mandag den 5. oktober 2020

Mørkning

Jeg havde inviteret til begyndertur, og hele 10 havde tilmeldt sig. Turen startede noget stresset for mig, da jeg havde inviteret til kl 17:00 men huskede det som 17:30. Så da jeg ankom lå alle på vandet og jeg måtte som noget stresset turleder klæde om i fart og få min kajak på vandet - det tog 8 minutter. 

Vel på vandet var vi klar til tur. Vi havde taget lidt træktove med for at træne det lidt - både det at trække, men også hvordan man binder sig sammen og slipper fri igen. Mange synes måske nok at det med at trække andre ikke var så relevant. Men da jeg fortalte hvordan det kunne hjælpe en ikke så teknisk roer med at styre kajakken (vi har en del små personer der ror Frej, og de ved godt at det kan være svært at styre den i blæsevejr), og at jeg ved et par lejligheder havde oplevet roere der ikke kunne mere, gik det op for "kursisterne" at det måske godt kunne blive nødvendigt at lære lidt om at trække en kajak. Det gik fint med at øve, men hende der fik lov at trække en "syg" roer hvor jeg holdt fast i kajakken for ikke den skulle vælte, synes nok at det var lidt tungt at trække to kajakker. Så fortalte jeg at men kunne jo være to om at trække.

Solen nærmede sig horisonten, og jeg foreslog at vi holdt "Mørkning". Det var der ingen der anede hvad var, så jeg fortalte at vi var nogle der sad i kajakkerne og så solen sænke sig under horisonten. De fik også lige tricket med at solen er en finger i en udstrakt arm om at synke et kvarter, og at solen er ca 5 minutter om at gå ned fra det øjeblik den rammer horisonten. Kursisterne fik også at vide at det var øjeblikket at dele chokolade ud til de andre. Det håber jeg de husker!

Turen hjem foregik i det tiltagende mørke, og det var tid at fortælle lidt om regler for mørkeroning - vi skal kunne vise hvidt lys til alle sider.

Det blev til 9 km og et enkelt rul

Ingen kommentarer: