torsdag den 4. april 2013

Pæne april

April fortsatte med at vise sig fra sin pæneste side da onsdagsholdet mødtes til tur for første gang. Holdet startede sidste år efter klubbens 60+ kajakskole - ingen af skolens elever mødte dog frem, men Lis, Karin, Jens og undertegnede mødte op og nød morgenkaffen sammen. Lis havde sørget for smør, ost og syltetøj, og jeg havde bagt et franskbrød i min stegeso.
Lis havde program for formiddagen, så vi var tre der roede af sted. Karin havde lånt Lis' Anas Acuta og hun måtte arbejde en del med finnen i den meget livlige kajak. Hun kom hurtigt efter det og nød tydeligvis at ro i Acutaen. Vi blev enige om ro om bag Gavnø og se hvordan issituationen var.
Selv roede jeg hele turen med grønlandsk åre. Jeg havde slanket og afkortet min hjemmelavede åre, men den er stadig lidt for stor, så jeg lånte en lidt kortere og lidt smallere Gram-åre af Jens, da vi mødte modvind. Det lettede lidt på presset af de ømme muskler - jeg har længe roet med uskivet pagaj, men føler alligevel at belastningen med den grønlandske åre er lidt anderledes.
Efter en pæn gang modvind nåede vi frem til et isfrit Karlsgab, og vores håb om for første gang i lang tid at kunne nå rundt om Gavnø steg.

Der var læ på sydsiden af "Gabet", så vi valgte at gå i land der for at nyde solen, lidt frokost og selskabet.
Karin bød på kartoffel/asparges-suppe og Jens havde te med. Selv havde jeg kun en müslibar.

Turen fortsatte mod Gavnø, hvor en meget stor flok ænder lå i læ i det smalle farvand. De var meget sky, og lettede inden jeg fik en chance for at få et billede af en himmel dækket af ænder.
Snart rundede vi østspidsen af Gavnø. Det var så lavvandet at vi tydeligt kunne se pælene fra den gamle bro vi ofte støder på. På hele det sidste stræk mod kanalen havde vi vinden ret i ryggen, og vi susede af sted.

I kanalen øvede vi lidt teknik - kantning, bagror, bugsering mm - inden Karin satte en lang spurt ind mod klubhuset.

16 herlige km

Ingen kommentarer: