Karrebæksminde - Bjørnebæk og retur

Vejrudsigten sagde sol, men dis og rimfrost lå i en tyk tåge over landskabet da jeg fredag morgen kørte ud til Jan i Karrebæksminde for at ro en tur langs kysten. Vi blev hurtigt enige om at det kunne være ligemeget hvor vi roede hen, for man kunne intet se. Vi holdt os dog til aftalen om at ro en tur langs kysten mod Bisserup, og da vi havde lagt kajakkerne på stranden, løftede tågen sig næsten som ved et fingerknips, og den lovede sol skinnede på os.

Snart var tørdragterne udluftet og vi roede af sted. Vandet var meget roligt i læ af molen, men der var bølger fra vest og godt gang i refleks- og strømbølger da vi sejlede forbi molehovederne.

Vel forbi sejlrenden havde vi en mild vind imod os, men sol og roning gjorde at vi begge havde det dejligt i kajakkerne.

Og kysten ved Klinteby er noget af det smukkeste, så det gik som en leg at ro derudaf. Den høje skrænt rejser sig 17 m over havet, og fotograferet fra den rette vinkel, kan man ikke se de gamle rustne møller bag den.

Vi var kommet et stykke fra kysten, da vi passerede Klintehytten, så vi fik et fint indblik til den velplacerede hytte på toppen af klinten. Vores klubkammerat Kenneth er meget ivrig med at passe hytten.

De første skyer var begyndt at dække for solen, men vi fandt fint læ ved Bjørnebæk og nød frokosten. Jeg havde varm saft med hjemmefra og havde et par grovboller med ost og skinke fra bageren i Karrebæksminde. Lækkert!

Kysten ved Bjørnebæk er heller ikke at kimse af med sne og sol

Efter en kop kaffe var det tid at vende næserne og kajakkerne mod Karrebæksminde, og det gik raskt af sted med vind og bølger i ryggen.

Bølgerne kom dog fra irriterende 45 grader bagfra* og pressede hele tiden kajakken til højre - det er overraskende så lidt lyst kroppen har til at kante kajakken, når jeg sidder i bølger og 3 gr varmt (læs pissekoldt) vand - så på et tidspunkt lod jeg bare kajakken selv styre udad, og vendte så med passende mellemrum spidsen vinkelret på bølgerne og surfede af sted. Det var noget sjovere end at sidde og korrigere hele tiden.

*der er noget specielt med den vind-/bølgeretning, når kajakken ikke er er fuldt lastet med ferieoppakning. Lidt større eller mindre vinkel til vinden, og det går fint med at korrigere med finne, kantning, styretag, usymmetrisk benarbejde og og et enkelt bagror i ny og næ, men 45 gr dur ikke for mig i min ellers dejlige Tiderace XploreX, når den "kun" er lastet med lille mig og den obligatoriske last af sikkerhedsudstyr, varmt skiftetøj og en enkelt termokop.

Der var officiel åbning af den nye kaj i Karrebæksminde, med tale af klubkammerat og byrådsmedlem Per Sørensen. Det måtte vi lige have med fra søsiden

Og jeg kan nu prale af at være den første der lagde til kajen efter at snoren var klippet over. Imponatoreffekten er nok til at overse, men jeg ku' ikke lade være.

Det blev til 19 fede km på en fantastisk februardag.

Nattur

Onsdag aften havde jeg en aftale med Kim og Kenneth om at ro en tur. De to stakkels mennesker er aktive på arbejdsmarkedet, så de har ikke tid til at ro i dagtimerne. Så derfor ror de aftenture.

Der var dog ingen problemer ved klubhuset, hvor det automatiske lys fungerede upåklageligt. Kamereraet var ikke helt tilfreds med lysforholdene, men afgangen kunne dog dokumenteres.

Det kneb lidt mere, da vi godt hjulpet af en kraftig strøm snart var kommet ud på fjorden. Lysene fra Karrabæk kunne ses i fjerne.

Og der var enkelte sejlrendemarkeringer med lys.

Da vi ikke sejlede i renden tillod vi os at ro med slukkede lamper for ikke at blænde hinanden, men vi kunne dog se hinanden når vi roede forholdsvis tæt. På bare 50 m "forsvandt" vi næsten helt fra hinanden. Udturen skete både med strøm og en smule vind i ryggen. For at få lidt læ for vinden roede vi tilbage i læ af Borgnakkeskoven.

Strømmen kunne vi ikke gøre så meget ved, så da vi igen roede i kanalen, måtte vi arbejde.

Kajakkerne var glaseret af et fint lag is, da vi havde trukket dem på land, men ingen af os havde frosset. Tørdragter, uld, neoprenluffer, huer og pelshatte havde holdt os varme på turen

Det blev til 12 anderledes km

Endnu en surftur

Ugen efter Egon var vi igen på stranden ved Karrebæksminde. Denne var var vi Jens og undertegnede på - og i vandet - og Jan der fotograferede fra land.

Første mand på vandet var Jens - og første forsøg var i en rigtig surfkajak. Det var ikke den store succes, så næste tur blev i Tomas legekajak.

Det gik bedre og jens fik nogle fine ture i bølgerne efter nogle hårde ture ud gennem den ret voldsomme brænding.

Da Jens skulle have en pause, stak jeg til søs. 

Og fik tæsk i brændingen, som vi dog denne dag kunne kæmpe os igennem.

Bølgerne kom fra to sider, så det var svært at få gang i surfen uden for brændingszonen, men inde i skummet var der pænt gang i den.

Det var dog hård intervaltræning at kæmpe sig ud - få vendt spidsen mod land, fange en bølge, holde balancen i surfen, få vendt kajakken og kæmpe sig udad igen.

Vi måtte da også begge i land et par gange undervejs og få pusten.

Og det var ikke hver gang vi sad i kajakken når vi nåede stranden. Men ved at holde god afstand til molen og beskyttet hovedet med en hjelm, slap vi for større knubs.

Det var et par godt brugte roere, der efter en hektisk gang surf kunne pakke bilen og vende hjem. Tak til Jan for billederne.



Dramatisk tur ned ad Susåen

Kenneth og Kim havde iviteret til den traditionelle vinter/gløggtur en kold og blæsende januardag, men hele 12 roere trodsede vejret og mødte frem til turen.

Som sædvanlig satte vi i ved Fuglebjergbroen, og da vandet stod pænt op på engen var der ingen problemer med at komme i kajakerne og ud på åen.

Den problemfri roning blev dog hurtigt afløst af lidt drama ved betronbroen ved Stridsmølle. strømmen fik fat i Michaels kajak, og pludselig lå han i vandet med kajakken kilen fast under broen. Kolbe fik fisket ham op, og da Michael havde tørdragt på blev han hverken våd eller kold, og tog i det hele oplevelsen med godt humør.

Vi andre trak over land - eller det der plejer at være land - og roede videre efter en lille limbotur under hegnet.

Strømmen førte os lystigt videre ned ad åen uden de store problemer. Der var dog nogle steder pæn modvind, og så måtte der arbejdes - både for at komme fremad, men også for at holde kajakkerne på ret kurs. Der var flere steder modstrøm langs bredderne, og så kan selv en 5,5 m lang kajak hurtigt blive snurret rundt. Mere om det lille problem senere.

Ved Holløse kunne overbæringen ske langt for den lille bro ved rampen. Vandet gik op til dæmningens bagside.

Ved det officiele overbæringssted var der en del diskussion om den videre tur frem. Dels skulle malmstømmen ved overløbet passeres, og der var en del tvivl om der var luft nok under broen til at ro under den.

Jeg roede over åen og engnene og gik i land ved landevejen. Det var der flere andre der også gjorde.

Men der var selvfølgelig nogle der skulle lege lidt i det hvide vand - og de kunne faktisk komme under broen bag det.

I den kraftige strøm bag broen demonstrede Kolbe færning på tværs af åen ved at kante kajakken og ro fremad i strømmen.

Måske skulle han have brugt teknikken lidt senere, da vi side om side roede videre. Jeg roede i siden modsat et væltet træ og slap forbi det, men strømmen fik fat i Tomas kajak - og så var han ufrivilligt i gang med den ædle kunst at klatre i træer i havkajak. Det ved jeg af egen erfaring ikke er let, og det har en gang kostet mig et par helt nye briller.

Man kan vel sige at træet vandt. Jeg fangede Tomas vanter der var revet af fordækket - og Tomas kom lynhurtigt op i kajakken igen med en cowboyredning. Også han var glad for sin tørdragt, men havde fået en barsk lektion i strømmens kraft, og i hvert fald lært at det er vigtet at give hinanden plads og i god tid styre uden om forhindringer.

Turen gik videre mod sit højdepunkt. Gløgg og æbleskiver ved shelterne ved Ganges Bro. Der var venlige folk på land, der havde tændt bål og varmede gløgg da vi gik i land. Belært af tidligere ture fiskede vi tæpper, dunjakker, keddeldragter mm op af kajakkerne og nød pausen og lækkerierne.

Vejret viste nu at det var vinter.

Men med sådan en servering kan en flok barske kajakroere nok stå imod lidt sne og blæst.

Alt godt har en ende, og vi var flere der der var glade for at have tørre vanter at tage på efter pausen. Jeg var lige ved at drive ind i et træ, og i "panikken" med at slippe væk, tabte jeg min ene hanske i vandet. ØV! Men heldigvis havde jeg et tredie sæt rohandsker i daglugen og kunne snart sidde at nyde tørre og varme hænder. Ved vinterroning gælder det i den grad om ikke at gå ned på udstyr.

En ekstra bro til samlingen blev det sandelig også til. Godt nok kun en midlertidig arbejdsbro i forbindelse med bygning af en større bro til den nye ringvej rundt on Næstved - den glæder jeg mig til at erobre.

Ved Herlufsholmbroen tog strømmen fusen på os igen. Ole kom lidt skævt hen imod en af buerne, og lynhurtigt sad han kajak fast mod bropillen. Ole måtte ud af kajakken og drev ned ad åen til en intetanende skovtursvandres store undren. Han kom tilbage, og det lykkedes ham at gå ud til kajakken og får vristet den fri. Det tog lidt tid, og var en klar demonstration af vandets store kraft.

Længere ned erfarede vi senere var endnu en roer blevet fanget af en gren og havde fået trukket kajakken væk under sig. Også han var kommet op i båden igen, og snart var vi alle samlede ved kanohuset.

Det var en flok roere med nuvunden respekt på Susåens kraft der efter lidt logistisk arbejde med at hente biler og trailer, der tog tilbage til klubhuset til eftersnak/-grin, kaffe og kage.

 

17 herlige og dramatiske km. Som Susanne sagde: "Det bliver helt kedelig at komme en tur på fjorden efter denne tur"!



Ude og lege med Egon

Som en af mine gode rovenner Jes siger, har galskab mange ansigter. Et af dem viste sig i dag da Jens, Tomas og jeg tog kajakker på taget og kørte til Karrebæksminde for lege med stormen Egon. Det blev stor mundfuld, og allerede på stranden kunne vi konstatere at det ville være uforsvarligt at prøve at slippe ud i den kraftige blæst i havkajakker.

Tomas havde heldigvis taget en lidt mere lege-dygtig kajak med, så vi alle nogle ture.

Tomas tog den første tur og kom fint af sted. Han kom dog ikke ret langt ud, og da han kom tilbage, fortalte at at det var umuligt at komme længere ud. Trods den lille kajak, blev han hele tiden slået tilbage af bølgerne. Så var det min tur til at prøve, men det blev en kort tur. Mit spraydæk røg hurtigt af, og i løbet af et par bølger var kajaken fyldt med vand.

Jens var næste mand, og hjulpet af Tomas, kom han fri af kysten...

..og blev ramt af de første bølger.

 Han kom igennem i fin stil, og måtte gøre samme erfaring som Tomas. Det var umuligt at komme ret langt ud.

Det gik næsten nemmere at komme ud til fods. Teknikken var at hoppe, når der kom en bølge, og så skynde sig videre.

Da Jens havde racet af, var det Tomas tur igen. Han slap lidt længere ud og fik nogle fine bølger at lege i. Det er svært at vurdere bølgehøjden, når man er midt i det, men ovenstående billede har fanget en af de store bølger kort før den brækker ned over Tomas.

Gang i den.

Da Tomas havde muntret sig, var det min tur igen. Med et andet spraydeck gik det fint, og med cykelhjælmen godt spændt fast og lidt sommerfugle i maven jeg roede  ud gennem bølgerne. 

Helt inde ved stranden var bølgerne ikke så store.

Der var desværre ingen fodspark til mine lange ben i kajakken, så den eneste mulighed for at sidde fast i cockpittet var at stramme op i lårene. Det statiske muskelarbejde var hårdt, men med små afslapninger mellem de brækkende bølger kunne jeg holde syren lidt på afstand. Den lille kajak var dejlig levende og kunne vende på en femøre. Det var der også brug for, når man røg lidt skævt ud af bølgerne.

Det blev til nogle ture til os alle tre - både i kajak og til fods i tørdragterne. Der var ingen af der væltede i bølgerne, og vi kunne samstemmende fortælle at vi havde følt os trygge ved at ro i bølgerne.

Jeg prøvede at bodysurfe et par gange, og bortset fra at det var meget koldt på hovedet - trods balaclava og hætte - var det en positiv oplevelse at være længere tid i vandet uden at blive kold og afkræftet. Under tørdragten havde jeg uldundertøj og neopren/fleece Long Johns. En redning havde ikke været muligt under disse forhold, men skulle det ske at jeg en dag vælter (er sket 2 gange for 8-9 år siden), ved jeg at jeg har tid og kræfter til en redning, hvis rullet svigter.

Så er rosæson 2015 i gang

Det blev til en herlig solskins/mørke tur rundt om Lindholm sammen med Jens og Tomas.

12 km