onsdag den 25. september 2019

Ore Strand

Under et campingbesøg på Ore Camping blev det til et par roture.

Den første tur gik langs med kysten mod Knudshoved Odde og retur. Det var sidst på dagen og vejret var fint.
Jeg havde rygvind på udturen, og solen nærmede sig så meget horisonten at der var en flot glød over landskabet.

Langs dele af kysten går skoven helt ned til vandet, og det skaber nogle flotte scenarier.
Som her hvor rodnettet fra en klynge bøgetræer hænger halvt ude i luften.

Modvinden hjemad var ikke så slem, så hastigheden på hjemturen var den samme som på udturen. det blev til 12 km afsluttet med et rul.
Den anden tur var i et noget andet vejr. Det var ret tåget og med svag vind. Turen gik mod Vordingborg, og bød på en ny bro til albummet med underroede broer - denne er nr 122.
I anledning af togforbindelsen sydpå har Bane Danmark bygget en ny jernbanebro ved siden af den gamle Masnedøbro. På øen er der også godt gang i forberedelserne til bygning af den nye Storestrømsbro, og jeg var sammen med min svoger inde og se et besøgscenter der lige var åbnet. Har man interesse i ingeniørteknik er stedet absolut et besøg værd.
Jeg roede videre og stak lige kajakspidsen ind i indløbet til Vordingborg, inden jeg vendte om og roede mod østspidsen af Masnedø.
Det gav en længere rotur over nogle meget lavvandende områder ud for Oringe halvøen og ved Masnedø.
Og det gav en behageligt gensyn med den gamle Størestrømsbro, som man faktisk får en del at vide om på føromtalte besøgscenter - bla. er der en del film fra byggeriet og åbningen af den. I dag er broen flottest på lidt afstand - en køretur over den viser hvor slidt den er. godt der er en ny på vej.
Den ser man ikke meget til endnu, men der bliver godt nok bygget på Masnedø, hvor en hel fabrik bliver stablet på benene for at lave bro piller og-fag.
I den store hal skal de 73 m lange brofag støbes, og der bliver plads til 4 under tag af gangen. Når de er færdige skal de gule kraner løfte dem over på en pram der sejler dem ud til broen.
Det er meningen at der skal færdiggøres og monteres et fag hver 14. dag - det bliver spændende at se og skal helt klart følges fra kajak på en tur eller to i fremtiden.
Masnedø er andet end brobyggeri. Der er også anlagt en havn der på de dage jeg var i Vordingborg blev anløbet af 4 skibe. Det viste af dem var helt klart det grimmeste.

Turen blev på 12 km

Ingen kommentarer: