søndag den 16. december 2012

Susåtur med overraskelse

Lørdag aften meldte telefonen at der var ankommet en SMS. Det var Kenneth der spurte om nogen ville med en tur ned ad Susåen fra Fuglebjergbroen. Jeg havde ikke noget program for søndagen, så jeg meldte straks tilbage at jeg var frisk.

Søndag morgen kørte jeg i disen ind til klubben, hvor jeg hilste på tre kaproere der lige havde taget en tur frem og tilbage på kanalen - en af dem havde endda været en tur i den. Trods vandgangen var humøret højt hos de tre morgenfriske.

Kenneth dukkede op sammen med Kim, så vi var tre der læssede kajakker på traileren og kørte mod Fuglebjergsbroen. Undervejs samlede vi en chauffør op, der efter var var læsset af, kørte bilen tilbage til Næstved. Sikke en service!

Vi overvejede at sætte os i kajakkerne og rutsje ned til åen, men Kim fandt hurtigt ud af at bakken ikke var stejl nok til kajakkælke, så vi trak dem.

Ved åen var der en tyk iskant. Kim mente nok at han kunne bryde den - som det kan ses på billedet kunne han ikke! Kenneth og jeg fandt et sted med vand helt ind til bredden, og snart lå vi alle tre på vandet.

Vi roede et smut ud i Bavelse Sø, men is blokerede hurtigt vejen frem. Vi vendt om og havde en fantastisk tur ned ad åen. Solen var flere gange liige ved at bryde igennem, mens vi stille og roede padlede ned at det spejlblanke vand.

Snart var vi ved overbæringen ved Holløse. Altid en kærkommen lejlighed til at strække lidt ben og tømme blæren. Der var ikke så meget gennemstrømning i åen, så det var nærmest en ikke-begivenhed at passere overløbet. Det kan ellers være spændende nok, når der er hvidt vand i hele dammen bag overløbet.

På hele turen så vi masser af gæs, ænder, hejrer, svaner, musvåger mm. Den mest underholdende var nu en skarv. Den dukkede op lige foran os, kæmpende med at sluge en stor fisk. Den fik slugt fisken og dykkede lynhurtigt igen. Vandet var så roligt at vi kunne se en stribe bobler på vandoverfladen over fuglen. Flere gange dukkede den stakkel fugl op lige foran os - for i panik at dykke igen. Vi snakkede lidt om hvordan vi kunne slippe forbi den, og heldigt nok for den, slap vi forbi den på et bredt stykke af åen.

Kenneth havde taget gløgg med - og det var en dejlig overraskelse på en kølig vinterdag. Vi gik i land ved Ganges Bro, og satte os op i et af shelterne, hvor gløggen blev varmet i en Trangiagryde.

Det blev til et par glas dejlig varm gløgg til hver af os. Det løftede madpakken op på et højere niveau!

Det sidste stykke til Rådmandshaven var ren paraderoning, og snart sad vi i Kenneth varme bil og kørte tilbage til NKC.

Rolængde: 17 km - og når billederne ikke altid er så gode, så kan man jo altid "lege" lidt med et par af dem i Picasa

Ingen kommentarer: