søndag den 17. februar 2013

Store ørnedag


Vejrudsigten for weekenden var igen kajakroning gunstig. Temperaturer omkring frysepunktet og næsten ingen vind. Via SMS fik jeg lokket et par klubkammerater med på en tur, og lørdag ved 10-tiden roede vi af sted.

Andre advarede mod store mængder is på fjorden, og at kun sejrenden var åben.

Det var fuldstændig havblik - de første par km vel nærmere kanalblik - på vandet. Snart var vi på fjorden og kunne ikke se noget is mod Karrebæksminde.

Vi tog den med ro og nød synet af meget store flokke havfugle. En kæmpeflok af blishøns og ænder lå på vandet ved Lindholm. Tre havørne fløj rundt, men de var tilsyneladende ikke sultne, så de fløj ind på Lindholm og satte sig i træerne. En fjerde ørn kom flyvende og - sikkert bare lige for at demonstrere hvem der var øverst i fødekæden - dykkede den ned mod fuglene på vandet. Det gav en del panik, men ørnen fløj videre uden at prøve at snuppe lidt mad.

Vi roede videre og besluttede at ro ind mellem Gavnø og Enø og se hvordan issituationen så ud derinde.

Der var meget is, mange fugle og så selvfølgelig lige en havørn på patrulje langs iskanten. Den satte sig på isen langt fra os. Turen ind mod Karlsgab var spærret af is.




Henrik ville gerne i land og have sig en smøg. Vi gik i land på Gavnø og røg, strakte ben og hvad man nu ellers gør efter et par timere i kajakkerne.

På turen hjem ville vi tjekke om vi kunne komme bag om Lindholm.

Det kunne vi, og vi var knap kommet forbi øen før vi så Sanne og en gæst ro mod Næstved. De havde været et smut i Karrebæksminde og havde også set ørnene. Vi satte en spurt ind, indhentede dem og fulgtes tilbage til klubben

Henrik kunne fortælle at Endomondo sagde at vi havde roet 15 km.

Ingen kommentarer: