torsdag den 30. august 2012

Dubside med på tur

Tomas har i kraft af sit instruktørarbejde på Kajakbasen lært Dubside at kende. Men ikke nok med det, Dubside besøger i denne uge Tomas, og skulle selvfølgelig med på en rotur.

Onsdag kørte Tomas, Kurt, Dubside og undertegnede i morgentågen mod Svinø, hvor vi satte kajakkerne i vandet for at ro til Aunø og se på sæler. Det var stort set havblik, og solen arbejdede på at brænde morgendisen væk, mens vi roede mod fjorden.

Af og til lød der et plask - og det var ikke en sæl der kiggede op til os, men den lille amerikaner der i sin store sorte tuilik rullede i sin lånte sorte Greenlander kajak kiggede ned til sælerne.

Det varede som sædvanlig lidt tid før vi så dem. Man skulle tro at de lå på den lange røn mellem Aunø og Knudshoved Odde, men Tomas er inde på at de har en aftale med fuglene. Fuglene har rønnen og sælerne har stenene længere inde på fjorden.

Og da vi lå på højde med Rønnen, var det inderste af fjorden stadig gemt i tåge. Men da solen denne dag var gavmild over for kajakroere, brændte den skyerne væk mens vi nærmede os området med sæler.

De fik hurtigt øje på os, og nysgerrige som de er, kom de ud til os i stort tal. Vi lå længe og så på dem, mens de svømmede rundt og så på os. Dubside og Tomas rullede flere gange rundt for at se om de kunne se sælerne under vandet, men de kunne de dog ikke.

Det var en fornøjelse at se Dubside rulle. Han demonstrerede flere forskellige, og de rul der imponerede mig mest var dem der foregik i slowmotion og tilsyneladende uden at bruge nogen kræfter. Sikke en kropskontrol!

Efter et stykke tid roede vi ind til shelterne ved Nokkeskoven og fik en tår kaffe/the og lidt at spise. Solen skinnede nu fra en skyfri himmel - inde over Sjælland var cumulusskyerne begyndt at samle sig. Alt i alt et meget flot scenario.

På hjemturen kom sælerne igen ud til os, og igen lå vi andægtigt at kiggede på dem - det er altid en stor oplevelse at se de vilde dyr nysgerrigt svømme rundt om os og "kigge os an"

Tilbage ved Svinø skulle Tomas lige lave et par håndrul - men skal hånden så ikke være nede i vandet?

Turen var på 15 km

Ingen kommentarer: