torsdag den 30. august 2012

Kryds og tværs ekspeditionen september 2012

Kryds og tværs ekspeditionen september 2012

Skrevet af Jan Thorhuage

Sommerferie i september – bedre sent end aldrig. Det er fredag aften ud på de små timer, og jeg er endelig blevet færdig med at pakke grej og mad ned og har fået ordnet kajakken og gjort den klar til ti dage i den svenske skærgård nord for Göteborg.

Poul henter mig tidlig lørdag morgen, og efter en lang køretur når vi frem til Stenungsund. Omkring klokken tre er vi omsider færdige med at pakke kajakkerne, og vi tager af sted nordover langs med kysten.

Vejret er fint med sol, blå himmel med nogle enkelte skyer. Det blæser godt, men da vinden er med os, så gør det ikke så meget lige bortset fra, at jeg åbenbart har fået pakket min kajak rigtigt elendigt. Den er helt gal med vægtfordelingen. Kajakken er ”næsetung”, og det gør, at den bliver helt vildt luvgal – stævnen kører op i vinden hele tiden, og jeg maser og regerer for at holde kursen, men lige meget hjælper det. Jeg regner ikke med, at vi skal så langt her på førstedagen, så jeg prøver at holde ud i stedet for at gå i land og gøre noget ved problemet; det må vente til i morgen.

Vi får dog alligevel roet 19 km, inden vi slår lejr på en lille ø, Oxholmen, og får gang i madlavning og får teltet op og ordnet alle de ting, der nu engang skal ordnes. Dagens varme ret er hjemmelavet kalkungryde!

Søndag morgen vågner vi op til en grå himmel og regn. Vind er der også en del af, og det er ikke medvind. Vi når dog op til Tviklippan, hvor vi spiser frokost godt våde begge to. Efter frokosten fortsætter vi til Stegelholmen, hvor der er en god lejrplads mellem store skovfyr, som giver læ for blæsten. I løbet af aftenen klarer det lidt op, og den frysetørrede tomatsuppe er ganske udmærket.

Mandag byder på masser af sol og en flot blå himmel, men også masser af vind – modvind! Vi bliver enige om, at vi vil prøve, om vi kan nå over forbi Lysekil og ind i læ nord for byen. Vi krydser ind over fjorden med 10 til 12 sekundmeter lige i snuden. Bølgerne er ret store, men regelmæssige, så der er ikke nogen problemer i at nå over bortset fra, at det kræver en masse energi. Vi går ind i sejlklubben i Lysekil og tanker vand. Derefter går vi op i byen og køber mad, og Poul får fat i nogle kort over skærgården. Det føles som en helt anden verden, når man går rundt i byen. Her er læ, solvarme og fred og ro. Det er svært at forstå, at det hele er så væsensforskelligt, når man er på vandet blot et par hundrede meter væk fra kysten.
Frokosten består af sushi indtaget på sejlklubbens bro i læ af intet mindre end toilet-terne.

Derefter forsøger vi at komme rundt om pynten og videre nordpå, men selvom der ikke er ret mange hundrede meter mellem os og det rolige vand i læ af de næste skær og øer, så må vi opgive. Bølgerne er en del større end i formiddags og dertil skæve og uregelmæssige, som om der er en masse strøm.

Vi trækker langsomt ind i læ af den nærmeste lille ø, hvorefter vi vender ryggen til vinden og suser ind forbi havnen i Lysekil og videre langs med kysten. Vi krydser tilbage over fjorden og slår lejr på Småholmerna. Det er blevet overskyet, koldt og med lidt regn i luften. Træer, der kunne have givet lidt læ, er der ingen af.

Poul skal have gang i Kelly Kettlen, denne udmærkede opfindelse, for at lave kaffe. Først vælter kedlen med det varme vand, så blæser kaffetragt og filter af termokanden, og til sidst vælter den færdige kaffe ud over det hele. Det er ikke lige vores dag. Det afføder mærkeligt nok ikke noget vredesudbrud fra Pouls side, men blot en lakonisk bemærkning: ”Nej, nu bliver jeg altså snart ked af det.” Vi fik dog vores aftenkaffe. Det tog blot lidt længere tid end sædvanligt.

Vi vågner til en endnu mere blæsende dag, så vi opgiver enhver tanke om at komme forbi Lysekil, og da Poul ikke kan finde sin mobil, bliver vi enige om at tage tilbage til Stegelholmen. Telefonen er formodentlig glemt der, så vi vender ryggen til vinden og snart går det for fulde gardiner ind igennem den indre skærgård. Bølgerne er generelt gode at sejle i og surfe på, men ind imellem er der steder med strøm, uroligt vand og skæve bølger.

Vi når dog hurtigt tilbage til lejrpladsen på Stegelholmen, hvor Poul bliver genforenet med sin mobil. Det er altid en god idé at kaste et sidste blik over en lejrplads, inden man forlader den, og således sikre sig, at man ikke har glemt noget. Det virker tilsyneladende bare ikke, hvis tingene er hængt op i træerne. Efter en lang frokostpause går det østover. Surfsejlads i skinnende sol ind til vi når Brattön, hvor vi går i land sidst på eftermiddagen på en bred sandstrand under to høje klippeknolde.

Så er det onsdag, og det ser ud til at blive en forrygende sensommerdag med masser af vind og sol fra en klar himmel. Vi beslutter os for at tage en overliggerdag og gå op på toppen af øen for at nyde udsigten. Øens højeste punkt er 85 meter over havet, og turen op er ikke særlig anstrengende og virkelig udsigten værd: himmel og hav, øer og klipper dækket af skov og blomstrende lyng. Mod nordøst ligger Uddevallabroen med sine geometriske linjer som en menneskabt modsætning til resten af omgivel-serne.

Vi har set nogle enkelte havørne og en del canadagæs, men derudover ikke ret mange andre fugle. Det virker som om det er så tilpas sent på sæsonen, at de fleste af sommergæsterne allerede så småt er på vej sydpå. Grågæs og ænder er der tilsyneladende ikke ret mange af. Det samme gælder menneskene. Vi møder meget få kajakroere, og ikke en eneste gang er vi nødt til at dele lejrplads med nogen.

Ud på eftermiddagen lægger vinden sig. Vi går tilbage til lejren og tager et havbad i anledning af det gode vejr. Vi nyder den stille aften og en stille bajer, da det er lykkedes os at overtale kantineudvalget til at bevilge en ekstra ration øl, selvom vi ikke har tilbagelagt en eneste kilometer i kajak i dag!

Efter at have hørt vejrudsigten, som lover rigtig meget blæst de kommende dage, har vi besluttet os for at ro tilbage til Stenungsund og læsse alt grejet på bilen, hvorefter vi vil køre nordpå for at udforske skærgården syd for Strømstad.

Det er en fin og helt vindstille morgen til en forandring, men med en sløret sol omgivet af en hel tydelig ring, hvilket som regel er et varsel om regn inden for et par døgn. Vejrudsigten har lovet blæst helt op til 16 sekundmeter middelvind, men foreløbig nyder vi bare at ro af sted på en hel blank vandoverflade – så længe det varer! Vi går i land lige efter Oxholmen for at få noget frokost, og mens vi spiser ændrer vejret sig i negativ retning.

 En time senere er alt ved det gamle, og vi ligger i 10 sekunders modvind og banker i en irriterende krapsø. Vinden tager til, og det begynder så småt at regne. Der er ikke langt til Stenungsund, men vi kan ikke nå derhen. Til gengæld er vi heldige og finder en lejrplads i tide med masser af træer og læ. Det blæser meget kraftigt, allerede mens vi slår lejr, og efterhånden som mørket falder på tager vinden til i styrke, og regnen vælter ned. Vinden udgør en konstant brølende baggrundslarm, som i perioder tiltager i styrke til en gennemtrængende, hvinende lyd, der langsomt fader ud igen for så et halvt minut senere med fornyet raseri at sende nye, hidsige vindstød af sted. Selvom vi ligger i læ af træerne, rusker vinden voldsomt i teltet. På et tidspunkt overvejer jeg at stå op og gå ud og se, om vores kajakker stadig ligger der. Men det bliver ved tanken.

Morgenen efter vågner vi op til en himmel, der er blæst ren og blå kun med enkelte gråhvide skyer, som driver af sted i en 5- 6 sekundmeter vind. Vi får et godt kryds over til Stenungsund. Bilen bliver læsset og pakket, og efter en kort indkøbstur kører vi nordpå.

Midt på eftermiddagen når vi ud på Rossö, hvor der en lille landhandel, der tilbyder det mest nødvendige. Der er et offentligt toilet og bad, og dermed også mulighed for at få fornyet ferskvandsbeholdningen. Et par hundrede meter længere fremme er der et godt sted at sætte kajakkerne i vandet, og den nærmeste lejrplads, Vanarna, ligger kun omkring en kilometer væk. Vi får derfor etableret lejr ret tidligt på dagen og kan bruge aftenen på at gå lidt rundt på øen og fotografere solnedgangen.

Dagen efter vågner vi op under et tag af lette, lysegrå skyer, der dækker tre fjerdedele af himlen. Selvom det blæser op i løbet af dagen, så bliver skyerne liggende som en kuppel over os.
Vi ror ud i den ydre skærgård og kigger over til Kosterøerne 4 kilometer ude. Koster øhavet er Sveriges første marine nationalpark, og det har altid været et populært udflugtsmål, også før det blev til nationalpark i 2009. Foruden de to største øer, Nord- og Sydkoster, som har en befolkning på cirka 300 personer, består området af en labyrint af større og mindre øer, af hvilke størstedelen er naturreservat. Her trives mange forskellige planter og dyr - både på land og i havet. Den sædvanlige nøgne og forblæste ydre skærgård kombineret med Sveriges eneste koralrev og mange havdyr, som man ikke finder andre steder i de svenske farvande, gør Kosterhavet til noget helt specielt. Vi vil gerne derover, men vinden driller os som sædvanligt, så vi ror rundt i den indre skærgård i stedet for.

Blæsten tager til i løbet af dagen, og nogle steder bliver den presset sammen i de smalle render mellem de tætliggende øer, så den næsten er umuligt at ro op imod. Sidst på dagen finder vi en lille lejrplads i den indre skærgård. Vi håber, at vejret vil være så tilpas i morgen, at vi kan ro ud til Kosterøerne.  

Den 9. september 2012 ser det ud til, at vejrguderne endelig er med os. Det er en helt stille morgen, og der er næsten ingen skyer på himlen. Vi tager af sted ud gennem den indre skærgård ved halv ni tiden, krydser over den dybe rende og når nationalparken to timer senere. Vi går i land på en af de større ubeboede øer, som egentlig ser ret ugæstfri ud ude fra havet, men som har mange små vige og indskæringer, hvor der er læ og somme tider endog små strækninger med sandstrand og tilmed også græs, buske og en smule trævækst. Fra toppen af øen kan vi se ud over hele dette øhav, der strækker sig flere kilometer ud i Skagerrak. Store og små øer strøet ud mellem hinanden, klipperev og skær, store åbne vandflader og små laguner med stille vand og store, duvende bundter af blæretang.

Fugle er her ingen af – lige med undtagelse af nogle få canadagæs og en enkelt tejst. Det må skyldes det sene tidspunkt på året. Forår og sommer må der være et myldrende fugleliv her. Heroppe fra toppen af øen, kan vi også se, at der er en front på vej imod os fra en sydvestlig retning, så vi bliver ikke herude så længe, som vi gerne ville, men roer tilbage til fastlandet, mens vi bliver indhentet af en masse grå skyer, som dog kun har en smule støvregn i sig og heldigvis ikke ret meget vind.  

Vi finder en strand med noget, der minder om et gammelt badehotel, som bare er lukket ned for sæsonen, hvor vi spiser vores frokost. Derefter roer vi ind gennem skærgården og tilbage til lejrpladsen på Vanarna til en sidste overnatning. Næste morgen er der kun en kilometers roning over til bilen og turen hjem.

Vi håber begge, at det ikke bliver sidste gang, vi kommer til at ro i skærgården ud for Strømstad. Det er et område med masser af muligheder.



1 kommentar:

Hammy sagde ...

Hvad sker der? Hvordan gik turen?