torsdag den 23. august 2012

Marsvinetur ved Hejlsminde

Fruen og jeg blev enige om en lille sensommerferie ved Hejlsminde syd for Kolding. Ferien skulle have været kombineret med en klubtur til Middelfart, men den blev aflyst, da der var for få deltagere. vi var dog kommet af sted inden aflysningen, så jeg havde kajakken med.

Vinden blæste fra vest, så der var læ langs kysten, da jeg roede en tur nordpå. Det var meget lavvandet langs kysten med masser af blæretang i vandet. Heldigvis var der ingen sten, så jeg roede stille og roligt af sted, men jeg nød den kønne kyststrækning. Masser af skov afbrudt af huse med stor herlighedsværdi.

Jeg havde sat mig for at jeg ville se Skamlingsbanken fra vandet. Det var nu ikke helt let, men ved hjælp af min GPS fik jeg spottet søjlen (den ligner en skorsten midt i billedet). Det er jo et sted med stor historisk symbolværdi, som det kan være interessant at dykke lidt ned i for en historienørd som mig.

Søjlen var dog dårligt spottet for mobilen ringende - det var min søster der gav mig lidt update på familien i Næstved. Det tog lidt tid, og jeg drev ud på dybere vand. Da samtalen var slut, synes jeg at jeg så en finne i vandet - og ganske rigtigt. Lidt efter så jeg to marsvin komme op og trække vejret. Jeg fik vendt kajakken imod dem og fundet kameraet frem. Og minsandten om så ikke en flok på mindst 7-8 marsvin svømmede lige imod mig. Jeg fik sat kameraet på film og fik filmet da flokken passede kajakken i få meters afstand. Det var en fantastisk oplevelse!

Flokken forsvandt bag mig, men en voksen og en unge svømmede rundt i området. Jeg prøvede at få et par billeder, men de var som regel så langt væk at de bare blev små prikker på billederne. I stedet for af lege fotohvalfanger gik jeg i land og "fangede" en is. Den bar præg af meget lille konkurrence på det lokale ismarked. I Karrebæksminde havde de 28 kr indbragt en is af mindst dobbelt størrelse. Men pyt, hvem kan være sur og utilfreds efter den oplevelse, jeg lige havde haft?

Da turen gik hjemad, mødte jeg igen det voksne marsvin og ungen, men det var blæst lidt op, så det var svært at se dem i bølgerne. Kursen blev sat sydpå, og jeg måtte nu arbejde lidt mere for at komme fremad. Til Hejlsminde kom jeg dog, og det blev også til et lille smut ind på noret.

Vores campingvogn kan ses i første række, så det er til at regne ud at udsigten fra den var ganske dejlig.

Og det blev da så også lige til en enkelt bro :-)

Rolængde 19 km

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Tillykke med marsvin billeder, det er bare umuligt, flot fanget.. :)) vi ses.. Henrik