onsdag den 13. juli 2016

Mandagstur med Jes

Hjemkommet fra Blekinge skulle jeg da lige en tur på det lokale rovand. Heldigvis var Jes let at lokke med, så i ret blæsende vejr roede vi af sted.
Vi havde ikke roet længe før 3 gamle fly brummede forbi os. De kæmpede også i vinden og fløj næsten sidelæns. Jeg fik et skud af et af dem - den minder meget om en Piper Cub. Et fly jeg har haft en del versioner af som fjernstyret modelfly.
Vi fik kæmpet os ud til Karrebæksminde i modvinden. Undervejs holdt vi en lille spisepause - og her regnede det selvfølgeligt. Nå, kajakroning er vandsport, og man må forvente at blive våd. At strømmen også var imod generede os ikke.
Mellem molehovederne var der en del bølger. Ikke så slemt, men når strøm og vind er samme vej, er det sjældent så galt.
Vi hyggede os lidt i bølgerne inden turen gik mod Næstved. Vinden havde lagt sig lidt, men det blev til lidt hyggesurf ved båkerne midt på fjorden.
Traditionen tro rullede vi ved min bøje. Jes ruller fint til begge sider - jeg nøjes med at rulle til den ene side, da jeg ikke er meget for at belaste min venstre skulder, hvor et stort metalbeslag på kravebenet sætter grænser for bevægeligheden.

21 km - Ups der fik jeg lige rundet 14.000 roede km i mine kajakker gennem tiden

Ingen kommentarer: