lørdag den 29. marts 2008

Standerhejsningstur

Klubstanderen skulle op den sidste lørdag før sommertiden. Det ville en lille flok roere fra NKC markere med en rotur.

Turen gik i strid modvind til standen ved Vejløskoven, hvor vi gik i land og nød lidt mad og kaffe. Sverri (der ses herunder) bød på restlageret af Snickers fra hans skitur i Nordsverige.

Hjemturen gik i fin stil med vinden lige i ryggen.

Ved tunnelen under ringvejen havde en hel lille sivø lagt sig og blokerede udsejlingen. Det lykkedes os at komme igennem og komme hjem til standerhejsning med tale af formanden og efterfølgende kaffe og kage.


Turlængde 14 km

mandag den 24. marts 2008

Påsketur

2. Påskedag havde vi i Næstved Kajak og Canoklub aftalt at tage på tur. Planen var at sejle rundt om Nyord ved Møn, men som altid her i den kolde tid er det vejret der sætter dagsordenen. Så da det blæste 8-13 m/s fra sydvest og vest og der var lovet sne og torden!?! blev det i stedet for en tur på læsiden af Knudshoved Odde.

Traileren blev pakket med kajakker og de 7 fremmødte - Annette, Kirsten, Lis, Jan, Henrik, Benny og undertegnede kørte sydpå og fandt et godt sted at sætte ud fra ved Knudsby i bunden af Avnø Fjord. Inden vi satte til søs, skulle vi have en masse tøj på - og også have tisset af. Det sidste skete til dels under høje hyl, da en af pigerne fik bakket lidt for langt ind i en tornebusk. På vej ud mod spidsen blev vi et par steder udsat for kraftig sidevind. Vi kunne ro lidt i læ inde ved kysten, men der var så lavvandet og stenfyldt at vi på flere af disse "vindstrækninger" roede ude i vinden på lidt dybere vand - og med bølger fra siden. Vi holdt et par pauser i dejlig læ af skov og klint.
Den sidste pause - efter 11 km -holdt vi lige efter Draget, hvor vi respektfuldt kunne se den voldsomme brænding på vindsiden.
En af pigerne skulle have lidt mere tøj på. Det skete under meget grinen, da alt tøjet gjorde det noget svært at få redningsvesten på. Og da hun ikke kan genkendes på billedet, skal jeg ikke være den der hænger nogen ud :-)Henrik, Jan og jeg valgte at ro de sidste 3-4 km ud til spidsen af Odden. Allerede på afstand kunne vi se den voldsomme brænding langs det rev der ligger i forlængelse af den.

Der var ret dybt langs det yderste stykke af Odden og dønninger rullede roligt imod os. Vi lavede flåde for at tage et par billeder, da jeg ikke havde lyst til at ro længere. Billederne blev ikke gode, men lynhurtigt drev vi ud i de største bølger jeg i en kajak har befundet mig i. Lidt skræmmende i det kolde vand, men jeg havde et par kyndige roere tæt på mig, og vi kom alle ret hurtigt i læ af Odden igen.
På turen tilbage surfede vi alle i dønningerne. Min GPS fortalte at vi havde været oppe på 10 kmt - og det var ca. dobbelt så hurtigt som vores gennemsnitshastighed. På vejen hjemad begyndte det at sne ret voldsomt, og da vi stadig havde vinden ind fra siden, var det en kold omgang. Længe leve hætten på min Reed jakke der holdt det meste væk. Da vi mødte de andre ved det ene pausested, glædede vi os vist alle tre til en lille pause, men nej. De andre roede videre, da de så os - så kaffe og kage måtte vente.
Der var lidt mere læ på den sidste strækning og snart var vi tilbage ved udgangspunktet og kunne pakke kajakkerne på traileren efter en dejlig kold dag med masser af frisk luft.

Turlængde 29 km - heraf de sidste 18 i et stræk.

tirsdag den 18. marts 2008

Tirsdagtur

Vi var 5 roere der tog en dejlig tur på fjorden og op i Saltø å.

Rolængde 12 km

søndag den 16. marts 2008

Sol og palmer

Nå, måske ikke lige palmer, men så en solbeskinnet Palmesøndag da. Mange roede ud fra klubhuset - selv tog jeg af sted sammen med Johnny. Vi besluttede os for at ro til Karrebæksminde.Da vi nåede derned blev vi enige om at stikke uden for molen og kaste et blik på Smålandshavet. Der så rigtig godt ud, og havde vi haft tid, havde vi nok slået et lille smut rundt på det. I stedet for tog vi en kaffepause i havnen og kæmpede os tilbage mod vind og strøm under Græshoppebroen. Vi så rigtig mange fugle på turen og konstaterede at vi nu ikke må gå i land på Lindholm i fjorden, men vi kunne heldigvis nyde de mange fugle på øen fra kajakkerne.Turlængde 17 km

Se flere billeder fra turen

tirsdag den 11. marts 2008

Til Karlsgab i blæsevejr

3 mand drog på tur fra NKC denne blæsende martsdag. For enden af kanalen var der nogle imponerende bølger på fjorden, og der skulle trækkes godt igennem i modvinden. Vi kom snart i læ af Gavnø, men efter broen ved slottet fik vi modvind igen. Vi nåede dog Karsgab, kiggede på bølgerne på fjorden og vendte planmæssigt næsen hjemad. Rygvinden gjorde denne del af turen meget nem. Bølgerne ved kanalmundingen var mærkbart mindre - hvilket jeg var ret tilfreds med - da vi roede hjemad.

Turlængde 14 km

Tur på Susåen

Lørdagen bød på flot vejr med høj sol og meget lidt vind, men ...... Vi havde planlagt en klubtur om søndagen, så 9 roere i kajakker og en enkelt kano, måtte tage til takke med gråvejr med blæst og byger, da vi tog turen fra Kongskilde Ved Tystrup Sø til Næstved. Vejret gjorde billederne lidt mere grå og triste, men det ødelagde ikke stemningen blandt os, og traditionen tro hyggede vi os både til vands og til lands.
Turleder Kirsten havde fået sin mand til at køre traileren med kajakker og kano, så logistikken omkring sådan en tur - hvor vi starter og slutter forskellige steder - var løst. Efter turen var der kun en enkelt bil der skulle hentes ved Kongskilde.

Turen over søerne gik glat trods vinden. Vi fik ikke set så mange fugle, men en enkelt ørn blev det da til - efter "rygters byro" skulle der være en kongeørn i området, så hvem ved. Måske var det den der fløj rundt i det lidt usigtbare vejr.
Der blev lidt mere læ, da vi kom ind i åen. Frokosten blev nydt i Skelby inden turen gik videre til Holløse Mølle, hvor flere af deltagerne var lidt spændt på hvordan det skulle gå, når de skulle forbi den kraftige strøm ved møllen. Alle kom dog forbi i fin stil.
Midt på eftermiddagen nåede vi Herlufsholm ved Næstved efter 26 km's roning gennem noget af Sjællands flotteste natur.

Se alle billeder fra turen

tirsdag den 4. marts 2008

Sne, sol og hejrer

Tirsdagsturen gik oprindelig mod Karrebæksminde. Sammen med Peter og Johnny tog jeg af sted fra klubhuset i snevejr. Det blev hurtigt afløst af spredt skydække og strejf af solskin. Da vi nåede ud på fjorden var det helt vindstille, men efter et par kilometer blæste det op fra nord.

Vi besluttede os for at sejle rundt om Gavnø, hvorved vi ville få både medvind og læ - plus et stykke med modvind, når vi rundede Gavnø skulle skulle tilbage mod kanalen. Med vinden i ryggen dannede vi flåde og fik kaffe og kiks, men vi drev den rigtige vej. Efter pausen roede vi videre, og snart lå vi foran Gavnø og drak den sidste kaffe.
Vi så mange traditionen tro mange fugle på fjorden, og rundt om Gavnø spejdede vi hele tiden efter havørne. Der var for nylig nogle roere fra klubben der så hele 4 ørne på en gang. Johnny og jeg rodede os ud i nogle diskusisoner om emnet. Hver gang Johnny så en stor fugl, der ikke umiddelbart var genkendelig som en svane, mente han det var en ørn. Det gjorde jeg ikke, men jeg så til gengæld en del hejrer :-). Han tilstod på et tidspunkt at han ikke havde sine briller på, så det var nok lidt af grunden til de ornitologiske uoverensstemmelser.
Efter et par kilometer med vinden lige forfra, nåede vi kanalen hvor vi igen kunne slappe lidt af og ro det sidste stykke.

Turlængde 17 km

søndag den 2. marts 2008

Karlsgab

Den første tur i marts blev endnu en blæsevejrstur. Jeg havde aftalt at tage af sted sammen med Rikke, og for at slippe for det værste blæsevejr tog vi af sted ved 9-tiden - inden det blæste op til de fra DMI lovede 15 m/s - med endnu kraftigere vindstød. Det havde blæst voldsomt dagen før, og der var presset så meget vand ind i fjor og kanal at vi kunne sætte os i kajakkerne på græsplænen og "gumpe" os ud i kanalen.
Da vi nåede ud til fjorden, blev vi hurtigt enige om at vi ville få den rareste tur hvis vi gik i læ af Gavnø. Der var ikke meget luft under broen til Ganø, men ellers det gik i fin stil forbi Gavnø og Fladvand, og ved Karlsgab sad vi i 5 minutter og kiggede på en havørn der blev mobbet af en flok mindre fugle. Vi lod os drive ind i sivkanten og fandt kaffe og kiks frem. Sverri kom roende og fik en kop med. Sammen roede vi tilbage til klubben ad åen. Ved indsejlingen Til Jacobshavn fik vi en pæn vuggetur, da bølgerne blev presset sammen. Da vi nåede tunnelen under Ringvejen, måtte vi lave en overbæring. Vandstanden var så høj at selv Rikke - der er den mindste af os - ikke kunne komme igennem.

Der var heller ingen bro, da vi nåede tilbage til klubhuset fra å-siden, så vi steg bare i land på græsplænen og kunne vaske kajakkerne af efter en hyggelig tur.

Turlængde 13 km