onsdag den 28. marts 2012

Onsdag den 28. marts

Lis og jeg har roet et par gange sammen - denne onsdag tog Ulla fat på sæsonen. Vi lagde ud med en gang morgenbrød og en kop kaffe eller te. Som det kan ses på vimplen var der ikke meget vind ved klubben.
 Der kom lidt mere ude på fjorden, men vi tog turen langs kysten, og fik fint læ flere steder. Vi var roet af sted kl 9, så det var stadig lidt koldt trods det fine solskinsvejr.
Vi roede til Karrebæksminde og håbede på medvind hjemad. Men vinden havde vendt lidt, så i stedet for medvind var det rent sidevind. Det var stadig lidt morgenkoldt, så vi krøb igen ind til bredden. Trods foråret med masser af blomster i skovbunden, er skoven stadig brun.
Tophuen gjorde godt i den blæsten.
 Og Lis og Ulla fik sig en god hyggesnak på vej ind ad kanalen.

Rolængde 15 km

tirsdag den 27. marts 2012

Tirsdagstur den 27. marts

Det var et dejligt vejr da jeg sammen med 5 rokammereter roede en lillee tur på fjorden
Jeg havde mit spejlrefleks med og stak for at tage lidt billeder
 Johnny går sammenbidt til den
 Susanne tog det med ro på en af årets første ture
 Lis har været på nogle flere ture, og tog godt fat
 Heidi var bare glad for at komme på vandet
Og Astrid muntrede sig i klubbens finneudrustede Chatham 16
Et par musvåger stod for dagens luftshow

Vi slog et smut op i Saltø Å, hvor hverken Heidi eller Astrid havde været før.

Rolængde 12 km

Se alle billeder her

Forårstur til Avnø

Foråret har bidt sig fast, og jeg havde aftalt langtur med Troels. Vi havde snakket om en tur ned ad Ringsted Å, men da vi pludselig manglede en bil for at få logistikken til at gå op, valgte vi at ro fra NKC til Avnø.

Tomas var ved at gøre sig klat til en lille tur i sin spritnye Empower, men han valgte at tage på langtur med os. Og af sted gik du på fjorden mod Karrebæksminde. Trods både svag vind og strøm var der lidt bølger i havnebassinet, og da vi rundede molehovederne blev vi vugget blidt i bølger fra flere sider.

Vi satte kursen mod Dybsø og det gik derudad i fin stil med vinden i ryggen. Vi roede forbi øen og gik i land på stranden ved Svinø og snuppede en lille pause, fik tisset af og drukket en enkelt kop kaffe.

Snart gik det videre mod Avnø, og da det var ret lavvandet var rønnen usædvanlig stor. Men som det sædvanlig var der ingen sæler på den. Tomas var inde på at de har en aftale med fuglene om at de har rønnen, og sælerne har alle stenene længere inde i fjorden. Og der lå de i store mængder.

Sælerne spottede de os på lang afstand, og nysgerrige som de er, lå de snart i vandet omkring os.

Hvem der kiggede mest  på hvem er svært at afgøre. Vi drev stille af sted og kiggede længe på sælerne der dukkede op af vandet tættere og tættere på os. Vandet var utrolig klart, og jeg håbede at få et glimt af en sæl under vandet. Det lykkedes dog desværre ikke.

Tomas så et par piger på heste i vandkanten - og væk var han. Troels og jeg roede til shelterne, hvor vi gik land for at spise frokosten.. Tomas sluttede sig til os, og fortalte at pigerne kendte en hest han en gang har redet på :-).

Solen skinnede varmt så vi kunne krænge overdelen af tørdragterne ned og få lidt sol på de bare maver. Jeg tændte op i Kelly Kettlen og snart var der suppe, kylling i sur-sød sovs og senere kakao på menuen.
Efter en dejlig pause - årets første længere pause, og så uden at fryse - gik turen hjemad. Vi tog turen fra Avnø til Karrebæksminde i et hug. Der var lidt modvind, så det var bare med at finde et tempo der passede os alle. Det gik fint, og snart holdt vi turens sidste strække ben-pause i Karrebæksminde. som det ses på billedet af Troels (th) og undertegnede var der overskud til smil.
Det sidste stykke af turen foregik i totalt mørke. Troels og Kolbe havde lys på - jeg nøjedes med effektive reflekser. Lygten er nu lagt i kajakken.

Turens længde var 47 fantastiske km - og det skal da lige med at jeg sov ualmindelig godt på sofaen om aftenen :-)

Tak til Troels for billederne.

mandag den 26. marts 2012

Fri fredag

Nu har jeg jo som pensionist fri hver dag, men alligevel byder der sig af og til en ekstra lejlighed til en lille rotur. Denne fredag besøgte fruen en veninde, og jeg sad ensom hjemme :-). Hvad kunne så være mere passende end en lille tur på vandet.

Ved klubben var Jens og Astrid lige ved at være klar til at tage af sted på året første tur for Astrid. Jeg fik tilbuddet om at tage med, så det gjorde jeg. Astrid skulle prøve jens Greenlander, så inden vi tog af sted skulle ryglænet lige tilpasses.
Og Jens skulle have rettet pedaler i klubbens Elaho. "Tøsedrengen" turde ikke tage en katapultstart fra broen selv om jeg tilbød at gå i land og give ham et ordentlig skub.
Efter et stykke tid byttede de kajak, og Astrid bifinder sig tydeligvis godt i Elahoen, der der også gennem flere år har været en populær klubkajak.
Vi rundede Lindholm, og med vinden svagt i ryggen, drev vi ned langs øen og nød de mange fugle, derr hvert år vælger øen til redested.
På sådan en tur er det dejligt at være kajakroer i Danmark.

Rolængde 11 km

torsdag den 22. marts 2012

Onsdag

Vi var fire der startede dagen med en tår kaffe og et stykke franskbrød i klubhuset inden turen gik rundt om Gavnø

Turen startede i diset vejr, men snart brød solen igennem og vi kunne nyde naturen
 Jens og Jes hyggede sig da vi rundede det vestlige hjørne af Gavnø
Et par store fugle kredsede over skovbrynet, og vi diskuterede lidt hvad det var for nogle. De var store, men jeg var sikker på at det var musvåger og ikke havørne.
Et godt sted at studere fugle er ved Lindholm. Øen er fredet i ynglesæsonen, men allerede nu vrimler det med fugle. Billedet viser den østlige spids af øen, hvor der er en lille sandtange som en miniaturegren.

Rolængde 16 km

Karrebæksminde og retur

Mandag eftermiddag var vi 4 der roede til Karrebæksminde
Det blæste en del, så vi krøb i læ langs kysten på turen derud
Solen skinnede fra en skyfri himmel, da vi lige slog et vend i den stærke strøm i kanalen
Snart gik det hjemad
og vinden havde selvfølgelig lagt sig, så det ikke blev til noget surf
Tilbage ved klubben blev vi mødt af Lisbeth på vej ud ad kanalen.

Rolængde 15 km

lørdag den 17. marts 2012

Flere ørne

Fredag havde jeg aftalt med Jens at vi skulle en tur på vandet. I dagens anledning havde jeg taget mit Canon spejlreflekskamera med i håbet om at komme på skudhold af en ørn eller to. Og dett lykkedes da også, men vejret var desværre ret diset fra morgenstunden, så billederne blev ikke så gode som jeg havde håbet på. så er det jo godt at man kan lege lidt i Picasa, som jeg bruger til billedbehandling.

Vi så faktisk de første ørne da vi roede langs Ydernæs. De fløj rundt i noget der lignede luftkamp over Jacobshavn. Efter et stykke tid landede de på Ydernæs - forholdsvis tæt på beboelse og industri. Vi kunne ikke se dem bag sivkanten, og regnede med at de heller ikke kunne se os, så vi listede ind mod kanten. Der blev vi belønnet med synet af en ørn på ganske kort afstand. Vi sad helt stille, sivene forhindrede at jeg kunne tage billeder.
Efter et stykke tid lettede ørnene, men satte sig i træerne på Gavnø. Vi lå på vandet og nød synet.
Turen gik efter et stykke tid videre. Tæt ved Karslgab gik vi land for at lette trykket på vores blærer, og tage et par billeder af endnu en ørn der sad i træerne.


Den kiggede helt sikkert også på os, men vi forholdt os i ro og den fløj først da den fik selskab af en ørn der kom flyvende inde fra skoven.
Da den fløj, kunne vi tydelig se dens hvide hale. Endnu en gang kunne vi nyde ørnenes flyvning. Og selv om billederne ikke er af super kvalitet - det er små udsnit af billeder taget med en billig tele uden stativ, så lykkedes det da at få et par billeder så man kan se at det er havørne.
Det kunne være dejligt at komme tættere på og få nogle bedre billeder, men vi passer også på ikke at komme for tæt på og genere de flotte fugle. De er dog tilsyneladende ikke så sky som de har været tidligere. Et par gange har jeg oplevet at ørne er fløjet ganske tæt forbi os. De har nok fundet ud af at kajakker hverken er farlige eller spiselige.
Nu gik jagten ind på andet bytte. Jens ville til Karrebæksminde og købe røget laks hos Martens. Det lykkedes os begge at komme i land på den noget høje bro ved røgeriet, og vi fik købt røget laks og sild. Vi nød en af sidstnævnte på en bænk i solskinnet inden turen gik tilbage mod Næstved.
 Det blev til 21 km fyldt med herlige oplevelse - det er sgu ekstra dejlig at være pensionist i foråret.

Onsdagstur

Som en spæd start på NKC' 60+ projekt med skole og faste rodage for seniorer (og andre arbejdsfrie kajakroere) roede Lis og jeg en tur. Først drak vi dog lige en kop kaffe og spiste en af Lis' hjemmebagte boller.
Det var rimelig diset da vi roede ud ad kanalen, men alligevel kunne vi sidde og nyde 3 havørne der gave et mindre luftshow ved Lindholm. de var dog alt for langt væk til at mit lille Olympus kunne fange dem.

Vi fulgte kysten langs golfbanen for at få lidt læ for den kolde fugtige vind. Da vi nåede De hvid Svaner roede vi mod Lindholm, og minsandten om vi ikke fik øje på en havørn, der sad på øen.
Jeg studerede den lidt i min kikkert, og nåede kun lige at sige til Lis, at den nok snart ville lette fornærmet over vores tilstedeværelse.
Og det gjorde den så. Vi kunne i lang tid se den flyve rundt over Gavnø.
Snart var vi tilbage i kanalen efter 12 km på fjorden.

tirsdag den 13. marts 2012

Endelig solskin


Solen  skinnede endelig, da jeg tog af sted med min gamle romakker Johnny. Det blæste en del fra nordvest, så vi valgte at følge kysten for at få lidt læ. Over engene så vi årets første viber flyve fjollet rundt. Juhu, det er forår!
Taktikken virkede, og vi kom raskt fremad. Ved Borgnakkeskoven, lå vi i næsten vindstille og nød at solen varmede os.
Ud for Karrebæk lå en stor flok blishøns på vandet. Helt stille lå de dog ikke. De svømmede nervøst rundt og små flokkede lettede nu og da. Da vi kom lidt tættere på kunne vi se at de blev jagtet af måger. Mågerne fløj lavt hen over flokken og slog nu og da ned på blishønsene. Vi har før set havørne jage blishøns på den måde, men aldrig før set måger gøre det. Om de havde nåede vi ikke at se, men de blev ved i længere tid og fik splittet blishøneflokken.
Efter oplevelsen med de jagende måger, løb kameraet tør for strøm, men turen fortsatte. Vi lagde kursen mod Gavnø, og blev blæst af sted. Bølgerne blev aldrig rigtig store, men rygvinden gjorde at de var nemme at følge, og selv om det vil være for meget at kalde det at surfe, kunne jeg tydelig mærke, når min SeaBird fik lidt ekstra fart på.

Turen mod Karsgab, forbi Gavnø og ind ad Gammelåen lå i læ. På Fladstrand var det store mængder fugle - bl.a. 4-5 hejrer, og på et tidspunkt så vi også en lille flok stære.

Rolængde 18 km