lørdag den 17. september 2011

Indian summer med overraskelser

Selv om jeg har besluttet mig for ikke at være utilfreds med vejret (der er alligevel ikke noget at gøre ved det), er det ikke meget sommer vi har haft i år. Men trods min akcept af møgvejr tillader jeg mig at nyde det, når det er godt. Og det var det denne fredag midt i september.

Solen skinnede og der var kun en svag vind, da jeg roede af sted. Jeg havde besluttet mig for at ro Enø rundt og valgte at ro til Karrebæksminde, under Græshoppebroen og ud gennem molerne. Normalt ror jeg den anden vej rundt, for så har jeg tid til at vænne sig til at ro i bølger. De kan være slemme ved ved molerne.

Da jeg roede ud gennem havnebassinet blev jeg mødt af en del overraskende høje dønninger - åbenbart nogle rester fra de foregående dages blæsevejr. Da jeg nærmede mig molehoveder satte jeg fart på og roede ud midt imellem dem for at komme hurtigt igennem og slippe for de værste refleksbølger.

Jeg slap fint gennem det urolige vand og lige som jeg skulle til at vende kajakspidsen sydpå, så jeg en rygfinne fra et marsvin få meter foran kajakken. Det er første gang jeg har set marsvin fra kajak - FEDT! for det med et gammelt 60'er udtryk gennem mit hoved. Få sekunder efter kom endnu et marsvin til syne lidt længere væk. Jeg lod bølger være bølger og lå et stykke tid og spejdere ud over vandet, men så dog ikke flere af de små hvaler.

Hel høj af oplevelsen gik turen mod Dybsø som en leg, med den svage vind i ryggen og de nu behagelige dønninger i ryggen. Ud for renden mellem Enø og Dybsø var der en del brænding ved de lavvandede områder, så det var nemt at finde sejlrenden.

Det var en meget tilfreds mig, der efter et par timers roning sad og nød madpakken og kaffen på yndlingsstedet på bakken på Dybsø.

Turen tilbage gik på helt fladt vand bag Enø og Gavnø. På et tidspunkt sad jeg og talte hvor mange rotag jeg brugte på 100 m - det blev til 43. Lidt rask hovedregning fortalte at jeg - på de 25 km turen var - ville komme til at tage små 11.000 rotag. Ikke så mærkeligt at man kan være lidt træt i armene efter sådan en tur. I løbet af sæsonen er det blevet til næsten en halv million rotag - man burde have overarme som Hulk.

Desværre ingen billeder - batteriet i kamaraet var fladt.

Ingen kommentarer: