onsdag den 11. januar 2012

Årets første tur

Efter flere storm- og regnfyldte dage blev det endelig godt vejr – 5 grader, finregn og let brise må siges at være fint rovejr i januar  - så jeg pakkede rotøjet og kørte ind til klubben.
Der var Tomas klar til at ro af sted da jeg ankom, men han ventede på mig, og vi fulgtes ad ud til Lindholm, hvor han vendte tilbage. Han skulle øve rul i svømmehal.

Det regnede ikke længere og jeg havde vinden skråt imod mig, da jeg fortsatte mod Karrebæksminde. Undervejs mødte jeg den lokale sandsuger Mette Pan.

Ved Græshoppebroen var der ret kraftig strøm,

men jeg slap dog igennem og roede ud og fik udsyn til bugten.
Lysten til at ro rundt om Enø var der, men jeg besindede mig og vendte spidsen af min kajak tilbage mod fjorden. Det gik med 10 km/t med strømmen retur langs kajan med de mange træstammer.

Da det var meget højvandet, valgte jeg at ro langs Enøs kyst. Inden turen mødte jeg dog lige Morten der var ude og trykke havkajakraceren af. Han fortalte at han battlede på Endomondo om den bedste tid på 5 km. Dagens tid var ca 29 min – og det var vist meget godt.

Jeg tog turen langs kysten hele vejen ud til gården ved overdrevet. Vinden var i ryggen, og det gik som en leg. Da jeg kom lidt i læ af Enø fandt jeg termokane, krus og suppepulver frem. Dagens ret bestod af ungarsk gullashsuppe fra Knorr.

 Det var så højvandet at jeg havde lidt svært ved at finde et sted langs sivene hvor jeg lige kunne komme ud af kajakken og lette trykket på min blære.  Markerne ved overdrevet var også meget oversvømmede, og der var mange fugle. Det var der også ved Karlsgab hvor jeg holdt en lille fuglekigge-pause.

Det gav en passende anledning til at teste min julegave – en vandtæt Vortex 8x25 monokikkert.

Kikkerten viste sig at have et dejlig klart billede og et stort dybdeskarphedsområde. På et tidspunkt så jeg en stor fugl sidde i et træ langt væk – et tjek med kikkerten, og ja! Minsanten om det ikke var en af de lokale havørne. Den hvide hale var lige så tydelig i kikkerten.
Rolængen var 25 km – og jeg var træt og sulten da jeg kom hjem.

Ingen kommentarer: