tirsdag den 16. juni 2009

Klubtur til Blekinge

Fredag den 12 juni om eftermiddagen mødte vi 15 roere op fra NKC, og - midt i det værste regnvejr i mands minde - pakkede vi 3 biler og 1 trailer med oppakning og kajakker.

Sidst på eftermiddagen kørte karavanen af sted, og ved ni-tiden trillede vi ind på Järnaviks 4 stjernede campingplads. Campingpladsen ligger ca. 20 km fra Karlshamn - lige hvor den blekingske skærgård begynder. Regnen var heldigvis hørt op, og vi henholdsvis indlogerede os i hytter eller slog vores telte op og rullede liggeunderlag og soveposer ud. Vi gik dog ikke til ro, men hyggede os et par timer på den dejlige plads.
Næste dag hang skyerne lavt og en strid blæst blæste hen over skærgården. Vi havde aftalt afgang til en heldagstur kl. ni, så der var almindelig travlhed i lejren fra syvtiden. Morgenmad skulle tilberedes og spises, rotøjet skulle findes frem, og kajakkerne skulle gøres klar. Alt gik op i en større enhed, og lidt over ni lå vi alle i vandet og samledes til den første briefing.

Vi var på forhånd blevet enige om at følges ad, og målet for turen var den yderste store ø - Tärnø - i skærgården ud for Järnavik. Et par af de stærkeste og mest rutinerede roere indvilgede i at ro bagerst, og resten fordelte sig i små hold der gensidigt holdt øje med hinanden.

Kursen blev sat mod øen, og vi roede af sted. Vi mærkede hurtigt vinden, der var skråt ind bagfra - ikke den mest behagelige retning, og flere måtte ofte korrigere kursen når bølger og vind blandede sig i styring af kajakken. Efterhånden som vi nåede længere ud mellem øerne, oplevede vi at bølgerne kom fra flere sider - og når de så blandede sig med bølger skabt at skær under vandet og rolige dønninger fra Østersøen, døde snakken i feltet ud, og de fleste af os koncentrede os om roningen.
Vi kom dog hurtigt af sted, så da vi skulle holde den første lille pause, var vi på kanten af den noget mere åbne skærgård. Vi blev hurtigt enige om at det ikke var fornuftigt at begive sig derud i den i den kraftige blæst, så dagens tur gik i stedet ind i de mange fjorde og rundt om nogle af øerne i den inderste skærgård. Og det blev alle tiders tur.

Området er meget smukt, og der er mange fugle over alt. Allerede på turen ud havde vi set havørn, undervejs så vi nu masser af edderfugle, ænder, gæs, svaner, måger, terner, strandskader og mange vi ikke lige kunne bestemme. Flere af dem havde unger, og en enkelt gang kom vi så tæt på et skær med terner, at de gik til angreb. Vi overlevede angrebet, og holdt os lidt længere væk fra fuglebeboede skær på resten af turen.

På vej ud af en af fjordene så vi en rød glente jage langs kysten. I bunden af en af de andre fjorde fløj en fiskeørn rundt på udkig efter bytte. Vi lå alle og nød det flotte syn, da den pludselig klappede vingerne sammen, styrdykkede ned og tog en fisk. Den slags ser man normalt kun på film - men det kan altså også opleves i Blekinge. For lige at få det hele med var der en stor musvåge, der gav flyveopvisning i den næste lille fjord.
Vi var efterhånden nået tæt på lejrpladsen, men vi var endnu ikke helt færdige med skærgården. Vinden havde lagt sig lidt, og de fleste af os roede igen ud til den yderste skærgård for lige at få et sidste blik af det åbne hav. Vi fandt en lille bugt, hvor vi gik i land og lavede kaffe på Trangia - den medbragte var sluppet op for længe siden. Heldigvis var der stadig kiks og slik til alle der havde brug for en lille forfriskning.
På vejen hjem rundede vi et par nøgne skær med Østersøen på den ene side og den inderste skærgård på den anden, og fik på den måde oplevet alt hvad skærgården ved Jarnavik har at byde på.
At ro så mange i en gruppe kræver god disciplin. Hvor man skal ro hen, og hvor man skal holde pauser, kan hurtigt blive emner for lange debatter. Dem var det heldigvis ingen af på vores tur. Vi havde rimelig klare aftaler om hvor vi skulle ro hen, var fleksible nok til at ændre dem, da vejret krævede det. Vi var på forhånd enige om hvor tit - og hvor lang tid - vi skulle holde pauser. Og endelig lystrede alle turlederen, når der var en der var nødt til at sige at vi skulle ro den ene eller den anden vej, og hvornår pauserne var slut. Det sidste var jeg glad for, for det var mig der var tovholder/turleder på turen.

Til aftensmaden lånte vi et par grill på campingpladsen, og snart rullede de forskellige madgrupper sig ud. Der var alt lige fra min ene bøf og færdiglavet kartoffelsalat til komplette menuer med mange delikatesser. (Jeg har luret hvem jeg skal prøve at komme i gruppe med på næste tur). Alle var dog flinke til at dele ud af mad, øl og rødvin, og jeg er sikker på at ingen gik sultne i seng. Man er i det hele taget slet ikke sulten. når man tager på tur med NKC - alle har rigelige forsyninger med af mundgodt, og begrebet sukkerkold kendes ikke i klubben.

Vi var nogle stykker der havde snakket om at ro ud og se solopgangen hvis vejret var til det. Men det blæste og var overskyet ved tretiden, så vi fik alle en god nats søvn.

Søndag morgen pakkede vi teltene sammen inden vi roede på tur. Det gav en lidt senere afgang, og da nogle af hyttebeboerne havde aftalt med lejrchefen at de kunne vente til klokken tre med at aflevere hytterne, måtte de vente på os andre. Vi kom dog af sted ved halv ti-tiden.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det blæste stadig, så vi beluttede os for at tage en reduceret udgave af gårsdagens tur. Vi roede dog den anden vej, og i det gode vejr var det en helt anden tur. Igen med masser af naturoplevelser og flotte scenarier lige fra noget der kan ligne en dansk sø til klippefyldt skærgård. Middagspausen holdt vi det sted vi dagen før var vendt om. Vi fandt et sted med læ og selv om det ikke var et ideelt sted at gå i land varede det ikke længe før alle havde spist (rigeligt) og lå og nød udsigten. Pludselig var der nogen der ville hjem og rydde op, så de roede af sted. Vi andre holdt tidsplanen og slappede lidt mere af. Snart kravlede vi også i kajakkerne, og så gik det tilbage mod campingpladsen. Vi havde vind i ryggen, og igen bølger fra alle sider. De var ikke så store, men af og til ret ubehagelige. På et tidspunkt måtte jeg tage et par dybe indåndinger og lige slappe af i kroppen, før jeg roede videre. Da vi kom lidt i læ af en ø, kunne jeg høre at andre havde haft det på samme måde. Vi nåede dog alle tilbage i fin stil og på rekordtid.

Nogle pakkede biler og gjorde rent i hytterne, andre pakkede kajakker på traileren, og snart havde vi betalt og var vi klar til afgang. Jeg skulle dog lige have et par billeder af turens klatrere - hver gang vi holdt pause, for de af sted for at finde lidt klipper at klatre i. Den sidste tur blev på en stor sten ved campingpladsen.
Vi roede i alt 45 km , kørte 600 km i bil og turen kostede små 500 kr + mad pr. deltager.
Se alle billederne på klubbens billedside

1 kommentar:

Jakob Thomsen sagde ...

Hej Poul

Fine billeder fra Järnavik, men en skam I netop havde valgt den Weekend med regn og blæst.
Vi var 12 fra kajakhornsherred i skærgården ved Listerby fra den 4.- 7. juni også i lidt blandet vejr.
Den 3.- 6. september har vi planer om at tage til Mätvik igen, og måske når vi også ind til Järnavik, hvis vejret tillader det.

Hilsen
Jakob