onsdag den 30. august 2017

Modvindstur

Nogle gange træffer man bare de forkerte valg - det følte jeg i hvert fald jeg gjorde denne torsdag sidst i august. Ikke at det var forkert at ro en lang tur, men rutevalget kunne have været bedre. Jeg havde hjemmefra valgt at ro til Svinø - det ville blive en tur i modvind, men så ville jeg jo få en behagelig hjemtur.
Efter kanalen drejede jeg til venstre og roede mellem Sjælland og Gavnø. Ved Karlsgab blev jeg ramt af direkte modvind. Det var ret højvandet og jeg satsede på at kunne ro tæt på Enø og få lidt læ. Kursen blev sat lige mod gården længst ude på Enø, og den gik langs en række garn, der næsten spærrede fjorden. Det skal være en heldig ørred der slipper gennem den række.
Problemet med turen langs Enø er at der er meget lavvandet på den rute. Heldigvis havde jeg en traditionel pagaj med. Den får noget bedre fat i vandet end min grønlandske åre, når man ror på 20 cm vand, så det gik da fremad.
Der var også mange gæs at se på engene bag den flossede kystlinie - en riaskyst lærte jeg den slags hedder da jeg studerede geografi på seminaret. Et par nervøse gæs lettede og fik snart følgeskab af store flokke. Jeg fik hel dårlig samvittighed over at forstyrret dyrene, men fik dog aflad da en rovfugl fløj forbi og fik mere end dobbelt så mange gæs på vingerne.
Mit favoritsted på Dybsø var meget forblæst, så jeg roede forbi ud langs ydersiden af Dybsø.
 På grund af de mange sandbanker ved udløbet mellem øerne måtte jeg slå et herresving forbi dem.
Klinterne på dybsø er altid flotte, så der blev lige taget et par fotografier af dem, inden jeg gik i land og lavede aftensmad.

Måltid bestod af Fiskegryde i rød karrysovs - hæld 4 dl kogende vand i posen, rør rundt og vent 7 minutter, så er der mad. Retten smagte overhovedet ikke af fisk og meget lidt af karry, men den var dog rød og stærk og fyldte godt i maven. En müslibar som dessert gjorde at jeg kunne ro hjemad med en god smag i munden.
Men hvad var nu det. Jeg havde godt lagt mærke til at vinden lagde sig lidt mens jeg spiste. Men ikke nok med det, den var gået i gang igen - og havde vendt. SUK!
Det blev en lang tur hjem. Igen på det lave vand langs bagsiden af først Dybsø og så Enø.
Præmien for anstrengelserne var igen mange gæs i luften - måske rovfuglen holdt dem beskæftiget, de fløj rundt inden jeg ankom.
På vej mod Karlsgab kunne jeg endelig nøjes med at ro i sidevind, og også sidde og nyde en flot solnedgang.
Jeg fik et sidste glimt af solen over Gavnø kort før den gik helt ned.

Det sidste stykke vej roede jeg i det tiltagende mørke og kunne nyde den flotte belysning på Svingbroen.

30 km - mange i modvind

Ingen kommentarer: