lørdag den 8. august 2015

Onsdagstur med bølger

60+ holdet roede af sted i noget mere roligt vand end tirsdagsturen dagen før. Vi kom til Karrebæksminde i fin stil, og da vandet var helt fladt besluttede vi at ro under Græshoppebroen og holde pause på den lille strand inden for molerne.

Der var pæn strøm udad, og kort efter broen sad hele fortroppen i strømbølger.De valgte at vende om midt i bølgerne - det så lidt spændende ud - i stedet for at holde 10 m til venstre hvor der var fladt vand.

Alle fik dog vendt - på nær næstsidste mand, en ny roer der roede forbi hele flokken og om til stranden. Jeg roede sidst og valgte at følge efter ham, og han så noget forbløffet ud over at det kun var mig der var bag ham. Vi fik en lille snak om at orientere sig i forhold til gruppen mens vi lå og ventede på at Mette Pan sejlede ud gennem havnen.

Der måtte arbejdes lidt inden vi kom tilbage til de andre, og han fik lidt tips om hvor strømmen er svagest og hvor der bare skal arbejdes (under broen).

Mens vi holdt pause i lystbådehavnen fik vi en snak om hvad der var sket, og hvad vi kunne have gjort hvis der var en der var væltet. Med hensyn til det første blev vi enige om at selv om vi er en flok frigivede roere skal vi udpege en turleder, og han/hun skal være lidt klar i udmeldinger om fx at vende om. Hvis der var en der var væltet, må vi bede til at vedkommende holdt fast i sin kajak og svømmede ud af strømmen. Hvis ikke er der kun at ringe 112 og måske bagefter prøve at få fat på en med en motorbåd.

15 km

Ingen kommentarer: