Edderfugletur - eller til Svinø og retur

Det var en stille og tågefyldt dal.. - ikke helt den start Nuser indledte sine romaner på taget af hundehuset i Radisserne - men sådan var det. Vi kunne knapt se fra side til side i kanalen, da Jens, Jes og undertegnede roede af sted.

Det blev ikke bedre da vi kom ud på fjorden. Her kunne vi ikke se bøjerne langs kanalen, så det blev navigering med kompas, og jeg demonstrerede hvordan man kan få en GPS til at vise kurs - og evt afdrift fra kursen.

Jes lovede at tågen ville lette midt på fjorden, men vi nåede helt ud til Karrebæksminde før vi begyndte at kunne se hvor vi var.

Jens havde efterladt sin madpakke i klubhuset, så han måtte lige ind til Fiskehuset Enø og købe noget at spise. Jeg fik ham til at købe fiskefrikadeller og remoulade til Jes og mig.

Ude på bugten var kun en tynd dis tilbage - og vandet lå spejlblankt. Det er ikke tit det er sådant, og vi nød livet. Jes , der fortsat ikke må gå på arbejde som underviser - overvejede at sende en solidaritetserklæring til Ziegler og bede ham stå fast og fortsætte boykoten.

På et tidspunkt skulle maden nydes. Vi havde egentlig regnet med at sidde på den første klint på Dybsø, men vi kunne ikke slippe derind - det var utrolig lavvandet. Og selv langt fra stranden kan bunden ses lige under kølen på kajakken.

Vi nåede dog i land og både kajakker....

.... og mandskab fik en velfortjent pause. (Det var lettere at få kajakkerne i vandet end at få mandskabet på højkant).

Jens skulle lige passe butikken, inden vi roede videre.

Vi roede til Svinø, hvor klinten på dybsø altid er et billede værd. Det lave vand gav os fin mulighed for at ro lidt rundt og se hvor der lå sten. dem ligger der nemlig rigtig mange af syd for Dybsø

Vi havde på udturen set en stor flok edderfugle, men på hjemturen var vi hele tiden omgivet af de flotte fugle. Hvor mange vi så er svært at opgøre, men på et tidspunkt var vi enige om at det mere drejede sig om tusinder end om hundreder.

Tilbage i Karrebæksminde var det mere bolværkets forfald der prægede billedet. På vejen ud gennem havnen havde vi haft strømmen med os, og den var vendt, så vi havde den også med os indad. Stor ros til turledels Jes.

Det var også begyndt at blæse lidt, og da vinden var mere i ryggen end imod, gik det fint mod Næstved. Turlederen prøvede igen af få ros, men heldigvis trak skyerne sig sammen, så han måtte undskylde :-)

Snart var klubben nået, og det var tid for den vanskelige kunst - udstigning af kajak. Vi slap alle - mere eller mindre stivbende - i land efter 33 fantastiske km.