Den første weekend i august tog jeg på fisketur sammen med min søn Martin, min svoger Knud og hans søn Søren på Tystrup Sø. Vi kørte mine kajakker og en lånt kano fra NKC til Kongskilde, hvor vi etablerede lejr på Skov og Naturstyrelsens dejlige plads.
Det blev til et par dejlige dage med hygge og fiskeri. Søren og Knud fik efter de første vakleture styr på den noget levende kano, mens Martin fiskede fra min Blackwater og jeg fra min Touryak.
Det regnede den ene aften, men inden turen havde jeg klippet oversejlet fra et gammelt Harald Nyborg telt op til et oversejl. Med diverse stænger, grene og en del snor hang det fint over vores hoveder og gav læ,
og Knud sørgede for at der trods regnen var gang i bålet.
Drengene tog bilerne hjem - de havde andre ting at se til om søndagen,
men Knud og jeg tog den sidste dag med. Vi pakkede lejren ned, stuvede det hele i kanoen og roede i løbet af dagen til Næstved, mens vi fiskede undervejs - her fangede Knud turens største gedde.
Vi så mange fugle på turen. Der er selvfølgelig store mængder ænder og gæs ved Tystrup Sø, men om aftenen blev søen invaderet af måger. Det er lidt svært at se på aftenbilledet, men der ligger flere tusinde måger på vandet.
Vi så også en isfugl og en havørn.
Godt vindblæste - og jeg med en vabel i den ene hånd - nåede vi til Næstved og blev hentet af Søren.
Turlængde 42 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar