Fredag var det tid til en lidt længere tur i Black Pearl'en. Der er ikke så meget plads i kajakken, så specielt et par sener i lysken er på hårdt arbejde, når jeg sidder i den. De skal nok vænne sig til siddestillingen, så for at træne dem roede jeg de 25 Enø km rundt.
Jeg gik i land ved Enø Lejren, der er et gammelt lejrskolested Næstved Kommune har købt og som er ved at blive sat i stand af en gruppe frivillige.
Det er ikke det nemmeste sted at komme i land, når man helst ikke vil støde på for mange sten, men i det gode vejr gik det ret smertefrit.
Enølejren ligger smukt med fantastisk udsigt over Overdrevet og bugten
- helt klart et sted der er et besøg og en overnatning værd.
Jeg fik vinden i ryggen da jeg var kommet gennem indsejlingen mellem Enø og Dybsø, så jeg satsede på at drive ind over det lave vand. Det gik lige - det er en stor hjælp med rygvind, for det er næsten umuligt at ro i 10 cm vand.
Fra Gavnø og til kanalen var vinden også lige i ryggen, og med ganske få kræfter kunne jeg følge de små fjordbølger - ikke noget surf - men et behageligt glid i kajakken.
Turen sluttede som sædvanlig med et par rul inden kanalen.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar