lørdag den 13. april 2013

Ud i tågen

Stakkels Jes må stadig ikke vise sig på sin arbejdsplads, så torsdag tog vi på vandet igen. eller måske skulle jeg hellere skrive i vandet. Ikke at nogen af os væltede, men tåge og regn lå tæt i luften på hele turen.

Vi roede en tur rundt om Gavnø med en lille afstikker ind i den gamle Even å. Åen, der i dag bare er en lille bæk med udløb i kanalen, har et udløb i fjorden lige ved siden af Susåens gamle udløb. Begge ådale er nogenlunde lige store, så Even må have været en prægtig å i sin tid.

På vej mod Even spottede Jens den lokale havørn, der fløj rundt over sivskovene. Vi har før set ørne der, og det er lidt sjovt at se de ellers så sky dyr så tæt på beboede områder.

Vi roede forbi den kulrede greves slot på Gavnø og satte kursen mod mod en af de små lystbådehavne på Enø. Der vidste vi der var en bænk så vi ikke skulle sidde på jorden, og planen at indtage de medbragte madpakker der. Men nu silede regnen ned gennem tågen så spiseplanen blev droppet, hætterne blev trukket op og kursen lagt om.

Gavnø var snart rundet, regnen holdt næsten op og tågen lettede lidt, da vi roede mellem Gavnø og Lindholm. Her lå der store mængder fugle på vandet rundt om os.

Snart dukkede kanalen op og efter 19 km i vandet kunne vi lidt senere - lettere stivbenede - kravle i land ved klubben. Her blev der fyret på kaffemaskinen og vi satte os i den varme stue og nød en forsinket frokost.

Ingen kommentarer: