Jacob havde arrangeret begyndertur i NKC med temaet: Brug af finne. Inden turen tegnede og fortalte Jacob om kajakken og den måde fart, vind og finne påvirker kajakken.
Det var en større flok der gik på vandet, og med baglænsroere og en del motorbåde på kanalen, var der lidt "rod". Jeg samlede flokken og fortalte hvordan vi bør forholde os - orientere os, ikke krydse over kanalen lige foran andre, holde os inde i højre side i forhold til roretningen og ellers passe på os selv.
Efter samling ved kanalmundingen og instruktion fra Jacob roede vi i pæn sidevind med og uden finne - alle fandt vist ret hurtigt ud af hvor vigtig den korrekte indstilling af finnen var for ligeudroning. Herefter stod den på modvindsroning.
Flere havde problemer med at dreje kajakkerne op mod vinden, og jeg fortalte et par stykker, at de ikke skulle prøve at rotere kajakken med forlæns og baglæns rotag, men i stedet få noget fart i kajakken så spidsen kunne bide sig fast i vandet ved kun at ro med fejetag i den ene side og gerne kante lidt - og så lige huske at få finnen op. Hele tre ting på en gang - men det hjalp!
En Baffin kajak havde problemer med snoretrækket til finnen, men med hjælp af en schweizerkniv med indbygget skruetrækker fik vi fikset en nødreparation.
Vi holdt en lille pause i læ foran Gavnø inden turen gik hjemover i medvind. Det gik fint, Finnen ned og af sted - medvind er en herlig ting
Jacob, Henrik og jeg nuppede et par rul, da vi nåede tilbage til kanalen.
10 km
fredag den 10. august 2018
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar