torsdag den 2. august 2018

Indkøbstur

Torsdag morgen var det det tid for en lidt længere tur. Jeg roede fra stranden ved campingpladsen ve 7:30 tiden. Kattegat var spejlblankt og ikke en vind rørte sig. Der var allerede flere der var nede ved stranden og få sig en dukkert. Jeg fik en snak med en badegæst der indledte med: "Den er da ikke hjemmebygget!" Det kunne jeg ikke lade stå så jeg fortalte at det var den, og så fik vi os en lille kajaksnak. Badegæsten var selv kajakroer og han roste min perle. Rar fyr.

Jeg blev mødt af lidt strømsøer da jeg roede ind i sundet mellem Hundested og Rørvig, men ikke noget jeg ikke var tryg ved. Rørvig blev nået, og da jeg kunne se at fiskehandleren snart åbnede, ventede jeg på det og købte lidt fisk med retur. Det var en god fiskehandler, så der blev trukket 349 kr på kortet.
 Da jeg roede hjemad var det blæst op - desværre modvind. Det gav lidt bølger, og da strømmen langs stranden også var overraskende kraftig måtte jeg arbejde en del. Det gjorde ikke noget for armene, men min lyske er udfordret af det lave fordæk på perlen, så det blev en lang tur, og jeg var nødt til at gå i land et par gange og få strakt kadaveret.
Da jeg kom retur efter 24 km stod fruen heldigvis på stranden - hun var bestilt - og hjalp med at bære kajakken op til den faste vej. Herfra kunne jeg trille kajakken på vognen.

Kort tur ved Rørvig

Jeg roede en aftentur på en times tid ved Rørvig

7 km

fredag den 27. juli 2018

Enø rundt

Fredag var det tid til en lidt længere tur i Black Pearl'en. Der er ikke så meget plads i kajakken, så specielt et par sener i lysken er på hårdt arbejde, når jeg sidder i den. De skal nok vænne sig til siddestillingen, så for at træne dem roede jeg de 25 Enø km rundt.
Jeg gik i land ved Enø Lejren, der er et gammelt lejrskolested Næstved Kommune har købt og som er ved at blive sat i stand af en gruppe frivillige.
Det er ikke det nemmeste sted at komme i land, når man helst ikke vil støde på for mange sten, men i det gode vejr gik det ret smertefrit.
Enølejren ligger smukt med fantastisk udsigt over Overdrevet og bugten
- helt klart et sted der er et besøg og en overnatning værd.
Jeg fik vinden i ryggen da jeg var kommet gennem indsejlingen mellem Enø og Dybsø, så jeg satsede på at drive ind over det lave vand. Det gik lige - det er en stor hjælp med rygvind, for det er næsten umuligt at ro i 10 cm vand.

Fra Gavnø og til kanalen var vinden også lige i ryggen, og med ganske få kræfter kunne jeg følge de små fjordbølger - ikke noget surf - men et behageligt glid i kajakken.

Turen sluttede som sædvanlig med et par rul inden kanalen.

Dagtur til Vesterhave

Roede med onsdagsholdet til stranden ved Vesterhave - det blev til mange rul undervejs for at holde hovedet koldt i det varme vejr.

Blommehaven

På vej til Skagen boede vi et par dage på Blommehaven Camping lidt syd for Århus. Det blev til en enkelt tur på det flade vand. Det lykkedes at se vandflyet der flyver rutefart mellem Århus og København,
 Det er en flot tur langs den skovbeklædte klint både nord og syd for campingpladsen.
PS billederne er taget med min nye Spark fotodrone - mere fra den senere.

Leg og lille tur ved Skagen

På en ferietur til Skagen havde jeg en ekstra kajak med som min ven Kim skulle låne. Det blev ikke til så meget roning, men vi fik en eftermiddag ved veststranden hvor vi legede og flere fik prøvet st ro lidt kajak. Kim ville meget gerne prøve at rulle, og det vsr et par gange tæt på at lykkes for ham.
En anden dag roede Kim og jeg en tur til Genen og så en flot solnedgang. De lokale havde advaret om stærke strømme og dybt vand, men vi kunne se på Sejl Sikkert appen at der ikke var noget strøm omkring solnedgang. Og da der heller ikke var nogen vind, var det bare at komme af sted.
Vi satte i vandet ved kopien af det gamle vippefyr og roede langs kysten ud til Grenen. På en del af strækningen er der meget dybt, og hvis der er stærk strøm kan jeg godt forstå advarslerne. Længere ude mod Grenen var der ret lavvandet.
Da vi rundede Grenen var solen meget tæt på at gå ned, så vi slog kun et lille smut ud i Skagerak inden vi gik i land lige på spidsen og fik en god Schwarzbier og tog lidt billeder af solnedgangen. Det var en fantastisk oplevelse.
Turen hjemad var stille og rolig, og det var et par meget tilfredse kajakroere der gik i land ved fyret efter et par timer på vandet.

søndag den 8. juli 2018

Solotur til Karrebæksminde

Søndag formiddag blev brugt til en smuttur til Karrebæksminde. Der var en del liv på fjorden med andre både - måske fordi fiskerne senere på dagen skulle afholde deres kapsejlads. Det kunne også ses på det store antal besøgende på kroer og cafeer langs kanalen mellem Sjælland og Longshave. Et par steder var der sågar levende musik.
Efter et smut rundt i havnebassinet roede jeg tilbage til den relative fred på fjorden. Jeg holdt en kort pause ved De hvide Svaner inden den sidste tur over til rullepladsen uden for kanalen. Endelig er jeg nået dertil hvor jeg ikke tvivler på om jeg kommer rundt, men også kan arbejde lidt med stilen. Lige nu øver jeg mig på at komme stille og roligt rundt uden at bruge ret mange kræfter.
Hjemkommet til NKC fik jeg set klubbens nye 2'er idet Lats og Jeanette tog på tur i den. Det må prøves en dag.
16 km

torsdag den 5. juli 2018

Aftentur til Bjørnebæk

Selv om jeg er på camping med børnebørnene er der tid til en kajaktur. Sammen med de faste beboere i Karrebæksminde Jan og Jørgen tog jeg på kysttur til Bjørnebæk.
Det blæste lidt, og der var pæne bølger. Heldigvis ikke ret mange der brækkede, men ind imellem kom der nogle pænt store bølger, der begravede den lave Black Pearl i vand. En enkelt brækkende bølge overraskede mig og ramte mig fra siden - det udløste et lavt støttetag, der heldigvis kom pr refleks og reddede mig fra at tippe rundt.
Vi holdt pause ved Bjørnebæk, og trods det at jeg har et ret nyt Reed spraydeck kunne jeg tømme adskillige liter vand ud af kajakken. Det er vist tid til et nyt neoprendeck! Jørgen bød på kolde Brown Ale - de gjorde godt i den nedgående sols sidste stråler.
Vi tog alle jakker på til hjemturen, og det var vist meget godt. Temperaturen dropper en del på vandet, når solen stopper med at sende sine varme stråler på vores del af kloden. Heldigvis lagde vinden sig ikke ret meget, for nu var den med os. Med bølgerne skråt bagfra var det sjovt at kigge på de andre, når deres kajakker forsvant i bølgedalene. Jeg oplevede også flere gange at agterdækket legede ubåd. Det krævede et par støttetag, når vandet tog fat i kajakken. Det sker så godt som aldrig, når jeg ror i min Tiderace, men det er meget forfriskende. Og jeg ryger jo nok rundt en dag, og så bliver det spændende om al min rulletræning kan bruges i praksis.
Tilbage ved Karrebæksminde var der godt gang i refleksbølgerne mellem molerne, men efter tre timer i bølger langs kysten var de ike et problem for os. Jan mente de var fine at lege i, men da klokken var næsten 23, valgte vi at ro ind til stejlepladsen ved DUI hytten hvorfra vi tidligere på aftenen var taget af sted fra.

Det blev til 17 km's bølgesejlads.

lørdag den 30. juni 2018

Måneskinstur

Når jeg sidder i min stue, kan jeg følge månens gang hen over himlen. Og de sidste par dage har den været flot. Da den blev fuld tog jeg på måneskintur. Jeg fik lokke Henrik og Uffe fra klubben med, og vi fik os en på opleveren med flot solnedgangshimmel, en lige så flot måne og masser af fisk der slog i vandet omkring os.
Sådan så det ud da vi ved 22-tiden satte i vandet
For enden af kanalen var der skruet lidt op på farverne...
...og månen lyste op fra den anden side
Mit lille kamera kan slet ikke hamle op med naturen
Kaffen blev nydt på FladstrandOg selv Svingbroen bliver nærmest et kunstværk.

11 fantastiske km - næste nattur må indrage noget solopgang :-)

Friske begyndere

Vi har i NKC en fin tradition med begynderture, hvor "nyroerne" ledsaget af instruktører og sammen med klubbens rutinerede medlemmer kan få lidt km på rokortet og lære vores rovand at kende.

Denne tirsdag var det en hel armada på 21 kajakker der roede af sted - de fleste var nye. Men også Johnny, der havde taget sin Black Pearl med var at finde i feltet. Johnny har også bygget en Petrus Black Pearl hen over vinteren, og vi fik begge ros for vores flotte kajakker. Mange gav udtryk for at det må kræve meget at kunne bygge en kajak selv. Men faktisk er det største krav plads. Der er ikke meget vejledning med Petrus byggesættene, men de er flot CNC udskårne og på Bjørn Thommassons og Shrikes hjemmesider, kan man finde masser af oplysninger om selv at bygge en kajak. Der er også masser af hjemmesider og blogs der beskriver forskellige byggerier - jeg har kigget meget på Erik Frandsens side.

Roturen gik til De hvide Svaner. Undervejs satte Jacob til at træne forskellige teknikker. de vi nåede frem var det tydeligt at ikke alle havde trænet så meget at komme i land ved en strand. Alle kom dog både op af - og ned i kajakkerne igen.

På hjemturen var der dømt vandgang. Jes foreslog at alle skulle prøve at rulle. Dem der kunne fik et kort dyp, og dem der ikke kunne fik anledning til at træne redninger. Johnny, Stig og jeg gik i front og rullede lystigt. Og aldrig har jeg set så mange roere træne redninger.

En enkelt ung mand demonstrerede overlegen balance ved at rejse sig op i kajakken. Flere ville gerne prøve at rulle, så rulleinstruktør Hjarne tog et par stykker ind på lavt vand og lavede de indledende øvelser.

Da vi nåede tilbage til klubben, var der nogle stykke der roede en tur ind til havnen. vi var også nogle der gik i land og lavede kaffe. Tre af os havde også planer om endnu en tur - jeg havde nemlig inviteret på måneskinstur senere på aftenen.

11 kmhttp: