onsdag den 1. januar 2014

Gløgg og æbleskivetur

Kim og Kenneth inviterede igen i år på gløgg og æbleskivetur ned ad Susåen. 12 havde meldt sig til, men måske på grund af en halvskidt vejrudsigt var vi 6 der deltog i turen.
Vi hentede kajkerne i klubben og kørte til isætningsstedet hvor Bavelse Sø løber ind i Susåen. Der var godt med vand i åen så vi var lidt spændte på om vi kunne komme under broen ved Fiskehuset. Det gik dog uden problemer.
Der var rimelig læ og en kraftig strøm med os, så hurtigt var vi Holløse Mølle, hvor vi alle mere eller mindre elegant kom i land på den glatte træbro.
Efter en kort pause hvor Johnny bød på en meget velsmagende havtornsnaps satte vi i vandet og konfronterede den næste forhindring - mølledammen, hvor vandet blev pisket hvidt af overløbet.
En i selskabet var tidligere væltet der og havde lidt betænkeligheder ved at ro ud i hvirvelstrømmen. Modigt roede jeg ud i det hvide vand og viste vejen. Det var ikke værre end at jeg kunne tage et billede af de andre.
Turen fortsatte ned ad den vandfyldte å - modsat tidligere ture var der nu ingen oversvømmelser af engene.
Og snart var vi ved shelterne ved Ganges Bro hvor Kims forældre og børn ventede med bål.
Hurtigt sørgede arrangørerne - Kim og Kenneth - for varmegivende gløgg og æbleskiver
Og der blev gået til bålgryden
Men alt godt har en ende, og snart sad vi i kajakkerne igen og roede det sidste stykke til Næsved. Her lavede vi en overbæring og roede gennem tunnel, fritlagt å, bro og kanal det sidste til klubben.

Turlængde var 20 km - se alle billeder her




Ingen kommentarer: