torsdag den 8. november 2018

Tur på Roskilde Fjord

Susanne fra Roskilde havde købt en ny kajak, og jeg skulle da selvfølgelig op og se den. Og lige så selvfølgelig skulle vi ro en tur på Roskilde Fjord.
Kajakken - en smækker Reval - lå i Roskilde Roklub, så vi mødtes tæt derpå og kørte ned til det flotte klubhus lige ud til fjorden.
Vi fik klædt om og båret kajakkerne ned til vandet. Det var påfaldende så ens min Black og Revalen var - og jeg er lige gået i gang med at bygge en Black Pearl med de samme mål som Susannes Reval.

Det gik fint ud i fjorden, og selv om finnen sad fast på revalen var kajakken fint til at styre. Og det på trods af at vindretningen var den mest irriterende - nemlig skrå bagfra.
Da vi rundede en pynt var der en mindre flok gæs der lettede.
De fik hurtigt følgeskab af rigtig mange gæs, der havde siddet hvor vi ikke kunne se dem. Gæssene blev ved at at flyve rundt den næste times tid, og der kom hele tiden nye til - imponerende.
Vi havde ikke spist frokost, så over for Veddelev gik vi i land og spiste madpakkerne. Der var mange køer på marken, men de var heldigvis ligeglade med os.
Solen nærmede sig horisonten, så vi Sprang Ringøen - som Susanne gerne ville have vist mig - over. Den må vi se en anden gang.
Vi havde fået løst finnen på Revalen, og Susanne var meget imponeret over hvor godt den virkede. Kajakker med grønlansk facon - skarpe knækspant - er meget styrevillige og drejer fx meget let ved lidt kantning. En smule finne får dem til gengæld til at være meget retningstabile.
Vi sluttede turen med at ro lidt rundt i havnen og trænede styretag. 
Smilet på Susanne blev større og større, og hun gav udtryk for at være meget glad for kajakken.
Da vi kom ind i havnebassinet med roklubbens bro, blev vi mødt af et meget specielt syn. En mand i neopren hoppede rundt på et lille surfboard 20-30 cm over vandet. Han havde et af de nye boards med hydrfoil og kunne pumpe det frem på - eller rettere over - vandet. Det var ret vildt at se på , og meget anstrengende for surferen.

Det blev til 10 hyggelige km

Ingen kommentarer: