fredag den 6. maj 2011

4 i et hug

Den lidt kryptiske overskrift dækker over at fredagens seniorfridagstur gik rundt om de fire øer Gavnø, Dybsø, Enø og Lindholm. Med seniorerne Ole og jeg var også min gamle elev Peter.

Det var egentlig slet ikke meningen at turen skulle have været så lang, men lavt vand og godt vejr fik os til at vælge at tage Dybsø rundt med på turen.

Inden det kom til det havde vi dog en fantastisk oplevelse. Da vi  roede ved Hestevad konstaterede jeg at der lettede en hejre fra sivene. "Det er ikke en hejre, men en havørn", konstaterede Ole - og ganske rigtigt, det var en ørn. Kort efter var der 2 ørne i luften. De fløj lidt rund og landede på et par sten. Vi sad og snakkede om det mærkelige i at det "gamle" havørnepar på Gavnø tolererer andre ørne så tæt på reden. Vi blev enige om at der må være mad nok.

Det kan godt være at vi synes at ørnene er spændende, men fjordens andre beboere er absolut ikke tilfredse med deres tilstedeværelse. Omkring ørnene sværmede hele tiden en flok mindre fugle - det må være vildt irriterende.

På et tidspunkt fløj ørnene væk, men showet sluttede ikke. En rørhøg jagede ganske tæt på os over sivene.

Jeg var drevet helt tæt på land og måtte op og trække kajakken et par hundrede meter. Ole og Peter lå på et par cm mere vand og kæmpede sig langsomt frem.

Da vi var kommet forbi de laveste områder, blev vi enige om at ro rundt om Dybsø i stedet for at ro ud mellem Dybsø og Enø. Det fortrød vi ikke. Pynten af Dybsø er med sine stejle klinter fyldt med digesvaler altid et betagende syn, og når lyset så ovenikøbet err perfekt, brænder billedet sig rigtig godt fast på nethinden - andre må nøjes med fotoet. Alle billeder fra dagens tur er taget af Ole. Jeg havde glemt at tage mit kamera med i kajakken.

Vi intog en lille frokost på stranden og krydsede derefter over mod indsejlingen ved Karrebæksminde. Den svage vind var på denne strækning i ryggen, og selv om jeg sad i sommerjakke, var det en varm tur. Der var ikke så mange fugle at kigge på, men en flok af de flotte edderfuglehanner fløj forbi os.

Snart var vi i Karrebæksminde, og vi gik i land og købte lidt mad. Jeg fik en lækker klaphat - tortillas med røget laks, salat og jalapinos - hos en af de lokale fiskehandlere. De har alle en lille restaurentafdeling på kajaen. Normalt meget velbesøgte turistfælder, men sådan en fredelig fredag såmænd helt hyggeligt.







En times tid senere var vi tilbage i NKC.Fyldt med indtryk og behagelig trætte efter en tur på 30 km i den danske natur, når den er aller flottest.

2 kommentarer:

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Poul

Det lyder som en rigtig god tur. Det er sjovt at se hvor modige småfugle egentlig kan være, når der er nogle større fugle de er trætte af.

Jeg troede i øvrigt et kort sekund at "4 i et hug" var nye broer - men det var det heldigvis ikke! For mig er det nok at sidde og kigge på dine 64 mod nune 47 - ha-ha


Venlig hilsen Helge

Pouls kajakblog sagde ...

Hej Helge

Bare rolig. Det er efterhånden lidt svært at finde flere broer på Sjælland. Og jeg kan jo se at du kun tæller broer, der kører biler over, så mon ikke det står nogenlunde lige.

mvh
Poul