mandag den 11. juli 2011

Begyndervenlig tur rundt om Tærø og Lilleø

I NKC afholder vi hvert år  en række kajakskoler. I år er det 5 skoler med 8 elever pr. skole. Kursisterne får et gratis medlemskab det første år og en prøvetid på en måneds tid. Hvis de efter prøvetiden vil fortsætte med at bruge klubbens kajakker, må de betale for det.

Men en ting er kursus og andre formalia, noget andet er at komme ud og ro. Vi tilbyder derfor hver torsdag aften en lille tur, hvor de nye medlemmer kan ro med lidt instruktion, introduceres til klubben, dens booking-/rojournalsystem, se de lokale rovande og ikke mindst få mulighed for at lære nogle af os "gamle" at kende. Ud over det arrangerer klubbens aktivitetsudvalg et par ture i løbet af sæsonen, hvor vi tager afsted med kajaktrailer til andre rolokaliteter.
I søndags gik en sådan tur til Langø Havn. Havnen er privat og de kræver at man melder sin ankomst og betaler 20 kr pr kajak. Måske lidt meget, men på den anden side er det jo medlemmerne af havnen der skal holde det hele ved lige.
Vi var hele 20 roere med på turen, så det tog lidt tid både at pakke kajakkerne ved klubben og at komme på vandet, da vi var kommet frem. Først skulle vi lige briefes. Turledensen forrest, et par af de mest rutinerede bagers og alle skulle holde sig i nærheden af hinanden og "passe på" de nye roere.
Snart lå vi dog alle på vandet og kunne ro mod Tærø. Det gik ikke ret stærkt, men der var jo nok at snakke med, så det var OK. På Tærø holdt vi den første første lille kaffepause.
Da vi var på vandet igen igen, gik turen rundt om Lilleø - på øen var der en større flok heste, men vi lå ret langt fra øen, så trods et fantastisk vejr blev billederne ikke så gode. Så gælder det om at holde fast på de indre billeder.
Tilbage ved Tærø var det tid til spisepause. Og her gik det helt galt - der var ingen der havde bagt en kage. De mange tilmeldinger havde "skræmt" de ellers flittigt kagebagende og-spisende fra at bage. Og da Sverri heller ikke havde den traditionelle indkøbspose slik med, var der seriøse bekymringer for at vi gik sukkerkolde - noget der normalt er helt utænkeligt når NKC er på tur.Det gik dog alligevel.
På hjemturen var der endda overskud til pjat. På et tidspunkt havde jeg fået drillet Rikke så meget at hun prøvede at ro væk. Hun kunne dog ikke ro fra mig, og vendte nu om og truede med at vælte mig. Jeg fik hurtigt sat i bakgear, men bare for at bakke ind i en kajak- heldigvis en af klubbens solide plastkajakker. Jeg havde lykkeligvis ikke ramt roeren, men jeg fik en skade på roret. ØV! Den er dog i skrivende stund allerede repareret. Og jeg har lært lektien: Pjat ikke midt i en flok uskyldige roere!
Vi indstillet kampen, og jeg haltede tilbage mod havnen uden ror. Det gik nogenlunde - selv en Seabird Expedition reagerer på kantning, men jeg måtte hive en del med den venstre arm.
Tilbage i havnen, blev der fundet lidt kokoskage og chokolade frem. De første smagte godt - chokoladen led fælt i varmen og en del af den kunne næsten løbe selv ned i affaldsspanden.

Alt i alt en fin tur, hvor de nye medlemmer fik oplevet os "gamle" på godt og ondt. Undervejs havde de fået lidt instrukser om rostil, og jeg hørte da nogle give udtryk for at de nu skulle i gang med at få nogle flere km i armene.

Rolængde 17 km

1 kommentar:

Helge Helligsøe sagde ...

Hej Poul
Herligt at man ikke kan blive for gammel til at være et legebarn - det er opmuntrende!

Venlig hilsen Helge