lørdag den 20. juli 2013

Karrebæksminde - Bjørnebæk

Jeg havde aftalt en rotur med Jan fra Karrebæksminde. Vi mødtes ved DUI hytten og da vi havde roet ud på bugten, blev vi hurtigt enige om at ro mod Bisserup.
Vi måtte knokle lidt i modvinden, men kunne så glæde os til medvind på hjemturen.
For at slippe for det værste arbejde, roede vi ind under klinten ved Klinteby.
Der er klinter hele vejen til Bjørnebæk, og det er en meget smuk rotur.
Ved Bjørnebæk gik vi i land og spiste madpakkerne. Jeg havde medbragt er par gode English Ale, og de kan jo løfte enhver madpakke lidt op over det ordinære.
På hjemturen havde vi håbet på god surf, men selv om vi gik ret langt ud fra kysten, var det svært at få nogle rigtig gode ture. Men rygvind og bølger bagfra gjorde det ret nemt at komme fremad.
Og snart var vi ved molerne. Strøm og vind var for indadgående og vi så en sejlbåd få en ordentlig gyngetur i mikset af almindelige bølger, strøm- og refleksbølger. Det kan være lidt skræmmende, når man er for udadgående, men nå man har siddet nogle timer i bølgerne, er det bare lidt ekstra krydderi på roturen.
Inde bag molerne var der også gang i bølgerne - og her fik vi surfet. Kort inde i havnen fik jeg en rigtig god surftur med vandet sprøjtende for boven og styren med bagror til begge sider. Den sidste tur fik jeg ind under broen. GPS'en havde logget 15 km/t som maks fart.
Vi sluttede tur med et rul. Jan tog let et helt - jeg måtte nøjes med et halvt ;-)

19 km

Ingen kommentarer: