onsdag den 29. september 2010

Familiefisketur

Den sidste weekend i september er tidspunktet for den årlige fisketur med min søn, min svoger, mine nevøer og en enkelt bekendt. Denne gang havde jeg både min hav- og min fiskekajak med, og desuden havde vi et par kanoer med.
Fredag eftermiddag kørte vi med hele flåden til Tystrup Sø. Nærmere bestemt til parkeringspladsen tæt ved den gratis lejrplads. Vi sejlede og slæbte oppakningen til pladsen og etablerede lejren. Selv tog jeg slapper efter arbejdet, men alle andre tog på vandet for at prøve lykken med fiskestængerne. De kom tilbage med begejstrede beretninger om fangster af aborrer og gedder. Det var dog ikke fisk der stod på menuen, men de til lejligheden indkøbte pølser smagte også godt. Da mørket satte ind sad vi og nød et par øl mm. under en tarp lavet af et gammelt oversejl til et Harald Nyborg telt.

Lørdag morgen var det også lidt fugtigt, men efter et par timer på vandet var alle skyer væk, og vi kunne nyde en fantastisk efterårsdag på søen.

Fiskeriet gik godt. Der blev fanget store gedder - desværre ikke af mig. Jeg havde valgt at søge lykken med dybtgående woblere ude på søen. Jeg fandt et par af de undersøiske bakker, der er gode fiskesteder, men fangede ikke andet en aborrer.

Frokosten blev nydt i lejren, men det gode vejr fik os hurtigt til søs igen. Jeg fiskede fra min SeaBird Explorer, som jeg havde monteret stangholder på. Da der også var ekkolod, GPS og en dækstaske med fiskegrej foran mig, var der fyldt op på dækket. Jeg prøvede med et par fendere som ekstra støtte på siden af kajakken, men pillede dem af, der der på det flade vand slet ikke var brug for ekstra stabilitet. Det må prøves på et lidt mere bølgende hav.

Trods alt udstyret gav eftermiddagen heller ikke andet end aborrer - når jeg havde fundet flokken med ekkoloddet var det nemt at finde dem igen ved at studere sporet på GPS'en. Aftensmaden bestod af bålstegte kartofler og grillstegte aborrer - mums. Vi var godt trætte efter den lange dag på vandet, og kl. 22 røg jeg på køjen.

Søndag valgte min nevø Søren og jeg at ro til Næstved i en kajak. Resten af selskabet kørte efter lidt formiddagsfiskeri tilbage i bilerne. Det blæste en strid modvind på den første del af turen, men vi havde lastet kanoen med en del af oppakningen, så den lå stabilt i vandet. Efter de første kilometer kom vi lidt i læ af kysten og fiskede intens på resten af turen gennem Tystrup og Bavelse Sø.
Undervejs oplevede vi den lokale havørn svæve over søen - det er altid et imponerende syn. Vi slog et slag ud på søen, og Søren fangede en flot gedde. Nogle aborrer blev det også til på turen, men alle fisk blev sluppet fri igen.
Der var meget vand i systemet, så da vi kom til åeen, at vi fik en dejlig medstrøm at ro i. Vi indstillede fiskeriet og nød den flotte tur. Specielt stykket fra Bavelse Sø til Holløse holder jeg meget af. Åen er på lange strækninger omkrandset af træer der læner sig ud over vandet.

Ved Holløse Mølle blev der lukket en del vand ud, og den kraftige strøm uden for de brusende sluseåbninger, sendte os op på en sten. Vi fik dog rokket os fri - og jeg kunne kort efter føje endnu en bro til listen. Der er nemlig bygget en ny bro lige efter den gamle mølle.

Sidst på eftermiddagen nåede vi efter små 30 km's roning Næstved og blev afhentet af min svoger.
Rolængde 45 km

GPS sporet fra Tystrup Sø, som jeg efter turen fik mulighed for at sætte ind på det topografiske Danmarkskort, viser at jeg missede et par af de gode fiskesteder. Næste gang jeg er på søerne for at fiske, skal der sidde et sådant kort i min GPS - så må det give et par store fisk.

Tirsdagstur og forloren skildpadde

Tirdag havde Lis inviteret på forloren skildpadde hun havde til overs fra sin mands fødselsdag i klubhuset efter roturen. Om det var årsagen skal stå hen i det uvisse, men vi kom vist rundt om Gavnø på rekordtid. Vi havde også en mild rygvind på den første del af turen - og læ på den sidste.

Turen forløb uden de store besværligheder, men en enkelt steg ud af kajakken til den forkerte side og landede i Gammelåen da vi kom tilbage til klubhuset. Vi var flere der kunne berette om lignende episoder - jeg havde også et lille bidrag.

Skildpadden, der var lavet af en lokal slagter, smagte rigtig godt.

Rolængde 14 km
Havde glemt kameraet, så ingen billeder

onsdag den 22. september 2010

Aftentur

Tirsdagsturen gik i et fantastisk flot vejr til Karrebæksminde, hvor vi mødte Knud der havde tyvstartet.

Vi spiste mad i lystbådehavnen, men mange myg gjorde opholdet ret kort.

Da vi roede af sted i solnedgangen valgte knud og jeg at ro rundt om Gavnø - de andre roede lige tilbage.

Vi blev belønnet med en meget flot tur på helt fladt vand. Der var store mængder af fugle på Fladvand, men det var svært at se hvad det var for nogle - vi kunne dog høre mange gæs.

Turen ind gennem Jacobshavn var ret stemningsfuld.

Rolængde 17 km

søndag den 19. september 2010

Adventure race

Firma Sport i Næstved havde i weekenden arrangeret et adventurerace. Hos NKC skulle deltagerne pakke en kajak til en weekendtur.

I et stativ lå en demokajak, og deltagerne skulle så samle grej sammen og selv pakke en kajak. Noget af grejet var placeret langs kanalen og skulle hentes i kajakker.Vi var 5 roere der havde sat lørdagen af til at hjælpe med afvikling af racet.

Det blev en hyggelig dag - nogle gange hektisk aktivitet når flere hold kom samtidig - andre gange afslappet hygge i pauserne. Solen skinnede det meste af dagen, men en kold vind blæste fra morgen til sent eftermiddag hvor vi pakkede sammen.

Lis og jeg var sikkehed på vandet, men alle deltagere formåede at blive i bådene, selv om et par stykker var tæt på at vælte. Når holdene var draget videre, roede vi ud med grejet, så det var klart, når næste hold ankom.

Flere af deltagerne syntes det var sjovt at prøve at ro kajak og var lidt kede af at de ikke skulle ro en længere tur. Der var sågar nogle af dem der havde overskud til at takke os for at vi brugte en dag være med til at afvikle løbet. Men sådan er det jo. Nogle gange arbejder man med at arrangere eller afvikle - andre gange deltager man og nyder at andre har gjort arbejdet.

tirsdag den 14. september 2010

Gavnø rundt i blæsevejr

Jeg skulle egentlig have været med tirsdagsholdet, men det kneb gevaldigt for nogle af deltagerne at være klar klokken 17. Og da vi tilsyneladende gav os til at vente på nogle roere, der først ankom 10 minutter over afgangstiden, roede jeg af sted for mig selv. Jeg ville gerne nå tilbage og se FCK i fjernsynet.

Det blæste "en halv pelikan" da SeaBirden stak næbbet ud på fjorden. Jeg valgte at ro rundt om Gavnø på en måde, så jeg fik medvind hele vejen tilbage på fjorden.

På turen ud kunne jeg nyde de mange fugle på vandet. Det kan virkelig mærkes at efteråret er på vej - også på fuglelivet. Store flokke af blishøns, gæs, diverse andefugle, viber mm. lå på vandet i læ af Gavnø. Der var også mange hejrer og et par store musvåger - desværre ingen havørn, men den skal nok vise sig i løbet af vinteren. Der var også en noget anderledes "fugl" i luften. Den store redningshelikopter fløj ud mod bugten. Et kvarters tid senere returnerede den.

Det var meget lavvandet og med mange planter i vandet. Garneret med en god gang modvind, betød det hårdt arbejde. Men belønningen ventede. Da Gavnø var rundet, fik jeg vinden i ryggen.

Og ikke kun den - flere steder var der rigtig gode surfbølger. Specielt da jeg nåede kanalen blev det sjovt. Bølgerne fik SeaBirden til at flyve - flere gange kunne jeg overhale bølgerne og få nogle meget lange ture. Desværre var der ikke tid til at fotografere, når kajakken dykkede næsen ned i vandet og tog fart. Mine nye rorpedaler hjalp også godt til, når jeg med roret skulle holde kajakken på kursen. Undervejs oplevde jeg at en lille hornfisk sprang op af vandet og landede på mit fordæk. Der lå den og sprællede lidt inden den røg i vandet igen. Til sidst måtte jeg dog slappe lidt af - jeg fik krampe i armen af det oppiskede tempo. Men sjovt var det sgu! Og det var en glad mand med vand under kølen.

Rolængde 16 km

mandag den 6. september 2010

Et skarpt hjørne

Under den lidt kryptiske overskrift gemmer der sig 2 historier.

Jeg har længe været utilfreds med pedalerne i min SeaBird Expedition. Det var svært at påvirke dem nok til at roret havde nogen effekt. Jeg prøvede at flytte dem op og ned i kajakken, men lige lidt hjalp det - det var stadig noget skidt.
En dag roede jeg en tur i en kammerats Inukshuk og oplevede at pedalarrangementet i den virkede rigtig godt. På Kano og Kajakbutiken i Shovhoveds hjemmeside fandt jeg de viste Werner pedaler
Det tog et par timer at montere pedalerne med liner, justeringsstykker og gummibånd til at holde dem på plads. Et par prøvesidninger i kajakken gav mig en ide om at de sad rigtigt - og den første tur med dem overbeviste mig. Det er nu muligt at bruge roret let og bekvemt. "Prisen"  er, at der ikke er et fast fodspark i kajakken, men det har jeg heller aldrig benyttet mig ret meget af, så det går nok.

Den først tur gik under Græshoppebroen, og der var heldigvis meget strøm. Det giver mange strømhvirvler - og god anledning til at teste roret. Og det var ren fornøjelse - roret fungerede hurtig, og med ubesværede vip med fødderne kan selv de skarpeste hjørner nu rundes. Den modifikation skulle jeg have lavet for længe siden!
På turen ud fulgtes jeg med Leif der stadig er glad for sin nye Cetus kajak. Leif ville en tur rundt om Enø og Dybsø, men det havde jeg desværre ikke tid til. Det er ellers en rigtig lækker tur, og vejret var perfekt - klart efterårsvejr vejr med flotte cummulusskyer. Hvis ikke kalenderen sagde september, skulle man tro at det var sommer.
Jeg vendte rundt i havnen i Karrebæksminde og roede tilbage mod Næstved. Jeg fulgte sejlrenden og mødte mange både af alle slags - det var ikke kun kajakroere, der nød den dejlige dag. Pludselig hørte jeg et pift og kiggede i retning mod det. I det skarpe modlys kunne jeg ane en Romany kajak og et stort "skiv". Rikke sad i Romanyen, og skiv'et viste sig at være Sverri i sin foldekajak. De var på vej rundt om Gavnø.
Da jeg passerede svingbroen over kanalen, rundede jeg det andet skarpe hjørne. Triptælleren på min GPS fortalte mig at jeg havde roet 1000 km i sæsonen. Noget mindre end jeg havde satset på, men travlhed på andre fronter har ædt sig ind på min fritid. Forhåbentlig får vi et dejligt efterår med tid til mange herlige roture.

Rolængde 16 km