onsdag den 22. april 2015

Træningstur

I år skal der trænes, så på dagens 60+ tur valgte jeg at træne rul, div styretag, sideforflytning mm. Det blev til flere rul, men også en enkelt egenredning :-)

Vejret var fantastisk, så jeg lader billederne tale.

 Lækkert forårsvejr
 og spejlblank kanal
 Solen skinnede meget trods en del skyer
 Der var mange edderfugle på fjorden
 Ikke verdens bedste billede, men edderfuglen er en meget flot fugl, jeg altid nyder at se.
 Udsigten mod Vesterhave, hvor jeg rullede i det klareste - men stadig skidekolde - vand
En fiskerbåd fik broen op - og så skulle han da vist lige se om han ku' vælte en kajak og gav fuld gas. Hans forehavende lykkedes ikke, men sikke bølger han fik gang i i den stærke strøm.
Der var mange tusinde gæs på Lindholm. Billedet er fra sydsiden. på nordsiden var der mange flere. Men generelt mange forskellige fugle som gravænder, viber, strandskader, terner, grågæs, regnspover, måger og småænder som jeg ikke kender.
Tjørnen står i fuld flor og dufter dejligt

21 km

Klubtur Kalvehave Jungshoved

Søndag tog NKC på tur til Kalvehave hvorfra vi roede til borgruinen ved Jungshoved Kirke og retur.
Efter lidt transport lå kajakkerne klar på stranden øst for Kalvehave
 Efter instruktion om at holde sammen var alle snart kommet på vandet
 Vandet var nærmest spejlblankt da vi roede af
Billedet viser den højeste søgang vi oplevede - og det var lige til at klare
Snart kunne madpakkerne indtages ved borgruinen på Junghoved
Nogle gik på lidt sightseeing, men andre slappede af i den dejlige forårssol
Men en lille gåtur i området kan også varmt anbefales
På hjemturen holdt vi kaffepause - og det er altid en fornøjelse med NKC. Jeg havde drukket al min kaffe, men andre bød flittigt på kaffetår og kage. MUMS!
Det er nogle gange spændende at gå i land i de små havne
Solskin og hyggeligt havnemiljø
Tilbage ved Kalvehave var vi lige en lille flok der skulle ud og kigge på den flotte Dronning Alexandrines Bro
Broen har gennem de sidste år gennemgået ret meget vedligeholdelsesarbejde, så vi var trygge ved at den ikke ramlede ned i hovedet på os.
Som Kunfutse ville have sagt: "Stor bil lærer lille mand at kravle!"

Skøn tur i flot vejr.

22 km

Se billederne her

torsdag den 16. april 2015

Vend om tur med sild

Som noget af en kontrast til min sidste rotur i fantastisk forårsvejr var det denne dag regnfuldt, koldt og blæsende. men vi var et par stykker der havde aftalt at skulle på vandet, og jeg havde taget rygeovn og slevfangede høstsild med.

Hele vejen ud gennem Kanalen havde vi vi vinden lige i næsen, så for at komme lidt i læ af Gavnø drejede vi til venstre og roede langs Gavnøs kyst. Det gav anledning til at sidde og nyde fuglelivet. Der var grågæs, gravænder, viber, en ørn og flere mindre fugle der var totalt uigenkendelige med våde briller.
Efter at have roet under broen ved Gavnø, fik vi igen vinden lige forfra. Der er lidt læ på Fladstrand, som området hedder, men vi kunne godt regne ud at efter Karlsgab ville den stå på strid regnfuld modvind, så vi kiggede lidt på hinanden og blevet enige om at vende om.

Vi havde snakket lidt om at tage sildene ved shelterne for enden af kanalen, men det var så koldt at vi prioterede et varmt bad og et opvarmet klubhus højere end friluftslivet og roede direkte tilbage til klubben.
Kajakkerne blev lagt på plads, sildene sat til rygning og vi nød de varme brusere. Snart var der dækket op og de nyrøgede sild blev nyt ledsaget af lidt godt øl.
11 km blev det dog til på vandet.

mandag den 6. april 2015

Solskin på Fjorden

Efter en længere pause kom jeg igen en tur på vandet.
Sammen med Jes roede jeg en rekonvalsenstur til broen ved Gavnø.
Vejret var strålende - endelig er foråret kommet - med en svag østlig vind.
Over Gavnø han en masse drage-rovfugle der var hængt op i nogle høje stænger. Vi snakkede lidt om de var for at skræmme gæs væk fra markerne, men vi så en del gæs på jorden ret tæt ved "rovfuglene" så de virkede tydeligvis ikke voldsomt skræmmende.
Intet er sprunget rigtigt ud, men i den varme sol var det lækkert at sidde og nyde endelig at sidde i sin kajak igen. Forbi Gavnøbroen havde vi et fint indkig til baronens højbane der gemmer sig i trækronerne - efter sigende en fin oplevelse.
Turen hjem gik via Gammelåen
Rolængde 10 km

mandag den 30. marts 2015

Svømmehal

NKC var i svømmehal for sidste gang denne sæson. Der blev leget, trænet redninger, drukket kaffe, spist kage og sidst men ikke mindst blev der rullet. Og jeg vil nu vove den påstand at jeg kan rulle. Efter intens træning med forskellige instruktører og med padedlefloat lykkes det mig nu hver gang at rulle op med min hjemmesnittede grønlandsåre - uden andre hjælpemidler. Det viser at der er håb for selv den største tumling.

Se en lille video her

søndag den 8. marts 2015

Lille hyggetur

Fredag havde jeg en aftale med Jens og Tomas om en formiddagstur. Jeg blev desværre syg, men Tomas og jeg tog af sted på en lille tur. Tomas var kaldt på arbejde kl 1, så vi havde efter kaffen i klubhuset kun et par timer at ro i.
Det blev et par herlige timer. Det blæste en del, så vi søgte i læ af Gavnø, og kunne konstatere at der stadig var en del gæs. Og en havørn fik vi da også at se i luften. Inde på Gavnø løb en flok rådyr rundt, og for at toppe naturoplevelsen så vi en flok på 8-9 hejrer lette fra sivene og flyve ind over os.
Så trods en kort tur Ydernæs rundt og lige et kig på Gavnø fik vi en masse oplevelser - og fik roet 9 km - de sidste par stykker ind gennem Gammelåen.

søndag den 1. marts 2015

Solskinstur

Lørdags vejrudsigt så lovende ud, så da muligheden bød sig for en kajaktur,ringede jeg lidt rundt - og snart havde jeg fundet en romakker i Jesper, der allerede var i klubben. Snart var vi på vandet og roede ud ad kanalen i solskin og lidt modvind.

Vinden var i sydvest, og så kan det bedst betale sig at ro rundt om Gavnø med øen på højre side. Det giver lidt læ undervejs, og hele hjemturen bliver med vinden i ryggen.

Jesper mente vi skulle ud og se ørne, og der gik ikke lang tid før en ørn fløj over fjorden foran os. Den landede på Gavnø bag Gødsholmen og havde tilsyneladende selskab af en anden ørn. Vi listede os lidt nærme i læ af holmen, men inden vi nåede frem havde en krage jaget den ene ørn op. Vi så ikke den anden, men den kan være fløjet den anden vej.
Den lettende ørn fløj ind over Gavne og passerede en flok gæs. Og så kan det da nok være at der kom gang i den. Alle gæssene lettede og fløj en omgang rundt lige foran os. Blandt gæssenes evindelige skræppen kunne vi høre en konstant baggrundsstøj af vingesus, og sammen med synet af skønsmæssig et par tusinde gæs var det en mageløs oplevelse. Gæssene lande og lettede et par gange inden de faldt til ro. Jesper og jeg sad i kajakkerne og så betaget til.

Da showet stoppede fortsatte vi vores tur. Vi så en havørn i luften et par gange inden vi blev mødt af ret kraftig modvind ved Karlsgab. Kursen blev sat mod Enø, hvor vi ville holde en lille kaffepause, og da vi nåede frem skinnede solen igen, vi var i læ, der var et bord/bænksæt - livet var skønt.
Vi klarede dog at få kajakerne i land uden at bruge det imponerende rustne trækspil.
Vi lod os varme af solen et godt stykke tid, inden vi satte i vandet igen og roede hjemad med vinden i ryggen. På vandet og i luften var der hvinænder og blishøns.

Det blev til 17 dejlige km

mandag den 23. februar 2015

En weekend i kajakkens tegn

Tur til Avnø

Weekenden stod på en del kajakkeri. Lørdag søndag havde jeg en aftale med Tomas og Jan om en overnatningstur til Avnø, og søndag eftermiddag skulle vi i svømmehal. Jeg har meldt mig til et EPP3 kursus og må se at få et rul på plads.
Lørdag lidt før middag mødtes jeg med Tomas i NKC. Vi pakkede kajakkerne på taget og kørte til Svinø. Her mødtes vi med Jan, der var roet fra Enø. Oppakning til overnatningsturen kom hurtigt i kajakkerne - det er tankevækkende at kajakken er lige så fyldt til en enkelt overnatningstur om vinteren, som til en 10 dages ferietur om sommeren - nå, en god brænde var der dog også taget med.
Vi havde snakket om at ro en tur over til Knudeshoved Odde lørdag eftermiddag, men med en frisk blæst fra øst ville en rotur skulle afsluttes med en ordentlig omgang modvind uden mulighed for læ.
Det var derfor ikke svært at blive enige om at ro lige ned til shelterne i Nokkeskoven. Det var ret højvandet, og der var ikke mange sæler at se på stenene ud for Naturcenteret, men alligevel gik der ikke længe før de nysgerrige dyr stak hovederne op af vandet rundt om os.
Kulde og vind eller ej. Det er altid hyggeligt at hilse på de plettede sæler i Avnø Fjord. Og denne gang var der en sæl der lavede en lille opvisning - flere gange sprang den op af vandet og landede med store pjask. Den slags har jeg kun set to gange tidligere - når en flok sæler har jaget en stime fisk
Efter mødet med sælerne satte vi kursen mod shelterne. Der var nu ikke så meget læ ved dem. Vinden stod lige ind på den lille lysning hvor de står, men vi havde ikke telt med og indrettede os i det ene shelter. Tomas bror Sven dukke op med en kæmpe rygsæk toppet med en skummdras og sluttede sig til os.
Sven hev mange godter op af oppakningen. Specielt pandekager med marcipanroulade og flødeskum faldt Tomas for.

Kort efter kom 3 vandringsmænd og en hund og slog sig ned i det andet shelter. Godt at se at vi ikke var de eneste tossede mennesker på Sydsjælland!

Der var et par timer til spisetid, så vi gik en tur op til Naturcenteret. Det er et hyggeligt sted der absolut kan anbefales at besøge. Der er udstillet en masse udstoppede fugle og er en lille udstilling om den gamle flyvebases historie. Ved centeret dukkede Thomas og hans hund Uffe op. Thomas havde ikke tid til at ro med, men ville gerne have naturoplevelsen med.
Det blæste ubarmhjertigt koldt ved shelterne, så vi krøb i ly bag det ene og riggede et bord og et lille bål til. Det var blevet tid til en kop kaffe. Der var stor efterspørgsel på den varme drik, så min kaffemaskine var flittigt i brug.

Da det ikke er nogen termokande, var der også stor efterspørgsel på den. Den var genial god at varme luffer med indhold af kolde fingre på.
Kort efter ankom Linda. Hun havde medbragt spagetti og kødsovs i termoboks, så pludselig stod den på varm mad. Lækkert.
Maden blev nydt med en kold øl - og så stod den ellers på varm kaffe igen. Nogle toppede den op med whiskey og flødeskum. De så ud til at nyde det.
Jeg kan ikke længere lide whiskey, så jeg holdt mig til kaffen.
Ved 10-tiden gik Linda tilbage til sin bil, og vi andre krøb i poserne. Der står 0 grader på min pose, så jeg beholdt uldundertøj og fleece-fedtmule på, inden jeg iklædt pelshue kravlede ned i den. Og det blev en kold og stormfuld nat. Undervejs tog jeg en fleecejakke på, men det kneb stadig med at holde varmen. Jeg sov dårligt og vågnede flere gange - det var kulsort og vinden buldrede i træerne - meget ubehageligt.
Endelig blev det lyst og vi kunne stå op. Det blev det ikke mindre koldt af, men bål, tøj, tæpper, lidt aktivitet og varm kaffe gjorde dog det hele lidt mere behageligt. Men det er godt nok første gang at jeg har spist morgenmad med luffer på.
Efter morgenmaden pakkede vi kajakkerne, og det var med lidt gru vi så frem til at skulle tage meget af det varme tøj og og kravle i tørdragterne. Det var nu slet ikke så slemt - tørdragter er ikke kun tørre, de er også vindtætte :-). Og efter et farvelbillede taget af Sven, satte vi i vandet og roede godt hjulpet af en heftig medvind tilbage til Svinø, hvor Tomas og jeg sagde farvel til Jan, der roede hjem.

Det blev 15 km fin roning, hyggeligt lejrophold og en p....kold nat i shelter.

I svømmehal

Da vi kom tilbage til NKC var trailerpakning af kajakker til svømmehallen godt i gang, så vi fik hurtigt vasket vores kajakker og kørte til svømmehallen.
Her stod den på tøndeslagning og andet spas i vandet, inden den seriøse del gik i gang - kagespisning.
Så var det tid at rulle. Jeg har tidligere rullet i min Tiderace, men kroppen kunne ikke lige huske hvordan, og da hjernen lukker ned, når jeg ligge med hovedet nedad, var det lidt "op ad bakke" at træne. Men Tomas var meget tålmodig og jeg nåede da så langt at kun en hånd under pagajen var nok til at jeg kom op. Da Tomas skulle hjælpe andre gik jeg i gang med at træne bevægelsen med paddlefloat. Med den kunne jeg stille og roligt fokusere på de forskellige bevægelser i rullet, og jeg har da håb om at kunne lære det inden EPP3 til efteråret.