onsdag den 7. oktober 2009

Efterårstur

Vi var 6 roere, der mødte op til en af årets sidste tirsdagsture. Turen gik ud gennem kanalen i strålende solskin - selv om et par "hang" lidt.
Mørket falder hurtigt på for tiden, men inden det blev helt mørkt kunne vi nyde synet af rigtig mange gæs på Gavnø.
Kajakroere i modlys gør sig altid godt :-)
MuflonerneLindholm kigger nysgerrigt på os
Vi havde aftalt at spise på Lindholm og nyde solnedgangen. Desværre kom en masse skyer og spærrede for den 20 min før den gik ned.

Rolængde 11 km

lørdag den 26. september 2009

Knudshoved Odde rundt

Vi var 8 roere der tog af sted lørdag morgen med kajakkerne på biltag og trailer. Turen gik til sydvestsiden af Odden hvor vi læssede kajakkerne af, pakkede dem og roede af sted mod spidsen af Odden.
Der var pæne bølger, og jeg fortrød hurtigt fredag aftens sidst gin & tonic. Nå, i løbet af ½ times tid var jeg frisk og fulgte fint med de øvrige.
Efter en god times tid nåede vi Draget, hvor vi bar kajakkerne den korte tur - i højvande som i dag kun et kørespor bredt - over på den anden side af Odden. Her stødte Knud til - han havde overnattet i shelteret ved Avnø - og fulgte med os på resten af turen.
Kort før spidsen af Odden gik vi land og travede op på den lille bakke der udgør spidsen. Det er et fantastisk sted. Flot natur 360 gr. rundt. I klart vej kan man se land mange steder i horisonten, og kaster man blikket op i Storebælt, kan man se pylonerne fra Stroebæltsbroen.
Efter at have nydt madpakken på læsiden gik turen videre. På nordøst siden havde der stort set været havblik, men nu kom vi ud i bølger igen. Jeg har et par gange været ved spidsen af Odden i vejr der krævede større evner i en kajak end mine, men denne gang var bølgerne ikke højere end vi let kunne runde spidsen. Jeg kunne endda ligge på tværs i dem og tage et par billeder.
Hjemturen var med bølger ind bagfra og fra siden. Det første stykke tid lå jeg bagerst i feltet og det var meget underholdende at se feltets slingrekurs i bølgerne.

Vi kom dog alle fint tilbage til bilerne og kunne takke hinanden for en fantastisk flot tur. Det er absolut et "must" sted for havkajakroere der vil rundt og opleve de lidt mere specielle kyststrækninger.
Rolængde 23 km - Se alle billederne

onsdag den 23. september 2009

Kort tirsdagstur

Vi var kun 4 på en meget blæsende tirsdag, og da en af deltagerne skulle til møde i klubbens aktivitetsudvalg kl 19, blev det til en kort tur. Ud af Gammelåen, over til Gavnø og tilbage i sidevind og -sø.

I kanalen mødte vi kaproerne der hver tirsdag ror et handicapløb. En af deltagerne væltede, da han nåede ud i bølgerne for enden af kanalen, men han meddelte at han kunne klare sig selv. Og han kom da også tilbage til klubhuset et stykke tid efter os andre.

Rolængde 8 km

Fisketur på Tysrup Sø

Hele weekenden har jeg været på fisketur på Tystrup Sø. Vi boede på den gratis campingplads ved Frederikskilde tæt på søen. Når vi kom ned til søen om morgenen, lå tågen tæt over vandet, mens solen skinnede over tågen - det var et fantastisk syn.
Jeg kunne dårligt nok tage mig sammen til at fiske, men gjorde det dog og fangede en pæn gedde (ca. 85 cm)
Det var første tur med ekkolod, og som det ses på billedet virker det fint.
Aborrene havde ikke mange chancer, når flokkene først var fundet. Vi kunne fange så mange vi orkede - desværre var der langt mellem de store af slagsen. Gedderne holdt til de samme steder, så der var lidt "bifangst" af dem - 5 stk. blev det til.
Min GPS drillede, og ville ikke finde satelitterne (det er nu ordnet). Men når det hele spiller, er det let at gemme de gode steder - huller, toppe og skrænter, så jagten på fisk bliver mere intens.
Da vi skulle hjem, lykkedes det mig at pakke al bagagen som dækslast på fiskekajakken. Jeg bliver mere og mere glad for at fiske - og gøre det fra Blackwateren. Jeg sidder godt, kajakken er meget stabil, jeg har plads til grejet og kajakken er trods den store bredde og korte længde letroet. Når jeg bliver færdig med det trædæk, jeg er ved at lave, kan den også tage en del søgang.
Rolængde 32 km

onsdag den 2. september 2009

Sejltur

Jeg er ofte blevet korrekset af klubkammerater, når jeg har sagt at jeg sejlede en tur. Jeg har lært at vi ror i kajakker, men denne gang er det nu rigtigt at kalde det en sejltur.
For en sjælden gangs skyld havde jeg monteret mit sejl på kajakken, da vi roede af sted på tirsdagstur. Jeg vurderede at den jævne vind ville fortsætte ud på aftenen - og for en gangs skyld gjorde den det. Normalt ror vi af sted kl. 17 i modvind, og når vi ror hjemad, lægger vinden sig. Da vi rundede Gavnø fra sydsiden, stak jeg af sted mod Karrebæk, mens de øvrige roere rundede Linholm og fulgte kanalen mod Næstved. Da jeg nåede sejlrenden, drejede jeg også mod byen, og havde nu vinden næsten i ryggen.
Sejlet røg op - og af sted gik det. Det var intet problem at følge bølgerne og fange dem til den ene surftur efter den anden. Af og til gravede hele spidsen af kajakken sig ned i vandet, og så virkede sejlet fundament som en bremse. Men det var heldigvis ikke noget problem at fange den næste bølge. Mine kammerater var et par km foran mig, så selv om jeg havde ekstra medvind, måtte jeg knokle hårdt for at indhente dem - de surfede nemlig også lystigt af sted.
Jeg ville gerne have fotograferet en surftur, men jeg skulle ikke nyde noget af at slippe pagajen. Specielt når der kom vindstød var der god brug for den til støttetag.

Se billeder her

ro/sejllængde 19 km

onsdag den 26. august 2009

Gourmet tur

Henriette og Jens Christian havde gennem klubbens tilmeldingssystem tilbudt at lave mad til os andre. Vi var 9 i alt der og alle fulgte Henriette, der havde det meste af maden i sin kajak.
Turen gik til Inderhavnen ved Karrebæksminde hvor der på sejlklubbens borde blev disket op med lækker citronkrydret kylling, delikat krydret salat med kartofler, speltkorn, tomater, grøn salat mm og tzatziki.
Oven på det lækre mad var vi hele 3, der havde taget kage med. Jeg havde gjort det for at fejre at jeg rundede 1000 km i år på denne tur.

Efter maden lå kajakkerne lidt tungere i vandet. Vi roede en tur under Græshoppebroen og ud på bugten, hvor der for en sjælent gangs skyld ikke var bølger. Turen hjem langs kanalen var ligeledes meget rolig og mens mørket sænkede sig over os sad vi alle og nød endnu en rotur i de smukke omgivelser.
Se alle billederne
Turlængde: 17 km

tirsdag den 18. august 2009

Gavnø rundt i møgvejr

Sammen med min ven Bo roede jeg en tur rundt om Gavnø mandag aften. Bo roede i min Touryak og jeg roede i en lånt - tak Tomas - Inukshuk. Det var for øvrigt en god kajak at ro i - nem at komme i og ud af, lidt levende at styre uden ror - stabil på sporet med ro. Kajaken har mindre 1. stabilitet end min egen, men det virker som om 2. stabiliteten er i top. Jeg oplevede ingen ubehageligheder i kajakken, selv om bølgerne (30-50 cm høje) kom skråt bagfra. Kom de lige bagfra, surfede Inukshuken fint af sted.

Vejret var skidt. Det startede hurtigt med at småregne, og vi oplevede skybrud og kraftig modvind undervejs, men vi oplevede også en kæmpe flok gæs, tusindvis af højt- og lavtflyvende svaler og alle fjordens andre fugle. Og trods at vi begge var trætte inden turen, var vi enige om at sådan en kajaktur er godt for krop og sjæl. Det lød i hvert fald ikke som om det var sidste gang, jeg kunne lokke Bo med ud i kajak.

Rolængde 18 km

onsdag den 12. august 2009

Tirsdagstur

Sammen med en halv snes klubkammerater var jeg en tur rundt om gavnø på en ret blæsende aften.

17 km

lørdag den 8. august 2009

Enø rundt - igen

Enø rundt sammen med fruen

En af sommerferiens sidste dage inviterede jeg min viv med på en tur rundt om Enø. Vi havde købt et billede af en lokal kunstner - Helle Jessen - og jeg lokkede med at kunne vise hvor det er malet.
Vi tog af sted fra DUI hytten - samtidig med at en rundflyvningshelikopter lettede - og for at komme lidt i læ for østenvinden roede vi langs Gavnø og Vejløs kyst til renden mellem Enø og Dybsø. Her holdt vi en lille strække ben pause og nød den ekseptionel flotte udsigt. Det er virkelig yndlingsstedet blandt mange af mine rokammerater.
Efter pausen gik turen videre langs Enøs kyst. Det første stykke er langs et fladt overdrev med løsgående heste og køer. Derefter følger et langt stykke med klint. Flere steder i klinten er der tætte beboelser af digesvaler.Turen gik hurtigt. Vinden var i ryggen, og snart var vi ved stedet hvor vores nye billede var malet. Solen hang dog lige over klinten, og det var meget svært at se "billedet". Vi må tilbage en anden gang i et bedre lys.

Vi afsluttede turen med en dejligt måltid på Cafe Vivaldi i Karrebæksminde. Da jeg hentede bilen stod månen op - rød og helt rund.

Rolængde 16 km

En gåtur et par dage senere gav i første omgang en flot udsigt over det vand vi havde roet på
og mulighed for at tage billedet af vores billede.

onsdag den 5. august 2009

Enø rundt

Tirsdagsturen gik rundt om Enø. Vejret var flot - næsten ingen vind, flot solnedgang og en flot fuldmåne da vi i mørke roede hjem over fjorden.

Rolængde 25 km