mandag den 4. marts 2013

Foråret er her

Vejrudsigten sagde sol og næsten ingen vind til søndagen. Jens og jeg benyttede NKC's interne mailinvitationssystem til at invitere klubmedlemmer med på tur. Hele 11 forventningsfulde roere mødte frem og roede glade mod Karrebæksminde.

Jeg prøvede at få samlet flokken til fotografering ved Græshoppebroen, men stærk strøm gjorde det svært at få samling på de 10 kajakker. Og jeg sad med sved på panden efter en spurt i modstrøm for at nå frem i en fotograferingsposition - jeg havde selvfølgelig telelinse på spejlreflekset, så spurten blev lang.

Heldigvis har Tideracen vist sig at kunne flytte sig, og med stor styrke og overlegen teknik.... :-)

Efter fotosessionen holdt vi en lille pause på stranden foran Søfronten. Det er ikke så tit der ligger 11 kajakker på række - lækkert syn. Og et godt lille pausested med læ bag stenene.

Efter pausen valgte nogle at ro hjem. Vi var en flok der lige skulle om og se hvordan issituationen bag Gavnø så ud.

På vejen derom kom et par rokammerater op på siden af mig og spurgte hvor de mange ørne var henne i dag. Jeg bad dem pænt kigge op, for i samme øjeblik lettede en ørn fra et træ foran os. Det kan man sgu kalde timing.

Senere på turen så vi flere ørne. Et par fløj over Gavnø og en enkelt sad på isen. Det ser ud til at flere af de mange ørne der har været i området nu er rejst væk igen. Heldigvis har vi det lokale par, og det bliver spændende at følge med i hvor mange unger de får på vingerne i år.

Der var smeltet meget is, men også meget tilbage. Jens roede op på isen, steg ud af kajakken og var klar til at lave en "Erik B Jørgensen" og trække kajakken mod Karlsgab. Den var vi andre nu ikke med på, så han måtte sætte sig i sin Greenlander igen.

På turen hjem holdt vi pause på Lindholm. Det var meget lækkert at sidde og blive varmet af solen mens vi kiggede på de mange fugle på fjorden.

Da vi kom hjem fortalte GPS'en at vi havde roet 21 km.

Ingen kommentarer: