En torsdag i september pakkede Rikke, Susanne, Sanne, Sverri, Johnny og undertegnede kajakker og oppakning på Sverris trailer, satte os ind i en lånt VW Sharan og kørte nordpå. Målet for turen var øen Tjörn 30-40 km nord for Göteborg. Sommeren igennem havde vi flere gange snakket om turen – nu var det endelig tid at komme af sted. Rikke og Sanne havde tydeligvis ikke snakket færdig, så de fortsatte snakken på den midterste række i Sharanen. Blodsukkerniveauet blev holdt højt af store mængder slik, og det var svært at gennembryde ”lydmuren”. Nå, men pyt med det, bare de hyggede sig. Sverri sad på den enlige bagsæde og slappede af.
Et stykke inde i Sverige holdt vi ind ved et stort indkøbscenter, og i tre indkøbshold – morgen-, frokost- og aftensmad – for vi rundt og købte ind i en stor ICA butik. Efter indkøbene spiste vi aftensmad på parkeringspladsen, inden turen gik videre. Mætte og veltilpasse sad vi igen i bilen, og der faldt der lidt ro over midtersædet. Med autopiloten på 100 km/t gik det rask nordpå. Der var ikke meget trafik, og med en enkelt tissepause, nåede vi frem til Almö Campingplads på Tjörn kl. 23.
Vores tre telte blev hurtigt sat op, og vi krøb i poserne. Sverri foretrak at sove i fri luft og nøjedes med et overtræk til sin sovepose. Selv om vi lå næsten lige under en vejbro med en del trafikstøj, lykkedes det os at få lidt søvn.Næste morgen slæbte vi bagagen op af traileren og lagde den ved siden af vores kajakker. Nogle af os havde ikke før været på tur med fuld oppakning, og det virkede umuligt at få alt bagagen ned i kajakkerne. Men med lidt råd fra de mere garvede lykkedes det efter et stykke tid. Johnny og jeg bar min kajak ned til vandet. Den var tung, og det var en tur på et par hundrede meter. Resten af kajakkerne lagde vi på traileren og kørte så tæt på vandet som muligt.
Ved 11-tiden var vi alle på vandet, og turen kunne for alvor begynde. Efter få hundrede meter skulle vi under Tjörnbroen. Broen – der er en imponerende bro i min samling af broer jeg har roet under – er forholdsvis ny. Den gamle blev sejlet ned af et fragtskib i 1984. Vi var ikke de eneste der sejlede under broen. Et stort fragtskib sejlede ud fra Stennungsund. Det blæste pænt, og der var lidt bølger, så da bølgerne fra fragtskibet og refleksbølgerne fra den nærmest lodrette klippevæg tæt på ramte os, var det ret sjovt. Det var stort set kun denne første dag, vi havde lidt bølger, og vi vænnede os hurtigt til at de mellem klippeskærende kom fra flere retninger – og lidt surf blev det da også til.
Efter et par timer gik vi i land på et skær for at spise frokost. Nogle klædte om til tørt tøj for ikke at komme til at fryse. Det gjorde jeg ikke – med det resultat at jeg efter noget tid hundefrøs. Bortset fra det var det et hyggeligt sted. Der var læ for vinden, en sæl kiggede nysgerrigt på os, og frokost på et klippeskær i den svenske skærgård for seks sultne kajakroere kan ikke fejle.
Efter yderligere et par timers roning nåede vi Rønningen. Det var lidt svært at finde en landingsplads i havnen, men en venlig og snakkesalig svensker gav os lov til at gå i land i hans have – et klippeskær midt i havnen. Vi fandt den lokale ICA, handlede ind og lånte kundetoilettet. 
Det var efterhånden ved at være tid til at finde en lejrplads, så de medbragte kort og oversigter over lejrpladser (en service fra Orust Kajak) blev studeret. Nogle få km nord for Rønningen ligger Hjerteø, og der skulle angiveligt være gode landingsforhold og god plads. Da vi kom frem viste det sig at holde fint stik, og vi fik hurtigt tømt kajakkerne, skiftet til tørt tøj og etableret en lejr. Mens vi andre stillede telte op, satte Sverri en tarp op, så der var læ for den lidt kolde østenvind. Vi havde hjemmefra aftalt hvem der sørgede for mad på de forskellige tidspunkter, men den viste sig her - og senere på turen - at være unødvendig. Alle hjalp til, og snart stod et lækkert måltid bestående af svenske kjötbullar, skruer med Susannes hjemmelavede pesto og grøntsager og fristede i Trangiagryderne. Det smagte herligt. Til dessert skulle vi have pandekager – noget Sanne og Rikke snakkede meget om - men vi var så mætte at vi sprang dem over. Da mørket faldt på fik Sverri gang i en gaslampe, og vi sad og snakkede indtil vi krøb i poserne og lynhurtigt faldt i søvn efter en rigtig god og hyggelig dag med små 30 km’s roning.
Næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel, og det kneb at få samling til morgenmaden, da flere var rundt og udforske øen. Havregrøden lokkede dog, og mens vi spiste den, fortalte de at der var en fantastisk udsigt fra øens højeste punkt. Så inden afgang var vi alle oppe og nyde den – skærgård så langt øjet rakte. Vi kunne se flere både fra udsigtspunktet – de mest spektakulære var et par meget hurtige patruljebåde fra det svenske forsvar, der drønede rundt mellem øerne. På øen var også et lille hus. Det viste sig at indeholde skraldesække i den ene ende og toiletter i den anden. Det var vi flere der var glade for, så slap vi nemt af med både skrald og andet affald af mere personlig karakter.
Da vi endelig kom i kajakkerne var det kun for at ro en kort tur. Næste stop var Skärhamn få km’s sejlads væk. 
En meget hyggelig by hvor vi shoppede – jeg købte uldsokker – og købte ekstra proviant. En af poserne med frokost var blevet væk, og vi skulle jo nødigt sulte. Frokosten blev nydt ved havnen, hvor flere svenskere kiggede forbi og fik en lille kajaksnak. Solen bagte nu for fuld kraft, og vi havde lidt svært ved at lette os og komme af sted.
Det lykkedes dog, og turen gik igen nordpå langs Tjörns vestkyst. Efter nogle km roede vi igennem Kyrkesund. Byen klynger sig til klipperne på begge sider af et smalt sund. Her oplevede vi den eneste hensynsløse svensker, idet en stor speedbåd i ret høj fart sejlede lige mellem et par af os. Der skete ikke noget, men sikke da en opførsel. 
Kaffepausen blev hold på et skær ved Möllesund. Solen skinnede stadig varmt, og i læ af en lile klippevæg var det svært at tro at det var efterår. Sverri og Rikke var ikke længe om at finde og kravle på ruter op ad klippen og snakkede om at de måtte huske at medbringe klartregrej en anden gang.
Solnedgangen nærmede sig, så vi fik pludselig travlt med at finde en lejrplads. Heldigvis fandt vi en plads tæt ved. Det var ikke helt nemt at komme i land og få slæbt de tunge kajakker op over højvandslinien, men det gik. Det havde været en rigtig hyggedag med kun 12 km’s roning. Og lige så hurtigt som dagen før var lejren etableret og madlavningen over de tre medbragt gasfyrede Trangiaer i fuld gang.
Der lå masser af drivtømmer, så mens maden kogte færdig blev der samlet drivtømmer ind til et stort bål. Da vi satte os til båls og spiste ciderdampet laks på grøntsagsbund af porrer og løg sammen med spagetti med de sidste rester af Susannes pesto, grøntsager og italiensk brød, var vi enige om at livet ikke kunne være meget bedre. 
Kulissen var også helt i orden – lejrbål i læ for vinden og en solnedgang af de helt flotte. Det blev heller ikke til pandekager denne aften.
Næste morgen stod menuen på havregrød med nylavet æblegrød og hjemmelavet hindbærsyltetøj. Trods den gode mad kom vi noget hurtigere af sted. Vi havde aftalt at hvis vejret var til det – og det var det - skulle vi ro ud til Käringö på et af de yderste skær. Vi havde spottet endnu et lille hus på naboklippen, så Johnny og jeg tilbød at ro over med skraldet – så slap vi også endnu en gang for ”skovskidning”. På øen viste sig at være en fin lille strand og masser af græs at campere på. Stedet var faktisk også ret godt besøgt, idet der lå flere både rundt mellem skærene fortøjet til øjebolte boret ned i klipperne.
Vi havde vinden i ryggen og bølger bagfra på hele det 4-5 km lange kryds ud til Käringö. 
Vel ankommet i havne gik den traditionelle jagt på landingsplads i gang. Det endte med at vi fik klemt os i land 3 forskellige steder. 
Efter en lille rundtur på øen fandt vi den lokale købmand 25 m fra en af landingspladserne, og fik købt ind til frokosten, som vi nød på fiskebutikkens bænk/bordsæt – butikken havde lukket. 
Godt mætte vandrede vi rundt i de snævre gader på øen. Der var ingen biler, men en enkelt ATV – firhjulet motorcykel – og en masse trækvogne. 
Det var tilsyneladende et ret eksklusivt sommerhussted. Vi så en annonce for et 120 m2 stort hus med prisen 5,7 mio – svenske, men alligevel! Jeg fik for et noget mindre beløb købt et lille dansk flag, så resten af turen kunne svenskerne se hvor vi kom fra.
For at slippe for modvind roede vi tilbage langs en række skær. Efter et par timers roning gik vi i land ved noget der på kortet var angivet som et badested. Det var der flere der tog bogstaveligt. De påstod at vandet var koldt, men at det var dejligt med et bad. Vi andre bryggede en spand kaffe imens.
Da vi efter pausen roede igennem Möllösund var der en der øvede sig på saxofon – meget stemningsfuldt. Vi fandt den sidste lejrplads på en ø ved indsejlingen mellem Tjörn og den store naboø Orust efter at have roet i alt 30 km. 
Der var ikke så mange pladser til telte, og Susanne var lidt bekymret over at skulle ligge tæt på Johnny og jeg – hen havde hørt kraftige snorkelyde fra vores telt de andre nætter. Rikke og Sanne havde allerede på turens anden nat fulgt Sverris eksempel og nøjedes med soveposerne. De havde også lige købt nye vandtætte soveposer med en komforttemperatur på – 15 gr. Aftensmaden var en gentagelse af førstedagens kjötbuller med tilbehør – og heller ikke denne aften fik vi pandekager.
Ved lejrbålet var der flere der klagede over ømme muskler, så der blev givet lidt gensidig massage af ryg og skuldre. Susanne kendte nogle punkter på armene, som hun borede sine fingre dybt ind i. Selv sagde hun at hun ikke trykkede hårdt. Det gjorde dog meget ondt. Hun påstod at det løsnede de spændte muskler i skuldrene. 
Efter tre dage med øer og skær uden megen bevoksning, var en meget anderledes skærgård vi roede rundt i mellem Tjörn og Orust. Her var flere steder med græs, træer og små strande. I det område vil det ikke være svært at finde lejrpladser. Stedet er også meget beskyttet, så kommer man på de kanter, kan der ros, selv om vejret er for barskt til at ro rundt blandt de yderste skær. Den forsvundne pose mad var dukket op igen – hvordan den kan blive væk i en Romany kajak må forblive et mysterium – men vi havde nu rigelig mad til den sidste frokost.
Sidst på eftermiddagen nåede vi efter 20 km’s roning tilbage til campingpladsen, hvor Sharanen og kajaktraileren stod og ventede på os. Der var også en servicebygning med varme brusebade, så det var en flok rene roere der efter læsning af al grejet satte sig ind i bilen for at køre de 450 km hjem til Næstved.
Turen kostede os alt inklusive lidt over 700 kr. pr person, og vi fik roet 90 km.Poul Møller
Ingen kommentarer:
Send en kommentar