onsdag den 22. august 2018

Rønne Å

Det havde blæst voldsomt fra vest et par dage så isætning fra den flotte strand ved Ängelhom i Skåne var ikke mulig, men onsdag morgen var det helt stille så 6:30 satte jeg min Black Pearl i vandet og roede de 2 km over til åens udløb for at ro en tur op i den.
Åen løber ud i bugten mellem Kullen og Hallandsåsens halvø mellem to lange moler, og så snor den sig efter en stor lystbådehavn bred og mægtig op gennem byen.
Jeg skulle dog et par km op ad før byen tonede frem. I første omgang i form af en række luksushuse på den ene bred. Efter yderligere et par km blev det mere og mere bymæssigt, men stadig lå åen med træer eller parker langs bgge bredder.

Der var mange broer, men fjolset med pagajen havde glemt kameraet, så de må komme senere.

19 km blev det til

Og her er broerne så - fundet på nettet

 







lørdag den 18. august 2018

Begyndertur

Jesper og jeg havde en flok begyndere med på tur. Vi trænede roteknikker tilligeudroning uden finne. Turen gik rundt om Lindholm.
12 km

Onsdagstur

12 m/k roede en tur til Karrebæksminde. Der igen var pæne bølger uden for molehovederne, men det gik fint med et stort sving ud i dem.
17 km

mandag den 13. august 2018

Gammelåen, Gavnø rundt og Karrebæksminde

Der var en frisk vind denne søndag, så det var tid at tjekke om lugedækslet med Captain Jack Sparrow kunne forhindre det værste sprøjt fra lugekarmen på min Black Pearl.
Inden jeg kom ud til bølgerne skulle jeg dog lidt igennem. Jeg satte i vandet i Gammelåen - det fortrød jeg hurtigt - den stank. Jeg roede dog videre fik skyllet mig selv og båd af i en gevaldigt regnvejr.
Det varede dog ikke længe, og snart nåede jeg spærringen over åen. Et kloakprojekt har næsten lukket for gennemstrømningen - måske lidt en medvirkende årsag til stanken over åen. Der er dog gravet en kanal og lavet en mulighed for at slippe under kloakrøret.
Vandstanden var bare så lav at jeg måtte ud og bære kajakken rundt i svinget. Man må håbe at kommunen får lavet en noget bedre mulighed for at komme forbi!

Gavnø Slot blev passeret, ligeså Fladstrand. Og så mødte jeg vinden da jeg var kommet gennem Karlsgab. Krappe bølger overskyllede dækket, og jeg blev ikke plasket til i vand. Rart med en succesoplevelse, og kaptajnen pynter på kajakken!

Jeg fortsatte til Karrebæksminde hvor jeg blev mødt af en meget kraftig strøm i kanalen. Broen blev dog passeret og jeg roede ind i lystbådehavnen hvor jeg gik i land for at hilse på Kolbe, der var på Enø for at træne. Han var der ikke.

I kajakken igen og videre. Jeg roede ud gennem lystbådehavnen, og så så pludselig Kolbe og Maria på vej ud mellem molehovederne. Jeg fik indhentet dem, og det viste sig at de havde trænet teknik ved DUI stranden.
Det blev til lidt billeder mellem og ud for molehovederne inden vi roede tilbage. 
I kanalen fortsatte de deres træning med roning på hovedet, at stå op i kajakken, forsøg på synkronhåndrul mm.

Efter Rotteøen sagde vi farvel til hinanden og aftalte at få os en tår kaffe i klubhuset.
Vi nåede tilbage nogenlunde samtidig. En god strøm og rygvind (der desværre havde lagt sig lidt) hjalp til at jeg nåede NKC på 50 minutter.
Jeg snuppede et par rul for enden af kanalen.
Der sejlede en stor oliepøl rundt i kanalen - øv!
Gik i land efter 22 km

fredag den 10. august 2018

Begyndertur med Jacob

Jacob havde arrangeret begyndertur i NKC med temaet: Brug af finne. Inden turen tegnede og fortalte Jacob om kajakken og den måde fart, vind og finne påvirker kajakken.
Det var en større flok der gik på vandet, og med baglænsroere og en del motorbåde på kanalen, var der lidt "rod". Jeg samlede flokken og fortalte hvordan vi bør forholde os - orientere os, ikke krydse over kanalen lige foran andre, holde os inde i højre side i forhold til roretningen og ellers passe på os selv.

Efter samling ved kanalmundingen og instruktion fra Jacob roede vi i pæn sidevind med og uden finne - alle fandt vist ret hurtigt ud af hvor vigtig den korrekte indstilling af finnen var for ligeudroning. Herefter stod den på modvindsroning.

Flere havde problemer med at dreje kajakkerne op mod vinden, og jeg fortalte et par stykker, at de ikke skulle prøve at rotere kajakken med forlæns og baglæns rotag, men i stedet få noget fart i kajakken så spidsen kunne bide sig fast i vandet ved kun at ro med fejetag i den ene side og gerne kante lidt - og så lige huske at få finnen op. Hele tre ting på en gang - men det hjalp!
En Baffin kajak havde problemer med snoretrækket til finnen, men med hjælp af en schweizerkniv med indbygget skruetrækker fik vi fikset en nødreparation.
Vi holdt en lille pause i læ foran Gavnø inden turen gik hjemover i medvind. Det gik fint, Finnen ned og af sted - medvind er en herlig ting
Jacob, Henrik og jeg nuppede et par rul, da vi nåede tilbage til kanalen.

10 km

torsdag den 2. august 2018

Indkøbstur

Torsdag morgen var det det tid for en lidt længere tur. Jeg roede fra stranden ved campingpladsen ve 7:30 tiden. Kattegat var spejlblankt og ikke en vind rørte sig. Der var allerede flere der var nede ved stranden og få sig en dukkert. Jeg fik en snak med en badegæst der indledte med: "Den er da ikke hjemmebygget!" Det kunne jeg ikke lade stå så jeg fortalte at det var den, og så fik vi os en lille kajaksnak. Badegæsten var selv kajakroer og han roste min perle. Rar fyr.

Jeg blev mødt af lidt strømsøer da jeg roede ind i sundet mellem Hundested og Rørvig, men ikke noget jeg ikke var tryg ved. Rørvig blev nået, og da jeg kunne se at fiskehandleren snart åbnede, ventede jeg på det og købte lidt fisk med retur. Det var en god fiskehandler, så der blev trukket 349 kr på kortet.
 Da jeg roede hjemad var det blæst op - desværre modvind. Det gav lidt bølger, og da strømmen langs stranden også var overraskende kraftig måtte jeg arbejde en del. Det gjorde ikke noget for armene, men min lyske er udfordret af det lave fordæk på perlen, så det blev en lang tur, og jeg var nødt til at gå i land et par gange og få strakt kadaveret.
Da jeg kom retur efter 24 km stod fruen heldigvis på stranden - hun var bestilt - og hjalp med at bære kajakken op til den faste vej. Herfra kunne jeg trille kajakken på vognen.

Kort tur ved Rørvig

Jeg roede en aftentur på en times tid ved Rørvig

7 km

fredag den 27. juli 2018

Enø rundt

Fredag var det tid til en lidt længere tur i Black Pearl'en. Der er ikke så meget plads i kajakken, så specielt et par sener i lysken er på hårdt arbejde, når jeg sidder i den. De skal nok vænne sig til siddestillingen, så for at træne dem roede jeg de 25 Enø km rundt.
Jeg gik i land ved Enø Lejren, der er et gammelt lejrskolested Næstved Kommune har købt og som er ved at blive sat i stand af en gruppe frivillige.
Det er ikke det nemmeste sted at komme i land, når man helst ikke vil støde på for mange sten, men i det gode vejr gik det ret smertefrit.
Enølejren ligger smukt med fantastisk udsigt over Overdrevet og bugten
- helt klart et sted der er et besøg og en overnatning værd.
Jeg fik vinden i ryggen da jeg var kommet gennem indsejlingen mellem Enø og Dybsø, så jeg satsede på at drive ind over det lave vand. Det gik lige - det er en stor hjælp med rygvind, for det er næsten umuligt at ro i 10 cm vand.

Fra Gavnø og til kanalen var vinden også lige i ryggen, og med ganske få kræfter kunne jeg følge de små fjordbølger - ikke noget surf - men et behageligt glid i kajakken.

Turen sluttede som sædvanlig med et par rul inden kanalen.

Dagtur til Vesterhave

Roede med onsdagsholdet til stranden ved Vesterhave - det blev til mange rul undervejs for at holde hovedet koldt i det varme vejr.

Blommehaven

På vej til Skagen boede vi et par dage på Blommehaven Camping lidt syd for Århus. Det blev til en enkelt tur på det flade vand. Det lykkedes at se vandflyet der flyver rutefart mellem Århus og København,
 Det er en flot tur langs den skovbeklædte klint både nord og syd for campingpladsen.
PS billederne er taget med min nye Spark fotodrone - mere fra den senere.