onsdag den 11. juli 2012

I høj sø rundt om Dybsø

Hjemkommet efter en uges ferie på et bjerg i Tyskland, trængte jeg til en tur i kajakken. Jeg fik lokket Kurt på en tur til Svinø. Undervejs så vi en måge – tydeligvis af hunkøn – meget larmende skræmme en mange gange større havørn væk.

Kurt så for første gang klubbens grund, der ligger tæt på den lille lystbådehavn, hvor vi går i land på en lille strand, når vi besøger stedet. På pladsen er der en bålplads, masser af plads til telte og en lille bygning med toilet.

Vi fik lidt at spise og en kop kaffe inden turen gik videre. Der var meget kraftig strøm indad, men vi fik krydset den og kom hurtigt over til Dybsø. Her mødte de pænt store bølger – ca 1 m høje – strømmen, og i forbindelse med et stenrev gav det sjove roforhold.

Snart var vi forbi revet og bølgerne fik en mere regelmæssig karakter  De var stadigvæk høje, så vi koncentrerede os om roningen og snakkede ikke så meget.

Vi snakkede dog om at bølgerne ved molerne i Karrebæksminde ville give nogle grimme refleksbølger, så vi valgte at ro ind på fjordene mellem Dybsø og Enø. Der er ret lavvandet ud for ”hullet”, og det gav en voldsom brænding i et ret bredt bælte. Vi spottede et sted med lidt mindre skummende vand end som det var mest og satte kursen mod det. Pga det lave vand skulle vi ikke surfe, men i stedet bare sørge for at brændingen ramte os ret bagfra og at bølgerne gled under båden.


Det var for nu at sige det kort skideskægt at ro i, men lidt vanskelige forhold at fotografere under. Derfor fik jeg kun taget billeder på det mest lavvande stykke, hvor bølgerne havde lagt sig en del.


Vi slap begge igennem uden at vælte – meget godt gået af Kurt der kun har roet kajak i et par måneder.

Tilbage i det rolige vand på fjorden satte vi kursen mod Lindholm. Men inden vi rundede øen og satte kajakspidserne mod klubhuset, holdt vi en lille pause på Enø og fandt lidt frugt og andet godt frem fra lugerne.

Turen blev på 29 herlige km.

Ingen kommentarer: