Med en vejrudsigt der lovede byger med torden, tog vi fra Næstved. Inden vi kunne komme af sted, var der det snart sædvanlige bøvl med at finde nøgle og registreringsattest til traileren - de hang ikke på det dertil indhamrede søm. Vi fik klubbens kasserer til at komme og låse op til bestyrelseslokalet - stor tak til ham - og ganske rigtigt lå nøgle og registreringsattest derinde.
Vel ankommet til København roede vi af sted fra Bryggens Roklub, som turleder Henrik Graff havde en aftale med. Vi er nogle stykker i klubben der har lidt sjov med at erobre broer, så der var lagt op en rigtig erobringstur. På havnens hjemmeside er der kort med navnene på alle broerne - der kan man også finde kort der viser de områder hvor lystbåde ikke må sejle.
Der gik ikke lang tid før vi drejede ind i en kanal. det var meget hyggeligt at sejle rundt blandt høje huse og både langs bredderne. Det gjaldt dog om at holde godt udkig efter de mange turbåde. Jeg ved ikke hvor mange vi mødte, men kan dog konstatere at vi er havnet i rigtig mange turisters fotoalbums.Ren Christianshavnsidyl.
Et sted kunne vi kaste misundelige blikke ind i et byggeri med kajakkælder - genial ide.
Ude i det store havnebassin var der meget at kigge på. Der er god plads til alle, men det lader ikke til at påvirke havnebusserne. På sædvanlig HT vis viser de ikke det store hensyn - med et lille dyt på afstand kunne de fx gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Men nej, fuld fart frem og et ordentligt DYT på 50 m's afstand - og så var det bare at komme af vejen. Havnebusserne gav dog sjove bølger der reflekterede fra bolværket og de bølger vind og strøm lavede Vi var selvfølgelig en tur inde i Nyhavn. Vi havde på et tidspunkt fået følgeskab af et klubmedlem, der bor i København. Han var dog ikke så god til at ro i kajak. Flere gange væltede han, men han "væltede tilbage" på de mest mærkelige måder - både med og uden sin grønlandske åre :-)
Endnu en bro erobret - her har Gitte taget et billede af mig i kanalen rundt om Slotsholmen
Vi skulle selvfølgelig også en tur på café - og hvad var mere passende end at besøge Mykayaks kajakcafé tæt på Fisketorvet.
Som det ses på billederne slap vi for de lovede byger.Turens længde var 22 km - se flere billeder her
PS - Jeg oplevede det ubehagelige at min pagaj knækkede ude mide i havnebassinet - nu er det slut med at styrketræne :-). Heldigvis ror jeg altid med reservepagaj på agterdækket, så jeg slap for den pinlige oplevelse at skulle trækkes rundt i havnen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar