud havde kransekage med klarede vi alle turen i fin stil.

I Nykøbing var vi inde i en lille havn, hvor jeg fik tilført en sød lille vippebro til min samling af erobrede broer.

Efter 30 km's roning kom vi tilbage til den lille strand der er på Lollandssiden af Guldborgsundbroen - et udmærket isætningssted for en kajaktur i området.

Ruten logget på GPS - 30 km

onsdag den 7. oktober 2009

Efterårstur

Vi var 6 roere, der mødte op til en af årets sidste tirsdagsture. Turen gik ud gennem kanalen i strålende solskin - selv om et par "hang" lidt.
Mørket falder hurtigt på for tiden, men inden det blev helt mørkt kunne vi nyde synet af rigtig mange gæs på Gavnø.
Kajakroere i modlys gør sig altid godt :-)
MuflonerneLindholm kigger nysgerrigt på os
Vi havde aftalt at spise på Lindholm og nyde solnedgangen. Desværre kom en masse skyer og spærrede for den 20 min før den gik ned.

Rolængde 11 km

lørdag den 26. september 2009

Knudshoved Odde rundt

Vi var 8 roere der tog af sted lørdag morgen med kajakkerne på biltag og trailer. Turen gik til sydvestsiden af Odden hvor vi læssede kajakkerne af, pakkede dem og roede af sted mod spidsen af Odden.
Der var pæne bølger, og jeg fortrød hurtigt fredag aftens sidst gin & tonic. Nå, i løbet af ½ times tid var jeg frisk og fulgte fint med de øvrige.
Efter en god times tid nåede vi Draget, hvor vi bar kajakkerne den korte tur - i højvande som i dag kun et kørespor bredt - over på den anden side af Odden. Her stødte Knud til - han havde overnattet i shelteret ved Avnø - og fulgte med os på resten af turen.
Kort før spidsen af Odden gik vi land og travede op på den lille bakke der udgør spidsen. Det er et fantastisk sted. Flot natur 360 gr. rundt. I klart vej kan man se land mange steder i horisonten, og kaster man blikket op i Storebælt, kan man se pylonerne fra Stroebæltsbroen.
Efter at have nydt madpakken på læsiden gik turen videre. På nordøst siden havde der stort set været havblik, men nu kom vi ud i bølger igen. Jeg har et par gange været ved spidsen af Odden i vejr der krævede større evner i en kajak end mine, men denne gang var bølgerne ikke højere end vi let kunne runde spidsen. Jeg kunne endda ligge på tværs i dem og tage et par billeder.
Hjemturen var med bølger ind bagfra og fra siden. Det første stykke tid lå jeg bagerst i feltet og det var meget underholdende at se feltets slingrekurs i bølgerne.

Vi kom dog alle fint tilbage til bilerne og kunne takke hinanden for en fantastisk flot tur. Det er absolut et "must" sted for havkajakroere der vil rundt og opleve de lidt mere specielle kyststrækninger.
Rolængde 23 km - Se alle billederne

onsdag den 23. september 2009

Kort tirsdagstur

Vi var kun 4 på en meget blæsende tirsdag, og da en af deltagerne skulle til møde i klubbens aktivitetsudvalg kl 19, blev det til en kort tur. Ud af Gammelåen, over til Gavnø og tilbage i sidevind og -sø.

I kanalen mødte vi kaproerne der hver tirsdag ror et handicapløb. En af deltagerne væltede, da han nåede ud i bølgerne for enden af kanalen, men han meddelte at han kunne klare sig selv. Og han kom da også tilbage til klubhuset et stykke tid efter os andre.

Rolængde 8 km

Fisketur på Tysrup Sø

Hele weekenden har jeg været på fisketur på Tystrup Sø. Vi boede på den gratis campingplads ved Frederikskilde tæt på søen. Når vi kom ned til søen om morgenen, lå tågen tæt over vandet, mens solen skinnede over tågen - det var et fantastisk syn.
Jeg kunne dårligt nok tage mig sammen til at fiske, men gjorde det dog og fangede en pæn gedde (ca. 85 cm)
Det var første tur med ekkolod, og som det ses på billedet virker det fint.
Aborrene havde ikke mange chancer, når flokkene først var fundet. Vi kunne fange så mange vi orkede - desværre var der langt mellem de store af slagsen. Gedderne holdt til de samme steder, så der var lidt "bifangst" af dem - 5 stk. blev det til.
Min GPS drillede, og ville ikke finde satelitterne (det er nu ordnet). Men når det hele spiller, er det let at gemme de gode steder - huller, toppe og skrænter, så jagten på fisk bliver mere intens.
Da vi skulle hjem, lykkedes det mig at pakke al bagagen som dækslast på fiskekajakken. Jeg bliver mere og mere glad for at fiske - og gøre det fra Blackwateren. Jeg sidder godt, kajakken er meget stabil, jeg har plads til grejet og kajakken er trods den store bredde og korte længde letroet. Når jeg bliver færdig med det trædæk, jeg er ved at lave, kan den også tage en del søgang.
Rolængde 32 km